Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for juni 2009

I forbindelse med projektet ‘På sporet af farven’ er et græsk-senhellenistisk marmorhoved nu taget frem for at blive undersøgt for spor af de oprindelige farver.

Nyt hoved

Hoved fra græsk-senhellenistisk skulptur (I.N. 1583), som nu undersøges for spor af de oprindelige farver. I baggrunden ses skyggen af den sfinks, som tidligere blev undersøgt på samme vis.

Resterne af farve på antikke skulpturer er ofte meget små og kan for det meste ikke ses med det blotte øje. Specielle mikroskoper anvendes for at finde de mindste farvespor, men det kan også være svært at skeldne farvespor fra det skidt, der med tiden har sat sig på overfladen.

Geolog og Louise

Professor Minik Rosing undersøger det romerske hoved med et håndholdt røngten fluorescens apparat for at identificere farvespor

Arne Jouttijärvi udtager prøve af formodet metal fundet i et af de huller, der kan have været beregnet til fastgørelse af en krans el.lign.

Arne Jouttijärvi udtager prøve af formodet metal fundet i et af de huller, der kan have været beregnet til fastgørelse af en krans el.lign.

Tidligere indlæg: Besøg vores værksted!

Der vil være åbent værksted en søndag om måneden i juli-september:
19. juli, kl. 15-16
16. august, kl. 15-16
20. september, kl. 15-16

Reklamer

Read Full Post »

Glyptoteket udstiller netop nu værker af fem af Danmarks bedste fotografer Krass Clement, Jannick Seidelin, Jørgen Borg, Ture Andersen og Sofie Fischer. De har alle valgt Piræus i Grækenland som tema, inspireret af dansk-græske udgravninger af Piræus’ havne, Zea og Mounichia under Det Danske Institut i Athens ægide.

Fotograferne har fået en introduktion til det danske arkæologiske arbejde, men har ellers været helt frit stillet til, hvorledes de har villet skildre dét og Piræus. Resultatet er et smukt og varieret portræt af en by, dens mennesker og dens antikke fortid. Udstillingen kan ses tirsdag-søndag 11-17 indtil den 30. august 2009.

Foto: Sofie Svare Fischer

Foto: Sofie Svare Fischer

Mange kalder det historiens vigtigste søslag: slaget ved Salamis i år 480 f.Kr., hvor krigerkongen Xerxes’ perserflåde blev slået tilbage – det så eftertrykkeligt, at den aldrig vendte tilbage, og grækerne dermed fik sat en stopper for en persisk invasion.

Slaget anses som centralt, fordi det kunne have fået uoverskuelige konsekvenser, hvis Grækenland var blevet besat og knægtet. 400-tallet før Kristus var en altafgørende periode i Grækenlands kulturhistorie – en periode, hvor filosofien og skuespillet, matematikken og geometrien, arkitekturen og kunsten samt ikke mindst demokratiet udviklede sig eksplosivt og lagde fundamentet for den vestlige civilisation, hvis man skal være lidt højtravende.

Alligevel var den græske flåde og de enorme og imponerende flådeinstallationer i Piræus syd for Athen gået lidt i glemmebogen, indtil en dansk arkæologistuderende tilbage i 2000 hørte beretninger fra 1800-tallet om, at man ved gunstigt lys stadig kunne skimte det nu sunkne flådeanlæg under havets overflade.

Bjørn Lovén, som den arkæologistuderende hed, bestemte sig for at finde ud af, om der stadig var spor efter de enorme anlæg til bygning og bedding af skibe i havet ved den travle græske havneby. Det viste der sig at være til overflod.

“Man har hele tiden vidst, at de flådeinstallationer havde eksisteret. Men ingen havde stukket tåen i vandet og set efter, om de nu stadig var der. Store bygningsværker har ligget i plumret vand og ventet på, at nogen skulle grave dem ud”, fortæller Lovén.

Finansieret af Carlsbergfondet har  Bjørn Lovén siden 2001 været leder for et hold af hovedsagelig danske og græske arkæologer, og har afdækket og udgravet de enorme skibshuse, hvor grækerne havde op til 400 skibe med besætninger på op mod 80.000 mand på bedding. De arkæologiske ruiner er siden blevet rekonstrueret digitalt i 3D. 

 

De store skibshuse er blevet slugt af havet på grund af en havstigning på 2-3 meter siden antikken. Det har på sin vis vist sig at være en fordel. Piræus er måske Europas tættest befolkede område, og de arkæologiske ruiner på landjorden er næsten fuldstændig overbebygget. Det samme er ikke sket med bygningerne under vandet.

Det og meget mere vil Bjørn Lovén fortælle om i et foredrag for Politiken Plus-abonnenter den 24.6.2009 kl. 19.30 i Glyptotekets Festsal.

Billetter kan købes her.

