Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Glyptotekets ”Middelhavshorisont” sal 20A gemmer på en lille gruppe terrakottastatuetter forestillende opretstående kvinder fra midten af det 7. årh. f.Kr. De er ikke blandt samlingens største genstande, tværtimod, men ikke desto mindre er de kollektivt udvalgt som månedens værk, fordi der kan berettes spændende nyt om både statuetterne og den kulturhistoriske sammenhæng, hvori de oprindeligt har indgået.

Terrakottastatuetter forestillende kvinder fra midten af det 7. årh. f.Kr.

Ved den syditalienske joniske kyst ca. 120 kilometer syd for Tarant finder man den lille bjerglandsby Francavilla Marittima. I dag adskiller stedet sig ikke fra de andre små byer der, som perler på en snor, ligger hele vejen ned langs kysten indtil Messina strædet, men i oldtiden var situationen en ganske anden.

Fra tiden omkring 800 f.Kr. til ca. 510 f. Kr. lå der her en stor og vigtig bosættelse, hvorfra der stadigt er bevaret rigt udstyrede grave, hytter og templer. Netop i tempelområdet er der udført mange udgravninger gennem tiden, og det er derfor i dag muligt at danne sig et overblik over livet, som udspillede sig på stedet gennem næsten 300 år. I begyndelsen af det 8. årh. f.Kr. opstod der et lokalt kultsted, som var centreret omkring en stor hytte, hvorfra en stor mængde oldsager er blevet udgravet.

Francavilla Marittima, udgravninger 2008

At arkæologerne fortolker stedet som et kultcenter, skyldes ikke så meget de enkelte oldsagers beskaffenhed, men nærmere sammenfaldet af en række omstændigheder der tyder på, at noget særligt må have fundet sted. Hytten i sig selv er dobbelt så stor som andre kendte hytter fra perioden, og mængden af oldsager overstiger langt, hvad man normalt finder på bosættelser. Kigger man nærmere på fundstederne for de mange oldsager, er det særligt bemærkelsesværdigt, at mange fine bronzegenstande er fundet skjult under hyttens gulv. Der er bl.a. også fundet en række fornemt dekorerede vævevægte med labyrinter, dyre- og menneskefigurer.

Terrakottastatuette

I det 7. årh. f.Kr. udviklede stedet sig, til det man kan betegne som en ”rigtig” helligdom. Der blev opført templer med skulpturel udsmykning i ler, og en stigende strøm af pilgrimme fandt vej dertil for at tilbede helligdommens gudinde, som menes at være Athena. Med sig bragte de offergaver, og blandt disse var Glyptotekets statuetter. Hvem figurerne forestiller ved vi ikke. Der er flere muligheder.

Måske var statuetterne tænkt som gengivelser af giveren, tjenerinder for gudinden eller måske ligefrem gudinden selv? Det kan dog ikke udelukkes at statuetterne har haft forskellig betydning alt efter sammenhængen. Statuetterne er formstøbte, og identiske statuetter er fundet på tre andre helligdomme langs den joniske kyst. Leret, som statuetterne er udført i, er dog tydeligvis forskellig fra hinanden. Det kunne tyde på, at specialiserede håndværkere har rejst fra helligdom til helligdom og tilbudt deres særlige evne til at lave statuetter.

I den forbindelse må nævnes, at der for få år siden blev fundet et rullesegl i helligdommen i Francavilla, som er blevet anvendt til at dekorere en af Glyptoteket statuetter.

Terrakottastatuette, nærbillede af ryggen og segl af den type, som blev anvendt til at lave spiralmønstret.

Præcist hvor i helligdommen Glyptotekets statuetter er fundet vides ikke, men flere rige offergavedepoter er blevet udgravet, og statuetterne må oprindeligt have indgået i et af disse.

En interessant stele

En forgyldt stele med afbildning af en konge, der ofrer til en hellig tyr, er valgt til denne måneds værk, mens Glyptoteket viser særudstillingen ‘Kleopatras verden’. Stelen er med til at fortælle historien om den berømte dronning Kleopatra VII.

