
Maurice Denis (1870-1943), Maria med Kristusbarnet og den lille Johannes, 1898. Værket kan ses i Henning Larsen-bygningen, sal 64
Her ser vi den religiøse kerne i julen – det nyfødte Jesusbarn med sin mor Maria og den lille Johannes, som siden skulle blive kendt som Johannes Døberen.
Maria med Barnet skildres her som en hverdagsagtig scene – en omsorgsfuld mor med sit barn på skødet. Den genkendelige glæde ved, at et barn bliver født kan være nøglen til at forstå det større budskab om Kristus som frelser, der lader sig føde som et menneskebarn. I hvert fald udtrykker Maurice Denis kærligheden og ømheden i den lille familie, så det bliver et almengyldigt optrin. Kun englene i baggrunden røber, at det ikke er et hvilket som helst barn, der ligger og sover så fredeligt.
Maurice Denis var inspireret af de italienske renæssancekunstnere, som ofte henlagde bibelske scener til deres egen samtid, hvilket Denis også gør her. I baggrunden ses et toskansk landskab, og de tre hovedpersoner er iklædt moderne tøj.