Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for juni 2011

Trouville, sommeren 1865

Stranden og hotellerne i Normandiet sværmer med turister hver sommer. I midten af 1800-tallet tilbragte især franske og engelske velhavere gerne uger i badebyen Trouville-sur-Mer, og skulle man få lyst til at bestille et kunstværk, mens man lå på landet, stod kendte kunstnere parat. Portrætmesteren Alfred Stevens (1817-75) havde netop sagt ja til at male den engelske tapetfabrikant J.G. Potters tre døtre, da Courbet faldt forbi atelieret. Han forelskede sig hovedkulds i pigernes røde hår og insisterede på også at få lov at male dem.

Gustave Courbet: Tre engelske piger ved et vindue, 1865. Olie på lærred. 92,5 x 72,5 cm. Gave fra Ny Carlsbergfondet 1914.

Det blev til denne fantasi over hår, tøj og pels. En intens stoflighed dominerer billedrummet fuldstændigt. To lakerede stole, den grønne skodde og et smedejernsgitter rammer effektfuldt pigerne ind i et lillebitte rum, hvor himlen og havet kun anes i baggrunden. Søstrene har fået selskab af en puddel, og den yngste pige er ikke meget mere end et svævende hoved mod det blå udenfor.

Gustave Courbet: Tre engelske piger ved et vindue. Før og efter restaureringen i 1931.

Courbet har fokus på hår, stof og farver mere end på portrætlighed, og billedet bliver en fascineret variation over kvinden i tre stadier. Hr. Potter var ikke glad, og Courbet beholdt maleriet selv. Måske har den dristige, rumlige omgang med de mange figurer også været for meget for en senere ejer. I hvert fald blev den yngste pige og hunden dækket af et gråblåt lag maling engang efter kunstnerens død, og først i 1931 – 17 år efter køb af værket til Glyptoteket – gættede museets kunsthistoriker H. Rostrup, at der var flere rødhårede her end man skulle tro…

Reklamer

Read Full Post »

Fransk salonskulptur og Degas' studier i bronze

Glyptotekets fine samling af Edgar Degas’ (1834-1917) bronzefigurer er nu udstillet i afdelingen for fransk skulptur. Side om side med den franske salonskulptur og værker af den berømte Auguste Rodin (1840-1917), fungerer de som en fin introduktion til en fortælling om skulpturen i Frankrig i det 19. århundrede.

Rodins ikoniske "Grubleren"

I perioden lige før – og efter – det ‘moderne gennembrud’ (omtrent 1870-1890) svirrede mange forskellige kunstneriske idealer i mellem hinanden. Derfor varierer de tekniske fremgangmåder også kunstnerne imellem.

Salonskulpturen demonstrerer idealfremstillinger af menneskekroppe i hvid marmor, så detaljerede, at de næsten ikke ligner massiv sten. Materialet  er et levn fra antikken og motiverne litterære som traditionen bød det. Degas’ formsprog er radikalt anderledes. For ham var skulpturen et øvelsesstykke der skulle forbedre hans maleri – ikke en selvstændig genre. Trods deres umiddelbare forskellighed, har de to typer skulptur dog noget til fælles. Både den elegante salonskulptur og Degas’ tåtippende danserinder stræber efter et formsprog, der får figuren til at fremstå som om den er i bevægelse. Det er ganske vist hårde materialer som marmor og bronze, men løftede ben, gestikulerende hænder og levende ansigter, er overbevisende virkemidler – og det vidste kunstnerne.

Rodins skulpturkroppe fremstår anderledes ‘tunge’, fordi muskler og sener toner frem i de overproportionerede torsoer og voldsomme lemmer. Indenfor en kort årrække udviklede skulpturen sig fra at være traditionel og idealiseret – til at mime det virkelige liv.

Velkommen til fransk skulptur på Glyptoteket!

Læs tidligere indlæg om Degas’ skulpturarbejde:
Balletdanserinde, Degas 
Edgar Degas’ skulpturer

Read Full Post »