Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for juni 2010

Historien om Glyptotekets krone med fjer og horn, der passer til en statue af krokodilleguden Sobek, kan nu læses på videnskab.dk

Vi har tidligere skrevet om kronen og Sobek i Boston her på bloggen:
Aftryk på rejse og
Kronen passer!

Flere billeder fra Boston findes på Tines Ægypten  
Se også: Museum of Fine Arts i Bostons hjemmeside om Sobekstatuen

Read Full Post »

I Medum i Ægypten byggede kong Snofru fra starten af 4. dynasti ca. 2550 f.Kr. sin første pyramide som en trinpyramide. Nær pyramiden anlagdes store grave med dekorerede gravkapeller for embedsmænd, der også var af kongelig byrd.

I 1910 arbejdede den berømte engelske ægyptolog og arkæolog Flinders Petrie i Medum sammen med sine assistenter Ernest Mackay og Gerald Wainwright. Et stykke vest for pyramiden, var der runde fordybninger i overfladen, som indikerede, at der her var skakter ned til gravkamre. Mackay påbegyndte derfor udgravninger i dette område og fandt skakter hugget ud i den løse klippe, som førte ned til gravkamre bygget op af stenblokke syd for skakten. I alt beskrev og opmålte han 35 grave.

Klik for større plan

Denne mere ydmyge gravplads kaldte Mackay efter beliggenheden for ‘Far Western Tombs‘ (De Fjerne Vestlige Grave). I Glyptotekets ægyptiske samling findes en del gravfund fra Grav 50 og 55 i denne gravplads.  Gravene var samtidige med pyramiden, men bortset fra Grav 50 var de alle genanvendt i det senere 22. dynasti (ca. 946-720 f.Kr.) med meget sparsomme gravgaver. Gravgaver fra omkring kong Snofrus tid fandtes yderligere i Grav 55.

Grav 50, snit og plan

Den komplette Grav 50, havde stadig den såkaldte faldsten, som lukkede adgangen fra skakten ind til gravkammeret, på plads. Loftet til selve gravkammeret var faldet sammen og havde dermed knust knoglerne, som lå i den vestlige del af kammeret. Der var dog tilstrækkeligt bevaret til at vise, at den døde havde ligget i fosterstilling med hovedet mod nord.

I skakten udenfor faldstenen var anbragt offergaver til den afdøde, som det ses på planen: en stenkrukke med ører omgivet af fem cylindriske stenvaser.

På Glyptoteket har vi stenkrukken og tre af de cylindriske stenvaser. Krukken er af granit med ører, hvis underkant er skåret eller savet skarpt op og en meget skarp flad og også underskåret rand.

De tre cylindriske vaser er af kalksten og kun med en lille fordybning øverst, så de ikke kunne indeholde noget men bare skulle symbolisere beholdere med mad og drikke.

Spørgsmålet var indtil for nylig, hvor de sidste to vaser var blevet af. Da udgravningerne afsluttedes i Medum, fik Petrie efter tidens gældende regler lov til at udføre en del af fundene. De blev efterfølgende fordelt mellem forskellige museer og samlinger, der havde støttet udgravningerne økonomisk. Ny Carlsberg Fondet var en af sponsorerne, og fund fra Petries udgravninger kom gennem fondet til Glyptoteket.

En anden sponsor var museet i Manchester i England. Et besøg på Manchester Museum og et kig i deres database og magasin medførte for ca. en uge siden opdagelsen af, at de i sin tid havde modtaget de to “manglende” vaser fra Grav 50 af samme type som Glyptotekets. I Manchester findes ligeledes fund fra Grav 55 ligesom på Glyptoteket.

Read Full Post »

 

MEGET MERE END BLOT DEKORATIV

 

Dekorativ Figur. Henri Matisse (1869-1954). Bronze. H. 73. Modelleret o. 1908, støbt 1952. Betegnet: HM 9; Støbemærke: Cire Valsuani. MIN 2756

 

Glyptoteket ejer en munter bronze-skulptur, skabt af den berømte franske maler, tegner og billedhugger Henri Matisse (1869-1954).

Titlen på værket er ”Dekorativ Figur”, en titel Matisse anvendte adskillige gange, også som titel til malerier, om netop denne slags forvredne, næsten abstrakte menneskefremstillinger. Motivet forestiller en kvinde, der, hvilende på sin højre albue, slænger sig på en sokkel-lignende genstand. Hun hverken sidder eller står. Kun lige akkurat støttende den ene balle på soklen og med benene over kors, antager hun en unaturlig og næsten komisk positur.

I sine malerier anvendte Matisse som oftest klare, ublandede farver og komponerede sine motiver over rene former. Hans malerier har en karakteristisk lethed i deres udtryk, som mange elsker dem for. Mindre kendt er måske Matisse arbejder i skulpturen. Som f.eks. Edgar Degas (1834-1917), modellerede Matisse som oftest for sig selv i atelieret, for ad den vej at bedre at forstå hvordan formen på en given figur kunne gengives på det flade lærred. Modellerings-øvelsen gjorde det nemmere for kunstnerne at male elle tegne menneskekroppen i bevægelse, fordi de netop havde øvet sig at forkorte, sno og opbygge lemmerne i ler først. Samtidig er det som om skulpturen her også er Matisses kommentar til den klassiske måde at opbygge et maleri på og måden figurerne traditionelt set er gengivet. Tilsyneladende uden fysisk besvær lader Matisse kroppen på denne kvinde trække i ekstreme retninger. På den måde forandres skulpturens volumen.

