Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for december 2009

Gauguins vinter på Glyptoteket 

Til den sidste søndag i advent har vi valgt at fortælle om Gauguins vinter, som den præsenterer sig i Glyptotekets franske malerisamling. 

Paul Gauguin, Have i sne (SMK 2019)

Vinterbilleder er ikke det første man forbinder Paul Gauguin (1848-1903) med. Dertil er hans eventyr på Tahiti og de farverige malerier af stammefolkene dér alt for kendte. Kun 12 vinterbilleder blev det til i alt. I Glyptotekets samling hænger to af dem. 

Paul Gauguin, Have i sne (SMK 3567)

Værkerne er tidlige og bærer præg af, at Gauguin er ved at finde sig selv som kunstner. Udført i 1879 og i 1883 som de er, afslører malestilen i de to landskaber, at Gauguin har set meget på impressionisterne, som han kendte godt fra kunstnermiljøet i Paris. Især Camille Pissarro (1830-1903) var en slags mentor for Gauguin i den første halvdel af hans karriere. Gauguin opsøgte ham ofte for at tage ved lære af hans tekniske fremgangsmåde. Det er tydeligt i Glyptotekets vinterbilleder. De lange, slanke træer med spæde grene der snor og strækker sig helt op i himlen, ekkoer stilen i Pissarros landskaber. Både vinteren 1879 og 1882/83 var snevintre i Frankrig. Begge år gav flere af impressionisterne sig i kast med at skildre lysets spil i sneen på træer og huse. Ved første øjekast synes Gauguins to landskaber i sne ikke at gøre meget væsen af sig. Begge malerier er af moderat størrelse og maleren har anvendt grå-hvide toner blandet med grønt, brunt og blåt. Alle dele af motivet er skildret med tynde, adskilte penselstrøg. Alligevel opfattes træstammer, grene, huse og havemure som et hele. Gauguin skildrer vinteren poetisk. Fordi kunstneren har anvendt same type penselstrøg i alle dele af kompositionen, fremstår enkeltdelenes omrids ’udviskede’ og giver de hvide landskaber en tydelig snefalds- eller fygningseffekt. Begge landskaber viser kunstnerens øvelser i brugen af den hvide oliemaling. Resultatet er delikat: den hvide farve tilfører billederne en sarthed og en lethed – næsten som sneen selv. Helt i tråd med impressionister som Pissarro og Monet søger Gauguin at skildre naturen ’nøgternt’ og som den tog sig ud for øjnene af ham. Impressionisterne blev kendte for deres såkaldte ’plein air’ maleri, hvor man maler enten hele motivet eller dele af det udenfor i det fri – lige foran motivet. 

Paul Gauguin, Skøjteløbere i Frederiksberg Have (MIN 3213)

Et tredje vinterbillede fra Gauguins hånd er med dansk motiv, nemlig skøjteløbere i Frederiksberg have. Den 1. december 1884 skriver Paul Gauguin til Pissarro om livet i det vinterkolde Nord: København er meget pittoresk, og der hvor jeg bor, kan man male meget karakteristiske og morsomme ting…I øjeblikket fryser det 10 grader…’ 

Gauguin var ankommet til Danmark i november det år. Med sin danske hustru bosatte han sig på Gammel Kongevej nr.105. Herfra kunne han spadsere til Frederiksberg Have og har altså på en af sine ture taget plads foran søen og skildret de skøjteløbende danskere en decemberdag 1884. Teknikken her vidner fortsat om Gauguins kunstneriske slægtskab med impressionistgruppen. Vi genkender Pissarros himmelsøgende træer og livagtige grene. Gauguin har anvendt orange, røde og brunlige toner i skildringen af Frederiksberg have – et typisk dansk vinterlandskab med frostgrader og is. 

Gauguins december-fascination af København smeltede dog næsten lige så hurtigt som sneen. Allerede i begyndelsen af maj 1885 forlod Gauguin København – og sin familie – efter at have tilbragt mindre end et år i Danmark. 

Oplev mere end 40 værker af Gauguin i Glyptotekets franske maleri samling.

Reklamer

Read Full Post »

Med julen fejrer vi Jesu fødsel, der samtidig markerer vores tidsalders begyndelse. Jesus voksede op i Nazaret, en lille provinsby i det store Romerrige, langt fra dets centrum i Rom. Han blev født i en tid, hvor store politiske omvæltninger havde ændret verdensordenen og fostret den første romerske kejser, Augustus (27 f.Kr. – 14 e.Kr.), og dermed den første enehersker over hele den da kendte verden fra Ægypten til Frankrig og fra Spanien til Mellemøsten.

Portræt af Kejser Augustus IN 1443

En mangfoldighed af kulturer blev forenet under samme ledelse, og Augustus kunne altså med en vis ret befale, at verden skulle skrives i mandtal. At vide hvor mange, der levede i Romerriget var af betydning for inddrivelse af skatter – så længe provinserne betalte deres skat og folk i øvrigt ærede den romerske kejser som den øverste magt, bekymrede romerne sig ikke stort om de lokale traditioner eller religioner. Lokale konger blev med romernes velsignelse indsat til at regere i nogle provinser, således også jødernes konge Herodes i Judæa, men kejseren i skikkelse af Augustus blev det overordnede fælles symbol på Romerrigets magt.

Med portrætstatuer og mønter blev kejserens billede udbredt til hele imperiet. Portrættet var et helt bevidst propagandamiddel til at fremstille herskeren som han ønskede at fremstå politisk – ikke som han i virkeligheden så ud.

