Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Antiksamlingen’ Category

I tiden fra ca. 125 til ca. 350 e.v.t. blev velhavende romere gravlagt i reliefdekorerede marmorkister. Kisterne kaldes sarkofager, en sammensætning af de græske ord ’sarkos’ (kød) og ’fagos’ (spiser). Her i Glyptoteket findes en stor samling sarkofager fra selve Rom, og en af dem er månedens værk.

Det er en såkaldt ’guirlande-sarkofag’, opkaldt efter forside-relieffets motiv: Tre bevingede eroter bærer guirlander af druer, pinjekogler, granatæbler og blomster. På hver guirlande ser man teatermasker, og nede på jorden guffer fugle og harer vindruer i sig.

Sarkofag i Glyptoteket, IN2468

Forkanten af sarkofagens låg er også udsmykket med relieffer på hver side af en indskrift. Til venstre ser man en hyrde, der vogter en ged og to får; til højre holder to eroter et bagtæppe op bag en portrætbuste af en kvinde. Ansigtet er ikke hugget færdigt.

Indskriften står på en tavle støttet af to eroter. Den er på græsk og fortæller, at sarkofagen er givet af Aurelios Nikandros, den ulykkelige bedstefar til den afdøde pige Aurelia Kyrilla.

Sarkofagen dateres til ca. 300 e.v.t. Den blev fundet i 1884 under opførelsen af et hus, men blev først erhvervet til Glyptoteket i 1910. Den må have stået godt beskyttet, for den oprindelige bemaling er meget velbevaret. Forgyldningen blev frisket op efter 1884, men nedenunder findes den oprindelige bladguld stadig.

Lige nu bliver farvesporene grundigt undersøgt i forbindelse med forskningsprojektet ’På sporet af farven’. Relieffet er blandt andet blevet fotograferet med en særlig teknik kaldet VIL, der viser tilstedeværelsen af en bestemt farve kaldet ægyptisk blå. Resultaterne er forbløffende. 

Her ses den hornede Pan-maske i almindeligt lys, og til højre i en VIL-optagelse. Den ægyptiske blå ses som kraftig hvid luminescens, men på relieffet er der med det blotte øje absolut intet blåt at se! Teknikken afslører nemlig partikler af selv submikroskopisk størrelse.

Undersøgelserne er fortsat i gang, og vi er spændte på, hvor meget af sarkofagens farvepragt vi kan genopdage.

Reklamer

Read Full Post »

Når Glyptoteket åbner udstillingen ‘Kleopatras verden’ d. 29. april, får vi fint besøg. Et statuehoved af en flot kvinde med prominent næse fra British Museum i London er efter al sandsynlighed et portræt af den berømte dronning Kleopatra VII. Dette portræt udlånes til udstillingen på Glyptoteket, og mens vi venter på hende, har vi travlt med at stille hendes ‘verden’ op.

Kleopatra VII var den sidste dronning af kongeslægten ptolemæerne, der regerede Ægypten efter Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. Glyptoteket har flere portrætter af de forskellige ptolemæiske konger og dronninger, som vil kunne ses på udstillingen.

En ptolemæisk konge som sfinks, løvekrop med menneskehoved, vil byde velkommen, når udstillingen åbner.

Kleopatra fra British Museum vil ikke kun få selskab af de ptolemæiske familiemedlemmer og romerne, som først erobrede hendes hjerte og siden landet Ægypten. Disse mænd levede også i Ægypten på Kleopatras tid.

Læs også om den røde flodhest, der vises i ‘Kleopatras verden’.
Der er meget mere at glæde sig til, når udstillingen åbner d. 29. april. Den kan ses frem til den 7. august.

Read Full Post »

Arkæologer elsker potteskår – for brændt ler kan nok gå i mange stykker, men det går aldrig helt til grunde. Selv ud fra små dele kan specialisten se den oprindelige helhed.

På Glyptoteket kan man nemt glemme, at alle de antikke statuer engang er fundet under jorden sammen med rester fra det liv, de var en del af. Statuer og portrætter er købt fine og rene i kunsthandelen, og det er kun i få tilfælde, at vi ved noget om, hvor og hvordan de er fundet.

