Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for september 2008

Selv forfalskninger fortjener en kærlig hånd ind i mellem, og det trængte skulpturen Diadumenos til efter mange år i brygger Carl Jacobsens have på Valby Bakke. Så da Glyptoteket i august havde konservatorstuderende Sanne Spile som praktikant, blev en af hendes opgaver at rense den medtagne yngling.

Sanne Spile renser Diadumenos i

konservatorværkstedet på Glyptoteket. 

Statuen blev i 1895 erhvervet af Jacobsen (som grundlagde Glyptoteket) igennem den tyske arkæolog Wolfgang Helbig, som hjalp Jacobsen med mange anskaffelser fra kunsthandlere i Rom. Grundet den flotte stand og de få skader på figuren, var der mange interesserede købere til den formodede antikke statue. Brygger Jacobsen erhvervede derfor skulpturen uden at have besigtiget den selv, i blind tiltro til Helbigs beskrivelser.

Efter en lang sørejse ankom skulpturen i december 1895 til København. Jacobsen var begejstret over den velbevarede skulptur, og håbede at den vil blive et af de vigtigste værker i hans samling. Men sådan skulle det ikke gå. I september 1896 fik Jacobsen besøg af datidens største skulpturspecialist Adolf Furtwängler, og han konstaterede snart, at skulpturen var en forfalskning fra 1800-tallet.

Altså kom Diadumenos ikke på museum, men måtte henslæbe de næste 113 år som havenisse. Her blev han skadet af syreregn og angrebet af alger og skidt. Nogle steder var marmoret endda sprunget af ved statuens sammenføjninger, da jernet indeni var rustet (når jern ruster udvider det sig).

Men så kom Sanne. Og Diadumenos blev skånsomt dampet med demineraliseret vand og bleget med klor.

 

Diadumenos før og efter rensning. Figurens positur angiver,

at han er ved at binde et sejrsbånd om hovedet.

Diadumenos er nu flyttet til Glyptotekets studiesamling, og skal altså ikke tilbage til haven på Valby Bakke. 

 

/Sanne Spile, konservatorstuderende 

og Anna Schram Vejlby, museumsinspektør

Read Full Post »