Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for november 2010

Denne måneds værk er en antik græsk vandkrukke med en figurscene på skulderen. Den viser myten om kongesønnen Triptolemos, der sendes ud af Demeter, gudinden for agerbrug og frugtbarhed, for at sprede kendskabet til korndyrkningen blandt menneskene. Siddende i en tohjulet vogn med vinger rækker han en flad skål frem mod gudinden, der skal til at hælde indholdet fra en kande ned i skålen. Det var skik og brug i antikken, at man ofrede inden man begav sig ud på en rejse, og her er de netop i færd med at hælde vinofret over alteret, der er placeret imellem dem.

Myten om Triptolemos på en græsk vandkrukke fra Glyptoteket.

 

Triptolemos kom fra den græske by Eleusis, syd for Athen. På dette sted fandtes en helligdom til Demeter og hendes datter Persefone. Alteret og faklen i Demeters hånd tyder på, at maleren af denne vandkrukke forestillede sig, at scenen fandt sted i Demeters egen helligdom. Helligdommen husede en mysteriekult, hvor man skulle være indviet i gudindens mysterier for at få adgang. Myten fortæller, at Triptolemos var den første, som gudinden indviede. Mysterierne er til den dag i dag en så velbevaret hemmelighed, at vi kun kender brudstykker af hvad der foregik. Men vi ved, at kulten var en frugtbarheds- og genopstandelseskult, der skulle sikre ikke blot naturens cyklus, men også medlemmernes genfødsel til et liv efter døden i dødsriget. Faklen i Demeters hånd hentyder til det, der hændte forud for historien om Triptolemos. Demeters datter Persefone bliver bortført til underverdenen og gift med dødsrigets hersker Hades mod sin vilje. I sin fortvivlelse leder Demeter med faklen i hånden overalt. Persefone er symbolet på planterne, der må dø, førend nye kan spire frem.

Glyptoteket har flere lerkrukker med myten om Triptolemos og Demeter. Her står Persefone bag Triptolemos.

Helligdommen i Eleusis var en vigtig helligdom for Athen. Derfor findes der mange lerkrukker med dette motiv fremstillet af athenske pottemagere. Denne vandkrukke er ingen undtagelse. Den repræsenterer noget af det fineste keramik i den typiske rødfigursteknik, hvor figurerne efterlades i lerets røde farve, mens resten af krukken bliver sortglaseret. Den kan dateres til mellem 480 og 470 f.Kr. Nogle gange signerede vasemaleren sit værk og hans navn blev bevaret for eftertiden, men vi kender ikke navnet på vores maler. Til gengæld er hans stil så karakteristisk, at vi nemt genkender hans hånd på flere krukker, og vi kalder ham Berlinmaleren efter hans hovedværk, en vase i Altes Museum i Berlin.

Berlinmaleren arbejdede i et af de mange værksteder, der lå lige udenfor Athens centrum. Her blev den komplicerede rødfigursteknik opfundet, og keramikken blev udbredt som handelsvare til en stor del af Middelhavsområdet. Ikke mindst etruskerne, der levede i det nuværende Toscana i Italien, var ivrige aftagere. Størstedelen af den athenske keramik, der er bevaret til i dag, stammer fra etruskiske kammergrave. Således er vores vandkrukke fra en gravplads ved den etruskiske by Orvieto, hvor den har indgået som en del af et større banketudstyr.  

Et udsnit af et vægmaleri fra en etruskik grav viser græske vaser, der er opstillet på et bord ved begravelsen. De malede vasers grav i Tarquinia.

 

Reklamer

Read Full Post »

I 1899 skænkede Carl & Ottilia Jacobsen deres antiksamling til stat og kommune. Samlingen befandt sig på Det gamle Glyptothek på Carlsberg og var så stor, at den ikke kunne rummes i Vilhelm Dahlerups bygning fra 1897 i det nye Glyptotek på Dantes Plads. En udvidelse var derfor nødvendig, og en arkitektkonkurrence blev udskrevet. Konkurrencen blev vundet af arkitekten Hack Kampmann (1856-1920), hvis forslag var bygget op omkring en streng aksial symmetri. Bygningens ydre afspejlede ro og monumentalitet og var bygget op af antikke arkitekturformer i et stramt arkitektonisk skema. Den nye bygning blev efter fem års byggearbejde indviet 27. juni 1906.

Hack Kampmanns bygning, facaden mod Glyptotekshaven

 

Strengheden og symmetrien i det arkitektoniske udtryk ses ikke blot i den imponerende facade, men går igen i alle detaljer i bygningen. På billederne nedenunder ses personaleindgangen i Tietgensgade.

I henholdsvis Niels Brocks Gade og Tietgensgade er to ens porte placeret. De smukke trædøre er over hundrede år gamle og trængte til at blive sat i stand inden vinteren atter banker på. Det viste sig at være et større arbejde, hvilket Glyptotekets snedker erfarede, da han gik i gang.

På træportene er et stort antal kunstfærdigt udformede metalskruer anbragt i rækker. Snedkeren skruede én række ad gangen ud, hvorefter området blev renset med en højtryksspuler. Skruerne blev derefter sat på plads i samme skruehul. Dette forløb blev gentaget indtil hele porten var renset. Så blev skruerne atter skruet ud rækkevis, og det rå træ blev behandlet med linolie, medens metalskruerne fik en omgang olie.

De kunstfærdigt udformede skruer i porten før og efter oliering

Det var et stort og langvarigt stykke arbejde, men resultatet er blevet rigtig flot.

Her ses porten halvvejs igennem det store arbejde.

Over begge porte i Kampmanns bygning ses et underligt tomt felt. Det har aldrig været meningen, at de to felter skulle stå tomme. Den danske maler Oscar Matthiesen (1861-1957) var nemlig blevet engageret til at udføre to friser til udsmykning af felterne. Oscar Matthiesen tog afgangseksamen fra Kunstakademiet i 1884. Han var under sine rejser til Italien blevet fascineret af højrenæssancens monumentale freskomaleri, og så store muligheder i freskoteknikken og dens udtryksmuligheder. Mathiesen udførte flere store freskoudsmykninger i Danmark, blandt andet i Gethsemane kirke og på Geologisk Museum i København. Udsmykningen til Glyptoteket var dog ikke freskomaleri, men to keramiske friser; en rytterfrise og en valkyriefrise. Valkyriefrisen blev, som planlagt, udført af Matthiesen og lavet på Kählers fabrik i Næstved. Rytterfrisen blev af uransagelige grunde aldrig til noget, medens valkyriefrisen aldrig blev sat op over porten som tiltænkt.

Read Full Post »