Stele til den hellige Buchis-tyr. Fundet i forbindelse med tyrens begravelse i Armant i det sydlige Ægypten (ÆIN 1681)

En særlig tyr blev født, da dronning Kleopatrs far Ptolemæus XII regerede Ægypten i år 53 f.Kr. Det år han døde, og Kleopatra kom på tronen i 51 f.Kr., blev tyren indviet som hellig Buchis-tyr i et tempel i Armant i det sydlige Ægypten. Den døde 24 år gammel efter et sikkert fornemt liv som hellig tyr i år 30 f.Kr. – det år, hvor Kleopatra tabte Ægypten til romerne med Oktavian i spidsen.

Den hellige Buchis-tyr som levede under dronning Kleopatras regeringstid

Den hellige Buchis-tyr på Glyptotekets stele blev altså begravet i Oktavians første år som hersker over Ægypten. De hellige Buchis-tyre, også før og efter denne fra Kleopatras tid, blev balsameret og begravet i store stensarkofager. Hver Buchis-tyr havde et hvælvet gravkammer i et underjordisk gangsystem. Gravanlægget for de hellige Buchis-tyre, kaldet Bucheum, blev udgravet i Armant omkring 1930. Et andet gravanlæg blev desuden fundet til Buchis-tyrenes mødre.

Model af Bucheum, det underjordiske gravanlæg for de hellige Buchis-tyre i Armant. Fra R. Mond & O.H. Myers, The Bucheum III (1934)

Buchis-tyrene repræsenterede både solguden Ra og dødeguden Osiris. Den oprindelige krigsgud Montu i Armant blev også knyttet til Buchis. Bucheum i Armant var i brug ca. 350 f.Kr til 300 e.Kr. Andre hellige tyre kendes fra det nordlige Ægypten, hvor der var en Apis-tyr i Memphis og en Mnevis-tyr i Heliopolis.

Rekonstruktion af gravkammer for hellig Buchis-tyr med en gravstele (tv), et offerbord (midt) og sarkofagen bagerst. Fra R. Mond & O.H. Myers, The Bucheum III (1934)

Ved hvert gravkammer stod en stele med afbildning af Buchis-tyren og en konge, der ofrer til tyren. Hieroglyfindskriften er bønner, der skulle hjælpe tyren i efterlivet. Begivenhederne i tyrens liv blev dateret ud fra kongens regeringsår, og det er her Glyptotekets stele bliver særlig interessant. Teksten indledes med datering for begravelsen “Første år, […] 21. dag under cæsar”. Hvem ‘cæsar’ er, kommer vi tilbage til. Længere nede nævnes, at tyren blev født i en konges 28. regeringsår og indviet som Buchis i en anden konges første regeringsår, samt at den døde 24 år gammel.

En tom kartouche til et kongenavn på Glyptotekets Buchis-stele (ÆIN 1681)

Kongernes navne skulle stå i såkaldte ‘kartoucher’, ringe omkring kongens navn, men de var efterladt tomme, som det ofte var tilfældet på denne tid. Vi må altså se på dateringerne, der netop passer med følgende:
Den romerske ‘cæsar’ i indledningen er Oktavian. Tyren blev født i Ptolemæus XII’s 28. regeringsår, indviet i dronning Kleopatras første regeringsår og døde i Oktavians første år. 

Oktavian senere kendt som kejser Augustus

Oktavian blev senere kendt som Kejser Augustus. Han var kun i Ægypten den ene gang, da han erobrede landet i 30 f.Kr. Han ville ikke kaldes ‘farao’ som de ægyptiske konger, men på Glyptotekets stele optræder han alligevel klædt som en ægyptisk farao. Præsterne, der tog sig af den hellige Buchis-tyr, sørgede sikkert for, at holde alle traditioner i hævd.
 
I øjeblikken kan stelen ses på særudstillingen Kleopatras verden. Når ‘Kleopatras verden’ lukker d. 7. august 2011, vil Buchis-stelen blive sat tilbage i udstillingsområdet Middelhavshorisonten i sal 25.