Men om statuegruppen Aftemis og Ifigenia ved vi en del. Den blev fundet 1886 af bygningsarbejdere på Piazza Sallustio nr. 1 i Rom. (Se Piazza Sallustio nr. 1, som det ser ud i dag: Piazza Sallustio, 1 hos google maps)

Men professor Studniczka fra Leipzig var overbevist om, at der var mere at komme efter i rummet under Rom. Han overtalte Carl Jacobsen til at støtte en lille ekspedition og tog til Rom i sin sommerferie for at grave.

Han fandt en række stumper af marmorgruppen og rester af udsmykning og brugsgenstande fra før statuegruppen blev opstillet i 2. årh. e.Kr. Her var blandt andet dele af skåle og olielamper.

I det smalle rum, der ligger 17 meter under jorden, fandt Studniczka også den base, som marmorgruppen havde stået på. Basen er lavet af teglsten og var oprindeligt dækket af marmorplader. Den stod under resterne af et hvælv i blå glasmosaik med hvide muslingeskaller. Alt sammen ser ud til at have været del af et fontæneanlæg, hvor statuegruppen har stået foran rindende vand, der reflekterede solens stråler.

Det lykkedes professor Studniczka at lave en rekonstruktion af statuegruppen ved hjælp af de hundredvis af fragmenter fundet i det skjulte rum under jorden.

Statuen gengiver en dramatisk historie om gudinden Artemis, der redder den græske prinsesse Ifigenia fra at blive ofret af sin far. Fortællingen var yndet i antikken og har rødder i den græske mytologi.

Statuegruppen står i Sal 9.

Fra Universitetet i Leipzig har vi lånt nogle af de dele af terrakottaplader, lamper og skåle, som Studniczka fandt.

For første gang siden 1888 forener Glyptoteket et af sine hovedværker med småfund fra et underjordisk kammer i Rom. Kom på søndag d. 3. april kl. 14 og hør Mette Moltesen fortælle myten om værket og historien om udgravningen.
Søndag er entré til museet gratis, og det er gratis at gå med på omvisningen.

Read Full Post »

De næste uger vil den røde flodhest ikke være at finde på dens vante plads i Vinterhaven.

Flodhesten skal med på udstillingen ‘Kleopatras verden’, så i dag mandag, hvor museet er lukket, blev den flyttet op i udstillingslokalet.

Flodhesten kørte med elevator op på 2. sal, hvor den kan genses, når udstillingen åbner den 29. april.

Udstillingen skal være i Sal 31, hvor forberedelserne er i fuld gang. En sfinks, som til hverdag står i et af museets magasiner, er nu også på plads.

Nogle af de mindre genstande fra magasinerne befinder sig også allerede i Sal 31. F.eks. denne fine lille løve.

Udstillingen ‘Kleopatras verden’ kan ses 29. april – 7. august 2011.

Read Full Post »

Hvem er den lille, tykke dame?

I sal 24d står et relief lavet i brændt ler. Det måler 48,5 x 50,5 cm og er 2-4 cm tykt. Relieffet er lavet i en form, og der findes andre eksemplarer lavet i samme form. Sådanne relieffer blev i årene 80 f.Kr. til ca. 60 e.Kr. brugt som vægudsmykning i romerske bygninger, såvel privathuse som templer og basilikaer.

Udsmykningen viser, at flere plader har dannet en frise, der gengiver et arkitektonisk forløb. I forreste plan står en fint, kanneleret pilaster med et korintisk kapitæl, der bærer en frise øverst dekoreret med akanthusblade. Bagved ses en søjlebåren portikus med runde buer båret af glatte søjler ligeledes med korinthiske kapitæler. Og her igennem ser vi et mærkeligt flodlandskab med nogle små hytter i baggrunden, som ser ud til at være lavet af strå. På taget af begge hytter står storke. I en romersk sammenhæng virker det temmeligt eksotisk. Som det ses af dyrene i floden, er vi heller ikke i Italien men i Ægypten.

Til venstre har vi en flodhest, der står og sprøjter vand og en farlig krokodille.

Til højre ses endnu en krokodille og to fredelige ænder. Men her er også en sivbåd, som stages af en lille nøgen og veludrustet mandsling og styres af en anden. De gengives som små, tykke og let deforme. De omtales som pygmæer og er meget yndede motiver i fremstillinger af livet på Nilen. I græsk kunst genfinder vi dem i scener, hvor de kæmper mod traner, der er lige så store som dem selv.

Sådanne Nil-landskaber findes også i andre medier især i mosaikker og i vægmalerier, hvor hele zoologiske haver af eksotiske dyr boltrer sig i og udenfor vandet.

