Hvem er den lille, tykke dame?
I sal 24d står et relief lavet i brændt ler. Det måler 48,5 x 50,5 cm og er 2-4 cm tykt. Relieffet er lavet i en form, og der findes andre eksemplarer lavet i samme form. Sådanne relieffer blev i årene 80 f.Kr. til ca. 60 e.Kr. brugt som vægudsmykning i romerske bygninger, såvel privathuse som templer og basilikaer.
Udsmykningen viser, at flere plader har dannet en frise, der gengiver et arkitektonisk forløb. I forreste plan står en fint, kanneleret pilaster med et korintisk kapitæl, der bærer en frise øverst dekoreret med akanthusblade. Bagved ses en søjlebåren portikus med runde buer båret af glatte søjler ligeledes med korinthiske kapitæler. Og her igennem ser vi et mærkeligt flodlandskab med nogle små hytter i baggrunden, som ser ud til at være lavet af strå. På taget af begge hytter står storke. I en romersk sammenhæng virker det temmeligt eksotisk. Som det ses af dyrene i floden, er vi heller ikke i Italien men i Ægypten.
Til venstre har vi en flodhest, der står og sprøjter vand og en farlig krokodille.
Til højre ses endnu en krokodille og to fredelige ænder. Men her er også en sivbåd, som stages af en lille nøgen og veludrustet mandsling og styres af en anden. De gengives som små, tykke og let deforme. De omtales som pygmæer og er meget yndede motiver i fremstillinger af livet på Nilen. I græsk kunst genfinder vi dem i scener, hvor de kæmper mod traner, der er lige så store som dem selv.
Sådanne Nil-landskaber findes også i andre medier især i mosaikker og i vægmalerier, hvor hele zoologiske haver af eksotiske dyr boltrer sig i og udenfor vandet.
Motiverne findes også i marmor, som det ses på bagsiden af den berømte statue af Nilen personificeret som en gammel flodgud, der blev fundet i 1513 i et tempel for den ægyptiske gudinde Isis på Marsmarken i Rom og nu står på Vatikanmuseet.
Her genfinder vi sivbåden med to pygmæer og krokodiller mellem siv og lotusblomster.
Store flodheste er også med på basen sammen med flere pygmæer.
Men der er endnu en figur på vort relief.
I venstre side ser man til venstre for hytten et rækværk og en lille trappe, og oven på rækværket ligger en skikkelse med ryggen til. En kvinde med bølget hår og slangekrøller blot nødtørftigt klædt i et klæde, der er svøbt under de svulmende baller. I venstre hånd holder hun en lille offerskål, og foran hende står en figur. Det er Priapos, en lille svajet mandsperson med en meget kraftig rejsning, der vender ud af billedet. Vi formoder, at hendes offer gælder denne frugtbarhedsgud, som hun også betragter. Der er noget erotisk i fremstillingen af den lille kvinde, der synes at høre til i en banketscene snarere end i en afrikansk landsby.
Sådanne ”damer” der ligger til bords. genfinder vi i andre Nilscener, som f.eks. den største af dem alle, Nilmosaikken i Palestrina udenfor Rom. Her ses alle de eksotiske dyr, men også en pergola med spisesofaer, hvor banketdeltagerne ligger og lader sig underholde of musikanter. De har også kun et klæde om underkroppen og ses både forfra og bagfra. På denne måde gengav man også Hermafrodite, som var en kvinde, når man så den bagfra, og kun røbede sin maskuline side, når man så den forfra. Også vinguden Dionysos’ følge af mænader og nymfer kunne gengives sådan, men altid som et erotisk signal.
Det har været foreslået, at den ”frække” dame på havegærdet kunne være en karikatur af romernes ægyptiske hadeobjekt Dronning Kleopatra VII (dronning 51-30 f.Kr.). Hun havde jo i sit korte liv lagt an på og erobret senrepublikkens helte efter tur: først Gajus Julius Caesar med hvem hun fik sønnen Caesarion, og som hun boede hos i Rom i flere år. Dernæst kastede hun sig over den heltemodige Marcus Antonius, med hvem hun fik tre børn. Desuden havde hun også en affære med Gnaeus Pompejus, den store Pompejus’ ældste søn og Caesars svorne modstander. Ikke noget under, at de retlinede romere anså den eksotiske dronning, der færdedes med sit store følge af slaver i pragtfulde processioner gennem byen, som en farlig og dæmonisk person, der fordrejede hovederne på deres helte. Måske gengives hun her som en pygmælignende skabning blot for at pointere hendes fremmedhed, og måske er temaet inspireret af Marcus Agrippas politik vendt mod de ægyptiske kulter i byen Rom, som under Kejser Tiberius (14-37 e.Kr.) førte til, at det store Isistempel på Marsmarken blev lukket netop efter en sex-skandale. Forfatteren Properts omtaler Kleopatra som ”Hore-dronningen af Canupus”. Canupus var det kvarter i Alexandria, hvor de prostituerede holdt til, men også en stor helligdom for de ægyptiske guder Isis og Osiris, som for romerne blev forbundet med prostitution. Ved Augustus’ reformer af det romerske samfund, der hvilede på de ægte romerske dyder, har han haft brug for et fjendebillede af den seksuelt depraverede ægyptiske dronning.
Glyptoteket viser udstillingen ‘Kleopatras verden’ 29. april - 7. august.
