Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for november 2009

I forbindelse med reparation af glastaget i Henning Larsens bygning, hvor den franske malerisamling har til huse, skal der opstilles stilladser på bygningens store marmortrappe.

Marmortrappen med og uden Skyggen

Marmortrappen med og uden Rodins Skyggen

Rodins Skyggen har derfor holdt flyttedag og står nu i en niche nedenfor trappen.

Skyggen i den skakternede gang

Publikum har naturligvis stadig adgang til den franske malerisamling i Henning Larsens bygning, hvor Monet, Manet, Gauguin, van Gogh og alle de andre stadig holder til.

Vincent van Gogh, Lyserøde roser, 1890 (MIN 1836)

Camille Corot, Gammelt fransk herresæde, ca. 1870-1872 (MIN 1895)

Read Full Post »

I stedet for Månedens Værk i december vil vi præsentere fire udvalgte værker, et hver søndag i Advent.

Til 1. Søndag i Advent har vi valgt et relief fra den Ægyptiske Samling med offerbringere, der kan minde os om den tid, som nu begynder mange steder med ønskesedler, gaver og indkøb.

Relieffet er fint udskåret i kalksten og stammer fra offerkapellet i en grav. Det viser en række offerbringere, som bærer kurve på hovedet med offergaver til den afdøde. Offergaverne er krukker med øl –  ‘takkerne’, som stikker op af kurvene, er lerforseglinger af ølkrukker. Foran hver figur, tre kvinder og en mand, ses hieroglyffer, som er navnene på de steder, hvor offergaverne kommer fra. Det nederste runde tegn med et kryds i er hieroglyffen for by eller et sted, som afslutter hvert by- eller stednavn. Over rækken af offerbringere ses endnu en tilsvarende række.

Dele af relieffet i den oprindelige publikation af Flinders Petrie

I 1910 arbejdede den engelske arkæolog og ægyptolog Flinders Petrie i Medum i det nordlige Ægypten. Han havde tidligere besøgt stedet og bl.a. kopieret motiverne på gravvæggnene, men i 1910 blev han enig med chefen for den ægyptiske antikvitetstjeneste om, at det var bedst at nedtage reliefferne, som år for år blev mere og mere ødelagt. De større og mere hele vægge kom til det Ægyptiske Museum i Cairo, og resten kunne Petrie fordele mellem sine sponsorer, heriblandt Ny Carlsbergfondet, som overlod de ægyptiske fund til Glyptoteket.

Gammelt fotografi af relieffet med en tidligere restaurering

Glyptoteket modtog således relieffragmenter fra en grav i Medum tilhørende ægteparret Rahotep og Nofret, som levede under kong Snofru ca. 2570-2545 f.Kr. Relieffet med offerbringere stammer fra Nofrets kapel, og et gammelt fotografi viser her, hvordan det oprindeligt var restaureret.

På denne  nyere tegning af motiverne i hele Nofrets kapel fremgår det, hvordan yderligere fragmenter findes på andre museer. Den øverste såkaldte spiseplade med Rahotep og Nofret på hver side af et offerbord forblev i Cairo, og relieffet nederst til højre, som svarer til Glyptotekets til venstre, kom til Bruxelles, mens de midterste mindre fragmenter blev fordelt mellem Oxford, Cambridge og München.

To meget berømte statuer af gravejerne Rahotep og Nofret blev fundet i Rahoteps kapel af franskmanden Auguste Mariette i 1871, og de blev staks en af hovedattraktionerne på det Ægyptiske Museum i Cairo.

Relieffet med offerbringerne fra Nofrets kapel kan ses på Glyptoteket i Sal 1 (den store ægyptersal) til venstre, når man kommer fra Løvehallen.

Read Full Post »

I 1941 deponerede Glyptoteket en genstand på Nationalmuseet, som i deponeringspapirerne var betegnet som ”syrisk håndgranat”. Genstanden var indkøbt af professor Valdemar Schmidt i 1898 i Ægypten. Flere oplysninger var det ikke muligt at finde om ”håndgranaten” i Glyptotekets arkiver. Dette kan skyldes, at man ret hurtigt fandt ud af, at ”håndgranaten” ikke passede ind i Glyptotekets antikke samling, og at dens formål i øvrigt var usikkert.

Syrisk håndgranat?

Små keramikbeholdere fra Middelalderen omkring 1200 med en størrelse og form, der mest af alt ligner et stort agern eller en håndgranat, er fundet i bl.a. Syrien, Iran, Ægypten, Samarkand og Tashkent. De har meget tykke vægge, en tilspidset bund og en lille afrundet top, hvori der er en smal åbning. Overfladen kan være glaseret eller uglaseret, og alle har indprentede mønstre.