Read Full Post »

Festsalen på Glyptoteket bliver brugt til alle mulige arrangementer – især til koncerter. Men hvor det som regel er klassisk musik, der lyder mellem skulpturerne, havde vi i fredags den glæde at kunne præsentere klezmerbandet Mames Babegenush. De seks musikere indtog salen med 81 gamle kufferter som scenografi – og her er en en lille prøve på, hvad de kunne præstere.

Utroligt dejlig musik – og forhåbentlig ikke sidste gang man kan høre den slags i Festsalen!

Du kan høre mere fra Mames Babegenush her.

Read Full Post »

I et tidligere indlæg fortalte vi, at en del af Glyptotekets genstande fra Amarnaperioden var med på en udstilling, som først vistes i Geneve i Schweiz og siden i Turino i Italien. De er nu alle kommet tilbage og kan igen ses i den lille ægyptersal (til venstre for den store ægyptersal).

Glyptotekets mindre genstande fra Amarnaperioden kan nu igen ses sammen

Glyptotekets mindre genstande fra Amarnaperioden kan nu igen ses sammen

Amarnaperioden ca. 1365-1347 f.Kr. er kun en kort periode i Ægyptens historie, mens kong Akhenaten regerer fra byen Amarna i Mellemægypten. Kort fortalt bestemmer han, at der kun skal være én gud, solskiven Aten, som han tilbeder sammen med sin førstehustru Nefertiti. De højtstående embedsmænd i den nye hovedstad, Amarna, bor i villaer med haver, hvor der i flere tilfælde findes et lille kapel. I havekapellerne var der statuetter af Akhenaten og Nefertiti, som embedsmændene skulle tilbede.

Kong Akhenaten (ca. 1365-1347 f. Kr.). Statuettehoved fundet ved et havekapel i Amarna.

Kong Akhenaten (ca. 1365-1347 f. Kr.). Statuettehoved fundet ved et havekapel i Amarna.

Akhenaten havde også en anden hustru, der ikke er nær så kendt som Nefertiti. Det skyldes bl.a., at hun længe var ukendt, eftersom hun faldt i unåde, og alle billeder af hende blev ændret til en af Akhenaten og Nefertitis seks døtre, Meritaten eller Ankhesenpaten.

Relieffet viste oprindeligt Akhenatens anden hustru, Kiya, men det blev siden omarbejdet til at vise Akhenaten og Nefertitis datter Meritaten, hvis navn står bag hende. Foran ansiget ses solskiven Atens stråler, eller arme, med hænder.

Relieffet viste oprindeligt Akhenatens anden hustru, Kiya, men det blev siden omarbejdet til at vise Akhenaten og Nefertitis datter Meritaten, hvis navn står bag hende. Foran ansiget ses solskiven Atens stråler, eller arme, med hænder.

Siden det øverste billede blev taget, er der flyttet lidt om på de udstillede genstande – kom og ‘find fejlen’.

Read Full Post »

I dag for 142 år siden, 19.juni 1867, blev kejsereren af Mexico, Maximilian I, henrettet af republikanske styrker. Den begivenhed forevigede den franske kunstner Édouard Manet i en række malerier, hvoraf et befinder sig på Glyptoteket.

Ny Carlsberg Glyptotek, Manet, Maximillians henrettelse

Edourd Manet, Kejser Maximilians henrettelse, 1867. Olie på lærred, 63,5 x 73,5 cm. Ny Carlsberg Glyptotek

Den østrigske ærkehertug Maximilian (1832-67) af huset Habsburg blev ved den franske kejser Napoléon III’s mellemkomst indsat som kejser Maximilian I af Mexico i 1864. Soldater og kapital fra Frankrig skulle holde de mexicanske republikanerne i skak. Under borgerkrigens hærgen oprettede kejseren en standret, hvor republikanske tilhængere blev dømt og henrettet. I marts 1867 trak Frankrig sine soldater tilbage, og to måneder senere blev kejseren taget til fange af de republikanske tropper. Den 19. juni blev Maximilian henrettet uden proces sammen med to af sine generaler, Miramón og Mejía. Eksekutionen fandt sted foran en mur i Cerro de las Campanas ved Querétaro.
Når netop Manet valgte at behandle henrettelsen i kunstnerisk form, kan man betragte det som en politisk manifestation, idet han så afgjort ikke var nogen tilhænger af Napoléon III og hans politik, som indirekte tillagdes skylden for begivenhedernes udgang. Det er dog sikkert først og fremmest motivets aktualitet og iboende drama, der har appelleret til Manets koncentrerede realisme. Derved afviger billedet fra tidens gængse historiemaleri. Uden pathos skildrer han eksekutionens stadier simultant, og handlingsforløbet fortættes yderligere ved de formelle virkemidler: Officeren gør med løftet sabel klar til affyringssignalet. Soldaterne retter på kort afstand deres geværløb mod de tre mænd og affyrer deres salve, som delvis indhyller hovedpersonerne i røg. Sergeanten, der står isoleret og med ryggen til scenen, retter sit gevær i modsat retning, medens han afsikrer det til nådeskuddet.

