Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for december 2010

EFTERLYSNING

I forbindelse med Glyptotekets kommende udstilling ”Brygger Carl Jacobsens skæve samling” (arbejdstitel) i foråret 2012 efterlyser vi den schweiziske kunstner Alexandre Calames (1810-1864) værk ”Skovparti med en gammel gran”. Olie på lærred, 29 x 23 cm uden ramme.

Værket blev erhvervet af Glyptotekets grundlægger brygger Carl Jacobsen på Oppenheims auktion i Köln i 1878 og fik inventarnummer 981. Den 22. juni 1943 blev maleriet solgt på auktion 301 hos Winkel & Magnussens Kunstauktioner på Højbro Plads i København, kat.nr. 32.

Køberen var, ifølge Glyptotekets arkiver, en person ved navn Duckert, som på samme auktion erhvervede et andet af Glyptotekets afskrevne malerier, nemlig Emile Lévys ”Lille sovende pige” for 1350 kr.

Udstillingen ”Brygger Carl Jacobsens skæve samling” vil sætte fokus på de mindre kendte sider af Carl Jacobsens samlervirksomhed. Kun få kender til hans omfangsrige samlinger af tegninger, medaljer, plaketter, østasiatisk skulptur, samt malerier og skulpturer fra gotikken, renæssancen og barokken. Udstillingen skal dokumentere Carl Jacobsens alsidighed som samler og belyse hans position i en europæisk kontekst, samt forsøge at indkredse hans komplicerede kunstsyn og særegne samlervirksomhed.

Alexandre Calames ”Skovparti med en gammel gran” er en del af historien om samleren Carl Jacobsen. Hans første betydningsfulde køb af store europæiske mestre skete på Oppenheims auktion i 1878, hvor han erhvervede en række mesterværker af blandt andre Cranach, Tiepolo, Rubens, Ruysdael og altså Calame. I udstillingen vil vi blandt andet rekonstruere dette første store køb, og via et generøst udlån fra Statens Museum for Kunst er det nu muligt. Dog mangler vi Alexandre Calames værk for at gøre udstillingen komplet.

Glyptoteket vil meget gerne i kontakt med værkets nuværende ejer eller personer, som har oplysninger om, hvor værket befinder sig i dag.

Henvendelser rettes til registrator Tina Thunø pr. telefon 33 41 81 41 eller pr. mail tinathunoe@glyptoteket.dk 

Read Full Post »

Den store foyer i Glyptotekets underetage ligner på mange måder et romersk bygningsværk. De mange nicher og bueslag står i mursten, og de jævne flader spiller sammen med det blanke, rød-hvide stengulv. Efter mange overvejelser har vi besluttet at udsmykke rummet med nogle af museets mange skulpturer. I første omgang et lille udvalg, som repræsenterer forskellige typer af marmorskulpturer fra det græske og romersk formforråd.

Forskellige skulpturer blev flyttet fra magasinerne sidst i november.

Det ældste stykke er et gravrelief fra Athen fra ca. 350 f. Kr. (IN 514), der er rejst til minde over to unge kvinder.

Den siddende kvinde er Hedeia datter af Lysikles, som der står i indskriften ovenover. Hun er død først og siden har hendes yngre slægtning Fanylla datter af Aristokleides fulgt hende i graven.

Statuen af en kvinde i lang dragt og med en kappe om livet (IN 1838) havde oprindeligt et andet hoved, men blev fundet som torso. For at sælge statuen hel har man forsynet den med en kopi af et portræt af kejserinde Agrippina, der var gift med kejser Claudius (41-54 e.Kr.).

Den unge mand er nøgen med undtagelse af en kort kappe over skuldrene, på højre lår ses en lille hånd, hvor der har stået et barn, sandsynligvis Amor, den lille kærlighedsgud. Der er flere unge mænd i de antikke myter, der optræder sammen med Amor. Sådanne skulpturgrupper var almindelige som udsmykning i romernes haver (IN 506).

Helten Herakles kendes på sin kraftige fysiognomi og på løveskindet, der er bundet om halsen, så selv i en så fragmenteret torso er vi ikke i tvivl om, hvem der er fremstillet (IN 485). Statuen har været i stort format og stammer fra 2. årh. e.Kr.

Portrættet af Antoninus Pius, romersk kejser 138-161 e.Kr. viser herskeren som general med en hærførerkappe (IN 2646). Han er let genkendelig på det milde udtryk og det korte hår og skæg.