Især på grund af deres udseende er det ofte blevet foreslået, at disse beholdere faktisk også fungerede som håndgranater. Mod dette kan argumenteres, at de pga. de tykke vægge har svært ved at gå i stykker, selv når de kastes mod noget hårdt. Og hvorfor skulle man dekorere dem så fint, hvis de alligevel bare skulle ødelægges? I 1930’erne gravede danske arkæologer i Hama i Syrien, hvor der også fandtes mange af de granatformede beholdere. De blev fundet i et område, hvor der bl.a. var rester af asfalt, som ifølge den islamiske hærfører Saladin blev anvendt sammen med andre ingredienser til fremstilling af “ild der ikke kan slukkes”. Dette kunne være nafta, som muligvis var fyldet i de små beholdere.

Alternativt kunne de små beholdere have været anvendt til parfume eller en form for medicin, da indholdet nødvendigvis må have været flydende for at kunne hældes ud af den lille åbning. Deres form gør, at de ikke kan stå oprejst, men de vil altid blive liggende på siden med åbningen øverst, så der ville ikke dryppe noget ud af det eventuelle indhold. Det kan således stadig ikke afgøres med sikkerhed, hvad formålet med Glyptotekets ”syriske håndgranat” var.

Read Full Post »

Udstillingen “Masken – Fra Carpeaux til Picasso” er slut, og maskerne er vendt tilbage til deres ejere i Frankrig, Italien, Østrig, England, Schweiz, Belgien, Tyskland og Danmark.

Billede 016

Helt alene!

Til gengæld er stolene rykket ind i Glyptotekets antikke samling i forbindelse med Snedkernes efterårsudstilling. Udstillingen har titlen “Dialog – en stol til forhandling” i anledning af klimatopmødet i København. Se dem! Prøv dem! Velkommen til forhandling og dialog fra fredag den 13. november.

Billede 063

 

Billede 066 

Read Full Post »

Da jeg ansøgte om praktikplads på Glyptoteket, havde jeg ikke nogen forestilling om, hvad jeg ville komme til at lave. Men der har været nok at tage sig til herinde, og jeg har hele tiden lært nye ting og fået et rigtig dejligt indtryk af, hvordan tingene foregår på et museum.

Personalet har været meget åbne og venlige, og jeg har følt mig godt modtaget, hvilket selvfølgelig har hjulpet til, at det blev en rigtig god oplevelse.

Før jeg kom herind, havde jeg ingen idé om, hvor meget der bliver lavet, og hvor meget der skal holdes styr på, men nu har jeg fundet ud af, at der skal mange mennesker til, før det hele kan løbe rundt.

Under forløbet har jeg været med forskellige mennesker ude at se, hvad de foretager sig, og det har været sjovt at opleve. Jeg har fået rundvisning i udstillingerne men også set magasinerne og det, der ikke er plads til kan stå fremme. Det var utrolig spændende, både fordi jeg kunne komme tæt på kunsten på en hel anden måde, og fordi jeg ikke havde nogen ide om, at der kunne være så mange værker gemt væk.

I løbet af ugen skulle særudstillingen om masker pakkes ned, og jeg var med inde i udstillingen, da der skulle laves rapporter og tages billeder ned. Jeg interesserer mig meget for den franske impressionisme, og derfor synes jeg, det var rigtig dejligt at få lov at beskrive et Cézanne- maleri, som blev månedens værk.

Ud over kunst interesserer historie mig rigtig meget, og jeg var med på en omvisning om Egypten. Selvom det var med en 3. klasse, fik jeg mange ting at vide og hørte gamle egyptiske historier. Det blev forklaret godt, og det var rigtig sjovt at få lov at være med. Nu ved jeg, at jeg ville veje 18 kilo efter en balsamering.

I løbet af ugen fik jeg også lov til at tegne et par gange. Det var rigtig hyggeligt, og nu har jeg et par skitser med hjem. Udover det nævnte har jeg hørt om museets historie, set en film, oplevet hvordan der bliver planlagt arrangementer, kikket på post og ellers hjulpet så godt jeg kunne i receptionen. Det har været en rigtig god og positiv oplevelse, der kun har givet mig mere lyst til at gå efter drømmen: at læse kunsthistorie. Tak for en fantastisk uge, det bliver ikke sidste gang, jeg sætter mine ben på Ny Carlsberg Glyptotek.