Læs mere om hellige tyre i Ægypten  

Trouville, sommeren 1865

Stranden og hotellerne i Normandiet sværmer med turister hver sommer. I midten af 1800-tallet tilbragte især franske og engelske velhavere gerne uger i badebyen Trouville-sur-Mer, og skulle man få lyst til at bestille et kunstværk, mens man lå på landet, stod kendte kunstnere parat. Portrætmesteren Alfred Stevens (1817-75) havde netop sagt ja til at male den engelske tapetfabrikant J.G. Potters tre døtre, da Courbet faldt forbi atelieret. Han forelskede sig hovedkulds i pigernes røde hår og insisterede på også at få lov at male dem.

Gustave Courbet: Tre engelske piger ved et vindue, 1865. Olie på lærred. 92,5 x 72,5 cm. Gave fra Ny Carlsbergfondet 1914.

Det blev til denne fantasi over hår, tøj og pels. En intens stoflighed dominerer billedrummet fuldstændigt. To lakerede stole, den grønne skodde og et smedejernsgitter rammer effektfuldt pigerne ind i et lillebitte rum, hvor himlen og havet kun anes i baggrunden. Søstrene har fået selskab af en puddel, og den yngste pige er ikke meget mere end et svævende hoved mod det blå udenfor.

Gustave Courbet: Tre engelske piger ved et vindue. Før og efter restaureringen i 1931.

Courbet har fokus på hår, stof og farver mere end på portrætlighed, og billedet bliver en fascineret variation over kvinden i tre stadier. Hr. Potter var ikke glad, og Courbet beholdt maleriet selv. Måske har den dristige, rumlige omgang med de mange figurer også været for meget for en senere ejer. I hvert fald blev den yngste pige og hunden dækket af et gråblåt lag maling engang efter kunstnerens død, og først i 1931 – 17 år efter køb af værket til Glyptoteket – gættede museets kunsthistoriker H. Rostrup, at der var flere rødhårede her end man skulle tro…

Fransk salonskulptur og Degas' studier i bronze

Glyptotekets fine samling af Edgar Degas’ (1834-1917) bronzefigurer er nu udstillet i afdelingen for fransk skulptur. Side om side med den franske salonskulptur og værker af den berømte Auguste Rodin (1840-1917), fungerer de som en fin introduktion til en fortælling om skulpturen i Frankrig i det 19. århundrede.

Rodins ikoniske "Grubleren"

I perioden lige før – og efter – det ‘moderne gennembrud’ (omtrent 1870-1890) svirrede mange forskellige kunstneriske idealer i mellem hinanden. Derfor varierer de tekniske fremgangmåder også kunstnerne imellem.

Salonskulpturen demonstrerer idealfremstillinger af menneskekroppe i hvid marmor, så detaljerede, at de næsten ikke ligner massiv sten. Materialet  er et levn fra antikken og motiverne litterære som traditionen bød det. Degas’ formsprog er radikalt anderledes. For ham var skulpturen et øvelsesstykke der skulle forbedre hans maleri – ikke en selvstændig genre. Trods deres umiddelbare forskellighed, har de to typer skulptur dog noget til fælles. Både den elegante salonskulptur og Degas’ tåtippende danserinder stræber efter et formsprog, der får figuren til at fremstå som om den er i bevægelse. Det er ganske vist hårde materialer som marmor og bronze, men løftede ben, gestikulerende hænder og levende ansigter, er overbevisende virkemidler – og det vidste kunstnerne.

Rodins skulpturkroppe fremstår anderledes ‘tunge’, fordi muskler og sener toner frem i de overproportionerede torsoer og voldsomme lemmer. Indenfor en kort årrække udviklede skulpturen sig fra at være traditionel og idealiseret – til at mime det virkelige liv.

Velkommen til fransk skulptur på Glyptoteket!

Læs tidligere indlæg om Degas’ skulpturarbejde:
Balletdanserinde, Degas 
Edgar Degas’ skulpturer

I forbindelse med særudstillingen ‘I pyramidernes skygge’ rejste fotograf Janne Klerk til Ægypten for at tage billeder sammen med ægyptolog Tine Bagh. Fotografierne skal illustere de forskellige steder, hvorfra Glyptoteket har ægyptiske fund.

Her stilles skarpt på pyramiden i Lahun i det såkaldte Fayum-område syd for Cairo.

