Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for januar 2011

Salammbô

På søndag kl. 14 fortæller Eva Koch om sin udstilling Salammbô på Glyptoteket.

Gratis entré til museet (søndage) og til omvisningen.

Læs mere om udstillingen på Glyptotekets hjemmeside.

Read Full Post »

Mysteriet om ’Penelope’

Som årets første værk her på bloggen har vi valgt hovedet af en fin græsk marmorstatue, som gemmer på flere historier.

Den sørgmodige kvinde går under navnet Penelope – et udslag af arkæologers ønsketænkning. Vi ved ikke, hvem hun er, men lad os nu antage, at hun rent faktisk er Penelope.

Penelope var Odysseus´ trofaste hustru, som under hans 20 år lange rejse hjem fra krigen i Troja tålmodigt ventende sidder ved væven. Hun belejres af ivrige og påtrængende bejlere, som ønsker både Penelope og det hele kongerige. Hun har lovet at vælge mellem dem, når hun har vævet klædet færdigt – en situation hun undgår ved hver nat at trævle dagens arbejde op igen. Odysseus kommer da også hjem, dræber bejlerne og genoptager kongegerningen på Ithaka.

Hvis vi bevæger os fra romantisk fiktion til arkæologisk faktum, kan det fastslås, at det oprindeligt, nu tabte græske originalværk fra omkring 460 f.Kr. er kopieret flere gange til det antikke romerske marked, bl.a. i 2. århundrede e.Kr. som i vores tilfælde. Dette er der ikke noget usædvanligt i – det er derimod sjældent, at vi kan spore en enkelt kopi: under udgravningerne i Persepolis i det moderne Iran i 19xx fandt man en marmorkopi af hele statuen – en siddende kvinde – i kongepaladset, som med sikkerhed blev ødelagt af Alexander den Store i 330 f.Kr. Ødelæggelseslaget har ligget komplet urørt indtil den moderne udgravning. Statuen dateres til omkring 450 f.Kr. En anden, samtidig version af statuen må derfor have været forbilledet for de romerske kopier, som alle er lavet efter 330 f.Kr.

Endnu et mysterium knytter sig til statuens tilstedeværelse i Persepolis. Hvordan endte et græsk værk overhovedet i perserkongens palads? Perserne var grækernes hovedfjende efter Perserkrigene, som endte med grækernes sejr ved Salamis i 480 f.Kr. Har perserne skaffet sig statuen i det græsk dominerede Lilleasien, hvor perserne endnu havde nogen indflydelse? Vi ved det ikke.

Der er mange spørgsmål knyttet til den smukke, sørgmodige kvinde, men hvordan det end forholder sig, kan vi nyde det vidunderlige kunstværk i Glyptotekets antikke samling, og det står enhver frit for at digte sig til hendes skæbne.

Read Full Post »