Dekorativ Figur - som hun ser ud bagfra

En “moderne” skulptur anno 1908

Den atypiske kvinde og friskheden i Matisses måde at modellere hende på bør ikke nødvendigvis opfattes som rent oprør mod konventionerne. Som den lidt tidligere, men samtidige, skulptør Auguste Rodin (1840-1917) søger Matisse også konsekvent at videreudvikle skulpturtraditionen ved at bearbejde materialet igen og igen. Ben, arme, kroppe og bryster blev formet, genbrugt og ændret mange gange inden værket stod færdigt. Matisse er original og er siden dømt ”moderne”, netop fordi han søger sit eget formsprog og ikke ”blot” kopierer traditionen. Denne dekorative figur lægger hånden i skødet med en gestus, der imiterer Renæssancens Venus-figurer. Men blandt andet fordi modellens ansigt er samtidigt og ligner Matisses kone Amélie, ansås det dengang for at være nyskabende.

Matisse modellerede skulpturen i ler omkring 1908. På dette tidspunkt var han meget optaget af kompositionen – opbygningen – af sine billeder. Formentlig har skulpturen her været anvendt som studie for mange af de figurer han malede ind i sine malerier i disse år. I perioden 1908-1911 havde Matisse sin egen kunstskole i Paris og kan også have anvendt figuren her i sin undervisning.

Se Matisses dekadente damefigur i Glyptotekets samling af fransk kunst, du finder hende på 2. sal i malerisamlingen.

Glyptotekets samling af Rodin skulpturer giver også en interessant perspektivering på Matisses bronze-figur. Den finder du til højre for hovedindgangen.

God fornøjelse!

Read Full Post »

Tycho Brahe Planetarium og Ny Carlsberg Glyptotek samarbejder om at vise nye sider af den legendariske maler Vincent van Gogh.

Van Gogh dukkede op i Paris i begyndelsen af marts 1886. Storbyen havde længe trukket i ham med sine museer og boulevarder. I Paris kopierede han de gamle mestre på Louvre, og i pauserne gik han ud i forårslyset på gaden.

Vincent Van Gogh, Pont du Carroussel. Udsigt mod Louvre (1886)

Pont du Carroussel. Udsigt mod Louvre (1886) er hastigt malet, men samler det hele i glædens tegn, og de nye, klare farver afslører et livgivende møde med kunstens hovedstad.

Impressionisterne var i fuld gang på denne tid, men Van Gogh ville noget andet. Hans lange, brede penselstrøg trækker væk fra det lyse flimmer hos Monet, Sisley og Renoir.

Vincent van Gogh, Portræt af Julien Tanguy (1887)

I stedet undersøger han impressionismens teknik og farver (Portræt af Julien Tanguy, 1887) og når frem til et meget personligt maleri, hvor voldsom udtrykskraft og stærke farver går op i en højere enhed.

Det ses blandt andet i maleriet Landskab fra Saint-Rémy, fra 1889 og i enkle og dagligdags motiver som Lyserøde roser fra 1890.

Vincent van Gogh, Lyserøde roser (1890)

Van Goghs maleri forbinder sted og sjæl. Hvor impressionismen vælger gadens mylder og lysets flimren, bruger Van Gogh maleriet til at fortælle en dyb historie om livet og døden, naturen og begæret. Og han gør det direkte på lærredet, med heftige farver og voldsomme penselstrøg.  

Planetariet viser filmen ”Van Gogh – penselstrøg fra et geni”. Se spilletider på tycho.dk. Billetten giver gratis adgang til at opleve Glyptotekets van Gogh-malerier.

Read Full Post »

Malerne Købke og Friedrich har begge formet landskabsmaleriet. De flimrende stemninger, som Købke og guldaldermaleriet så, er stadig på vores nethinde som et idyllisk danmarksbillede, vi bevidst eller ubevidst har med os. Og med sin mystiske natursymbolik er den tyske maler Friedrich blevet en af kunsthistoriens helt store.

Caspar David Friedrich. Enge ved Greifswald. 1820-22.

Skønt kunstnerne var meget forskellige, delte de datidens nye fascination af landskabet. I takt med oplysningstidens ønske om at kortlægge verden, skulle malerne som en slags opdagelsesrejsende ud i naturen med pensel og lærred for at fange virkeligheden.

Maleriets opgave var at skildre det ”synlige” så naturtro som muligt. Men gradvist kom landskabsmaleriet til at handle om kunstnerens egne følelser ved synet af naturen. Maleren blev publikums følelsesmæssige udsending, og landskabet dannede klangbund for abstrakte ideer – som f.eks. troen på Gud eller geniets forhold til verden. Romantikkens idé om ”den store kunstner” fødes netop i den periode, udstillingen dækker.

Caspar David Friedrich. Kyst i måneskin. 1835-36.

Købke og Friedrich prøvede at holde fast ved maleriet frem for alt, men kom begge til at mærke det, da himmel og jord blev sat i bevægelse for epokens store tanker. Udstillingen handler om landskabsmaleriets spændvidde i 1800-tallet – fra hverdagsbilleder til den store følelsesbrand.

Udstillingen omfatter tyve kunstværker. Dens fem malerier af Friedrich er udlånt af Hamburger Kunsthalle.

Udstillingen vises frem til 18. juli.

’Mestermøde’ er doneret af Augustinus Fonden.

Read Full Post »