Nanna Claudius Bergø 6/11-09

En stor tak til Nanna for hendes gode arbejdsindsats i den forløbne uge!    

Mvh Ny Carlsberg Glyptotek.

Read Full Post »

 MIN 2790 Cezanne, Badende.

I denne uge har Glyptotekets Moderne Samling Nanna Claudius Bergø (9. kl.) i praktik. Hun har skrevet om novembers værk, Paul Cézannes “Badende kvinder”: 

Billedet er malet af Paul Cézanne (1839-1906), og forestiller 4 nøgne kvinder i naturen. Oprindeligt var der 5 kvinder, men den ene malede han over, måske fordi det ikke passede godt ind i det samlede indtryk. Man kan se lidt af hendes ryg i højre side af billedet.

Baggrunden er lidt mørk og virker dyster. Han har malet det nederste lag med mørkegrønne og mørkeblå farver i store brede og bløde strøg, som er blandet sammen. Det mørke bliver delt af lidt lysere grønne farver, der er malet som brede klatter. Under den lyse maling er der strejf af noget brunt, måske en træstamme. Længere oppe i billedet er flere farver blandet sammen. Stadig er de malet i klatter, og farverne er igen mørke og dystre. Øverst ligger en mørkeblå farve, der skiller en lyseblå, jævnt malet himmel. Den mørkeblå bliver ind i mellem brudt af lyse pletter, det kunne ligne bjerge.

Som kontrast til alt det mørke er der de 4 kvinder på billedet. Deres hud er meget lys, og man kan se, at Cézanne er startet med at male dem med en lys hudfarve. Skyggerne har han malet med farver som grøn og en rødlig lysebrun, så personerne får former. De skarpere kanter på dem og de tydeligere skygger, som fx rygraden, har han valgt at male med en mørkeblå i tynde, lange strøg. Huden er malet med små strøg, der glider sammen. Den midterste kvinde er malet lysere end de andre, og derfor lægger man mere mærke til hende. Han har valgt ikke at male så mange detaljer, man kan fx ikke se hendes mund, og der er ikke gjort meget ud af hår, fødder eller hænder på nogen af dem. Kvinden længst til højre har et klæde på armen. Det er malet med lange, hvide og grå penselstrøg, og klædet bliver næsten en del af hende. Den midterste kvindes klæde er mere en del af baggrunden og er malet med hvide og grønne skygger.

Cézanne malede næsten aldrig efter levende model, men fik sin inspiration fra andre maleres værker. Kvinden med fronten til er bl.a. inspireret af et Peter Paul Rubens billede fra 1621-1625, der i dag hænger på Louvre. Billedet hedder ”The Apotheosis of Henry IV and the Proclamation of the Regency of Marie de Médicis” og viser blandt andet en halvnøgen sejrsgudinde, Viktoria. Kvinden længst til højre i ”Badende kvinder” er desuden malet ud fra en skulptur af Amor, som var kunstnerens egen, og som i dag står på Louvre. Denne skulptur findes også på flere af hans billeder, og det er benstillingen og den svajende ryg, der har inspireret ham.

x196image_58950_v2_m56577569830599356

Cézanne malede mange billeder af badende gennem sin karriere, og det er blevet et kendetegn for kunstneren. Han har malet over 200 billeder med dette motiv, selvom det har ændret sig gennem tiden. I starten, 1870´erne, er billederne meget rodede og mørke, der er mange kvinder på billederne, og de er tit lidt udviskede. Omkring 1880´erne bliver de lysere, og der er færre kvinder på billederne, linjerne bliver skarpere, og det er derfor nemmere at få et indtryk af, hvordan personerne ser ud. Senere, 1890´erne, er der mere ro over motiverne. Til sidst, i starten af 1900-tallet, begynder farverne at smelte sammen og billederne består af få, skarpe streger og en masse farver, og der optræder igen mange mennesker.

Når han malede badebilleder, var det aldrig af en bestemt situation eller et bestemt øjeblik, men det var malerier af noget tidløst. Der er ikke noget samspil mellem personerne på billederne, som der ellers var på mange nøgenbilleder på den tid.

Ligesom nogle personer gik igen på hans badebilleder, gik andre motiver også igen. Han kunne male den samme opstilling flere gange med personer, der var placeret samme sted og på samme måde.

Måden han malede på, de lidt dystre farver og de tykke lag maling, gjorde ham ikke særlig anerkendt. Kritikerne kaldte det umodent og teknisk dårligt malet, og han fik derfor ikke rigtig solgt noget før i en temmelig sen alder.

Read Full Post »