I årene 1908-1922 støttede Ny Carlsbergfondet den berømte engelske ægyptolog og arkæolog Flinders Petries udravninger i Ægypten. De enestående fund, af typer som ikke i forvejen fandtes på Det ægyptiske Museum i Cairo, forblev i Ægypten. De øvrige fund kunne Petrie fordele mellem sine sponsorer. Således modtog Glyptoteket gennem Petrie og Ny Carlsbergfondet en række statuer/statuefragmenter, relieffer og gravfund fra steder som Lahun, Hawara og Memphis. Disse steder er nu fotograferet, så fundene kan udstilles i sammenhæng med deres fundsted.

Udstillingen ‘I pyramidernes skygge’ om Flinders Petries udgravninger i Ægypten åbner d. 11. noverber 2011.

I tiden fra ca. 125 til ca. 350 e.v.t. blev velhavende romere gravlagt i reliefdekorerede marmorkister. Kisterne kaldes sarkofager, en sammensætning af de græske ord ’sarkos’ (kød) og ’fagos’ (spiser). Her i Glyptoteket findes en stor samling sarkofager fra selve Rom, og en af dem er månedens værk.

Det er en såkaldt ’guirlande-sarkofag’, opkaldt efter forside-relieffets motiv: Tre bevingede eroter bærer guirlander af druer, pinjekogler, granatæbler og blomster. På hver guirlande ser man teatermasker, og nede på jorden guffer fugle og harer vindruer i sig.

Sarkofag i Glyptoteket, IN2468

Forkanten af sarkofagens låg er også udsmykket med relieffer på hver side af en indskrift. Til venstre ser man en hyrde, der vogter en ged og to får; til højre holder to eroter et bagtæppe op bag en portrætbuste af en kvinde. Ansigtet er ikke hugget færdigt.

Indskriften står på en tavle støttet af to eroter. Den er på græsk og fortæller, at sarkofagen er givet af Aurelios Nikandros, den ulykkelige bedstefar til den afdøde pige Aurelia Kyrilla.

Sarkofagen dateres til ca. 300 e.v.t. Den blev fundet i 1884 under opførelsen af et hus, men blev først erhvervet til Glyptoteket i 1910. Den må have stået godt beskyttet, for den oprindelige bemaling er meget velbevaret. Forgyldningen blev frisket op efter 1884, men nedenunder findes den oprindelige bladguld stadig.

Lige nu bliver farvesporene grundigt undersøgt i forbindelse med forskningsprojektet ’På sporet af farven’. Relieffet er blandt andet blevet fotograferet med en særlig teknik kaldet VIL, der viser tilstedeværelsen af en bestemt farve kaldet ægyptisk blå. Resultaterne er forbløffende. 

Her ses den hornede Pan-maske i almindeligt lys, og til højre i en VIL-optagelse. Den ægyptiske blå ses som kraftig hvid luminescens, men på relieffet er der med det blotte øje absolut intet blåt at se! Teknikken afslører nemlig partikler af selv submikroskopisk størrelse.

Undersøgelserne er fortsat i gang, og vi er spændte på, hvor meget af sarkofagens farvepragt vi kan genopdage.

Otte milioner mumier af hunde og sjakaler

Engelske arkæologer har fundet otte milioner balsamerede hunde og sjakaler i ørkenen sydvest for Cairo. På Glyptoteket kan du se den gud, mumierne blev ofret til, sjakalguden Anubis.

Statue af guden Anubis (ÆIN 33)

Ægypterne mente, at guderne tog bolig i mumier af ‘hellige dyr’. I Anubis’ tilfælde var det hunde og sjakaler. Hvis en ægypter ønskede at bringe Anubis et offer, var en balsameret hund eller sjakal derfor en rigtig god idé. 

Bronzestatue af guden Anubis (ÆIN 173)

Dyrene blev formentlig holdt på farme, slået ihjel, balsameret og solgt til troende ægyptere, som ofrede dem til Anubis. Med tiden hobede mumierne sig op i kamre under hans tempel. Tidligere har arkæologer fundet milioner af balsamerede katte og ibisfugle, som ægypterne ofrede til gudinden Bastet og guden Thot.

Historien om de otte millioner hundemumier blev omtalt flere steder i medierne.