Portrættet på Glyptoteket, der stammer fra en statue, viser Augustus som ung og idealiseret. Et karakteristisk træk er pandehåret, arrangeret over øjnene i en ’hummerklo’. Statuen var opstillet sammen med en portrætstatue af hustruen Livia og dennes søn, den senere kejser Tiberius, i et amfiteater i Fayum i Ægypten. Disse to portrætter findes ligeledes på Glyptoteket. Anledningen var, at Augustus adopterede Tiberius og dermed gjorde ham til sin efterfølger. Denne begivenhed fandt sted i år 4. e.Kr., og skønt Augustus på det tidspunkt var 67 år gammel, blev han fremstillet som en ung mand.

Portræt af Livia, IN 1444

Samme år, som Augustus adopterede den voksne Tiberius, døde Herodes, og Jesus og han familie vendte tilbage fra deres landflygtighed i Ægypten, efter at Herodes havde villet Jesus til livs. Tiberius regerede fra 14. e.Kr. til 37 e.Kr. og det var således under ham, at Jesus blev korsfæstet. I portrættet ses en ung mand, der har en familiemæssig lighed med sin mor, Livia, i de store lidt flade øjne og lille smalle mund, med tendens til fremspringende overlæbe. Ligesom Augustus forbliver Tiberius ung og idealiseret fra han bliver adopteret som 46 årig og til han dør 79 år gammel. På denne måde bruger han bevidst de samme propagandamidler i sin officielle fremtoning som Augustus, samtidig med, at han skaber et portræt, der forener den claudiske slægts kendetegn (moderens familie) med en vis lighed med adoptivfaderen – en form for billedlig legitimering af arvefølgen.

Portræt af Tiberius, IN 1445

Read Full Post »

Foruden et væld af julearrangementer, mandariner og pebernødder er december måned i høj grad også forbundet med at vente. Det ligger i ordet advent: noget eller nogen skal komme, ergo venter vi, og vi har endda indrettet det så snedigt, at vi kan krydse dagene og i dette tilfælde ugerne af og snildt regne ud, hvor længe der er til den store begivenhed. Med lidt hovedregning bliver det til endnu to adventssøndage plus det løse.

Alle Helgen (Hagioi Pantes), 1795. Græsk, tempera på træ (ikke udstillet)

Øhh, hvad venter vi på? Tja, før eller siden sker der vel noget…

Denne søndags værk er en ikon. En ikon er et billede til kultisk brug, hjemme såvel som i kirken, og forestiller frelseren, Guds moder, engle og/eller helgener i forskellige bibelske sammenhænge. Det er en slags illustreret bibel, og en ikon ”virker” først, når den er indviet eller velsignet af en præst. Dermed bliver ikonen også betragtet som mere end blot et malet billede af f. eks. Maria – det er materialiseringen af Maria.

Men som bekendt antager venten mange former i denne måned, og ikke al ventetid er sød. En af de allerværste former er venten på grund af julens mange kødannelser – både ved Storebælt og i butikkerne. Således kunne man let forledes til at tro, at det var en kasse eller et indpakningsbord i et kendt stormagasin, alle disse helgener pænt og disciplineret har taget opstilling ved. Helgener er dog traditionelt noget mindre materialistisk indstillet end os andre, og de afventer da også tålmodigt noget andet, nemlig Kristi genkomst. Det er altså hverken hans fødsel eller genopstandelse, men den ultimative tilbagevenden og dermed en billet til Paradisets glæder, der har forsaget denne ”line-up”.

De fleste af personerne er navngivet øverst på glorien eller genkendelige på deres skæg, hår eller klæder, og forrest står de ifølge den græsk-ortodokse tro vigtigste helgener. På forreste række står for eks. Johannes Evangelisten (fra venstre mod højre) og apostlene Paulus og Peter. Mellem dem kan man lige ane evangelisterne Lukas og Matthæus. Længere tilbage i køen, også i ikonens venstre side, står Moses med tavlerne og Johannes Døberen med det utæmmede, strittende hår. Den gamle mand lige bag Johannes er patriarken Abraham.

I ikonens anden siden (stadig fra venstre mod højre) bliver det lidt mere eksotisk og svært tilgængeligt for os, der oprindeligt udspringer af den romersk-katolske tradition, for her har den græsk-ortodokse billedtradition sat tydelige spor. Ikonens ukendte kunstner har malet kirkefædrene Johannes Chrysostomos – særdeles lærd og veltalende, Basil den store, biskop i Lilleasien og Athanasios, biskop i Alexandria. Kronet og længere tilbage ses kejser Konstantin den Store, der i starten af 300-tallet legaliserede kristendommen, samlede romerriget efter års splittelse og derefter gjorde Konstantinopel (Istanbul) til østromersk hovedstad, og hans moder, Helena. Ved siden af står de to soldater-helgener Sankt Georg, her uden selskab af dragen, og Sankt Demetrius.

Lettere for os bliver det igen i himmelsfæren, hvor Kristus troner i midten omgivet af hhv. Maria og Johannes Døberen (igen) foruden to engle. Centralt, under en svævende engel med to kroner, får vi et kig ind i Paradisets have – belønningen for helgenernes tålmodighed – hvor cypresser og selvfølgelig Livets træ gror side om side.

Ja, helgen her og helgen hisset, som Grundtvig synger. Hvis man alligevel skal vente i december, kan man lige så godt unde sig det bedste af det bedste…

Read Full Post »