Manet lod sig inspirere af samtidens reportager og illustrationer af begivenheden, og sandsynligvis tillige af Francisco Goyas berømte billede Den tredje maj 1808 (1814), som han havde set i Museo del Prado i Madrid.

Francisco de Goya, Den tredje maj 1808, 1814. Olie på lærred, 266 x 345 cm. Museo del Prado.

Uniformerede franske soldater stod model for Manet i hans atelier.
Billedet kan på grund af de synlige rester af et kvadreringsnet betragtes som det sidste forarbejde til den endelige udgave i Kunsthalle, Mannheim.

Edouard Manet. Kejser Maximilians henrettelse, 1868–69. Olie på lærred, 252 x 302 cm. Kunsthalle Mannheim. Photo: Margita Wickenhäuser

Af øvrige forstudier, alle fra 1867, findes ét i Museum of Fine Arts, Boston, og fire fragmenter af et andet i National Gallery, London. Et litografi, der i motivudformningen ligger tæt op ad Glyptotekets billede, er udført inden eller muligvis sideløbende med dette. Distributionen af litografiet blev forbudt af censuren, ligesom ingen af de malede udgaver udstilledes i Frankrig i Manets levetid, antageligt af politiske grunde.

Du kan læse mere om Manets arbejde med motivet på Museum of Modern Art, New Yorks hjemmeside her.

/moderne samling

Read Full Post »

Nu på fredag den 19. juni gæster det unge klezmerorkester Mames Babegenush Glyptotekets smukke festsal. Deres musik går fra melankolien over i manien, fra balstyriske sirbaer til klagende valse.


Mames Babegenush er yiddish for “Mors Auberginesalat” og er lige udkommet med deres debutalbum ”Klezmer Killed The Radiostar”.
Orkestret har tidligere spillet steder som bla. Carnegie Hall i New York, Det Kgl. Teaters Gamle Scene, Tivolis Koncertsal, Roskilde Festival og New York Gypsy Festival og deres musik blev desuden brugt i denne sæson af ‘Normalerweize’ på DR2.

Bandet spillede på dette års SPOT festival i Århus, og i efteråret tager de på turné til bla. USA, Argentina og Tyskland.

Billetter koster 100 kr via Glyptotekets museumsbutik på tlf. 3341 8151 eller via e-shoppen her.

Dørene åbnes kl. 19.15. koncerten begynder kl. 20, og der vil blive serveret en forfriskning i pausen.

Read Full Post »

Den kunsthistoriske forskning lever og har det godt. Det er en netop afholdt konference på the Courtauld Institute of Art i London, et bevis på. Fra Glyptoteket deltog moderne samlings Line Clausen Pedersen, Carlsbergstipendiat og Anna Schram Vejlby, museumsinspektør.

Konferencens overskrift var 1789, 1989, 2009. Changing Persepctives on Post-Revolutionary Art – og handlede altså om fransk kunst i årene omkring og især efter den franske revolution i 1789.

Eugéne Delacroix, Friheden fører folket på barrikaderne, 1830. Musée du Louvre

 

Interessant var især hovedtaleren professor i kunsthistorie og kvindestudier Susan Siegfried, Michigan University, der definerede revolutionen som ’et opgør med rigide traditioner også inden for billedkunsten’. Revolutionen ændrede som bekendt magtstrukturen i det franske samfund, og med den ændrede efterspørgslen på kunst sig også. Hvor man tidligere havde haft en samlende figur i kongen, splittedes samfundet nu op i utallige facetter af personlige historier fra en hverdag i hastig forandring. De, der kunne og ville betale for kunst, var ikke længere aristokrater eller gejstlige, de var borgere, der eftersøgte en ny form for samlende historie – nemlig deres egen om frihedens sejr over slaveriet.  Eller sagt med andre ord – fx Susan Siegfrieds: Totality is a concept that sits uneasily in the 19th Century.

Kunstnerne (nu også flere kvinder) blev efter revolutionen mere eksperimenterende, og krydsede mellem de kunstneriske genrer kunstakademiet tidligere havde dikteret skarpt hierarkisk; historiemaleri, portræt, landskab, stilleben. Et borgerportræt kunne pludselig glimrende kombineres med fx landskabeligt og allegorisk indhold, og ligeledes var man ikke længere så nøje optaget af, om komposition og format var ”passende” i forhold til motivet – noget der tidligere blev anset for et af de mest grundlæggende principper i billedkunsten.

Denne nye historieskrivning og opfattelse af hvad kunsten kunne, betød et grundlæggende skift i betingelserne for både det 19. og det 20. århundredes kunst.

Programmet for konferencen kan ses her.

Og resumeer af oplæggene kan ses her.

Read Full Post »

Older Posts »