Read Full Post »

To i én – Courbet og Cézanne.

Stilleben er et motiv, der forestiller en række genstande arrangeret i maleriet, men som fremgår uden videre handlingsforløb eller fortælling. Sædvanligvis er det opstillinger af frugter eller andre genkendelige genstande, hvis symbolske betydning referer til emner som forfængelighed (vanitas) og livets forgængelighed: memento mori. Eller på almindelig dansk: husk du skal dø. Den præcise historie bag stilleben kan være svær at spore. Som selvstændig genre synes den at finde sin plads omkring det 15. og 16. århundrede. Med opkomsten af kunstakademierne blev stilen betragtet som en del af de færdigheder, det forventedes, at en maler kunne beherske, inden denne begav sig i kast med det store historiemaleri, der netop lå højeste i kunstakademiernes genrehierarki.

Glyptoteket ejer to vidunderlige eksempler på denne type maleri. Dem har vi i december valgt at præsentere sammen – både her på bloggen og fysisk i salen hvor de hænger. Motivet taler for sig selv og afslører, at to så vidt forskellige kunstnere som Courbet (1819- 1877) og Cézanne (1839-1906) begge i deres værk forholder sig til den klassiske stillebengenre. Resultaterne er spændende og originale på hver deres måde. De to stilleben viser sammen, hvordan en traditionel genre genoptages på tværs af tid og sted – og samtidig præsenterer de et interessant møde mellem to af de største franske malere. 

Courbets Nature morte med æbler og pærer fra 1871 viser, hvordan kunstneren formår at udforske frugternes stoflighed. De synes overmodne og svulmende, næsten som var de flydende.  Resultatet er en form for over-realisme, der slet ikke har hold i virkeligheden. Den mørke, udefinerbare baggrund afslører kun en lille stump lys, derfor fremstår frugterne meget farverige og træder tydeligt frem af det dunkle rum. Hver frugt synes at have sit eget karakteristika, måske fordi Courbet har malet dem separat og på den måde holdt deres volumen adskilt. Det år, maleriet blev til,  blev Courbet idømt seks måneders fængsel.  Hans helbred skrantede, og derfor blev kunstneren prøveløsladt og derpå indlagt på en klinik. Det var under denne indlæggelse, han malede Glyptotekets værk. Motivet er med andre ord hentet frem af hukommelsen og ikke baseret på en virkelig opstilling af frugter, som han under normale omstændigheder ville have arbejdet ud fra. Formentlig skyldes frugternes underfundige form og sære overflade at motivet er baseret på forestillinger og ikke er et virkeligt fad med frugt.
  

Cézannes bud på et stilleben er Nature morte med æbler i en skål, malet omkring 1879-82. Opstillingen viser en bordplade, hvorpå et fad og en opsats med frugter er placeret. Kuglen, keglen og cylinderen er de tre former, som Cézanne ofte arbejdede ud fra, hvilket også ses her. Han skildrer de samme genstande gentagne gange i forskellige kombinationer. Eksempelvis går frugternes runde form igen i fadet. Hans genbrug af den cirkulære form medvirker til at skabe samhørighed mellem de to opstillinger på bordet. Cézanne søger ikke at give frugterne samme tredimensionale volumen som hos Courbet, hvilket blandt andet kan ses i hans sparsomme brug af skygger. Derved bliver motivets udtryk kantet og fladt. Tydeligt er dette i klædet, der henslængt ligger på bordet. Det forekommer mere kantet end blødt, fornemmelsen af det kantede mimes i baggrundens eksotiske mønstre. Farvevalget er holdt i lyse toner, så de orangegyldne frugter træder tydeligere frem.

Courbet malede efter sin hukommelse, hvorimod Cézanne malede efter en fysisk opstilling i sit atelier. Cézanne betragtes af kunsthistorien som en original på grund af sin teknik og malestil, og han betegnes som avantgardistisk, fordi han med sit maleri banede vejen for en helt ny opfattelse af rum ved at arbejde med en todimensional flade. Han bryder med traditionen, men fastholder samtidig dele af den – og dermed også lidt af Courbets måde at male på.

Du kan nyde synet – og mødet mellem Courbet og Cézanne på 2. salen i den franske malerisamling.

God fornøjelse!

 

Read Full Post »