Motiverne findes også i marmor, som det ses på bagsiden af den berømte statue af Nilen personificeret som en gammel flodgud, der blev fundet i 1513 i et tempel for den ægyptiske gudinde Isis på Marsmarken i Rom og nu står på Vatikanmuseet.

Her genfinder vi sivbåden med to pygmæer og krokodiller mellem siv og lotusblomster.

Store flodheste er også med på basen sammen med flere pygmæer.

Men der er endnu en figur på vort relief.

I venstre side ser man til venstre for hytten et rækværk og en lille trappe, og oven på rækværket ligger en skikkelse med ryggen til. En kvinde med bølget hår og slangekrøller blot nødtørftigt klædt i et klæde, der er svøbt under de svulmende baller. I venstre hånd holder hun en lille offerskål, og foran hende står en figur. Det er Priapos, en lille svajet mandsperson med en meget kraftig rejsning, der vender ud af billedet. Vi formoder, at hendes offer gælder denne frugtbarhedsgud, som hun også betragter. Der er noget erotisk i fremstillingen af den lille kvinde, der synes at høre til i en banketscene snarere end i en afrikansk landsby.

Sådanne ”damer” der ligger til bords. genfinder vi i andre Nilscener, som f.eks. den største af dem alle, Nilmosaikken i Palestrina udenfor Rom. Her ses alle de eksotiske dyr, men også en pergola med spisesofaer, hvor banketdeltagerne ligger og lader sig underholde of musikanter. De har også kun et klæde om underkroppen og ses både forfra og bagfra. På denne måde gengav man også Hermafrodite, som var en kvinde, når man så den bagfra, og kun røbede sin maskuline side, når man så den forfra. Også vinguden Dionysos’ følge af mænader og nymfer kunne gengives sådan, men altid som et erotisk signal.

Det har været foreslået, at den ”frække” dame på havegærdet kunne være en karikatur af romernes ægyptiske hadeobjekt Dronning Kleopatra VII (dronning 51-30 f.Kr.). Hun havde jo i sit korte liv lagt an på og erobret senrepublikkens helte efter tur: først Gajus Julius Caesar med hvem hun fik sønnen Caesarion, og som hun boede hos i Rom i flere år. Dernæst kastede hun sig over den heltemodige Marcus Antonius, med hvem hun fik tre børn. Desuden havde hun også en affære med Gnaeus Pompejus, den store Pompejus’ ældste søn og Caesars svorne modstander. Ikke noget under, at de retlinede romere anså den eksotiske dronning, der færdedes med sit store følge af slaver i pragtfulde processioner gennem byen, som en farlig og dæmonisk person, der fordrejede hovederne på deres helte. Måske gengives hun her som en pygmælignende skabning blot for at pointere hendes fremmedhed, og måske er temaet inspireret af Marcus Agrippas politik vendt mod de ægyptiske kulter i byen Rom, som under Kejser Tiberius (14-37 e.Kr.) førte til, at det store Isistempel på Marsmarken blev lukket netop efter en sex-skandale. Forfatteren Properts omtaler Kleopatra som ”Hore-dronningen af Canupus”. Canupus var det kvarter i Alexandria, hvor de prostituerede holdt til, men også en stor helligdom for de ægyptiske guder Isis og Osiris, som for romerne blev forbundet med prostitution. Ved Augustus’ reformer af det romerske samfund, der hvilede på de ægte romerske dyder, har han haft brug for et fjendebillede af den seksuelt depraverede ægyptiske dronning.

Glyptoteket viser udstillingen ‘Kleopatras verden’ 29. april – 7. august.

Read Full Post »

Familiequizzen ‘Kleopatra og romerne’ fortsatte i vinterferien uge 8, hvor der også kom mange fine besvarelser.

Vi har fundet tre vindere, som har svaret rigtigt på alle 9 opgaver. Her er deres fine mumietegninger. Liva 6 år, Magnus 11 år og Emily 10 år får tilsendt en præmie.

D. 29. april åbner udstillingen ‘Kleopatras verden’, hvor der vil være omvisninger for børn og voksne.

Read Full Post »

Augustus (63 f.kr-14 e.kr.)

Da jeg var i praktik på Ny Carlsberg Glyptotek i uge 8, fik jeg en af dagene til opgave at vælge et af værkerne i samlingen og skrive om det. Augustus’ portræt var en selvfølge for mig, da jeg finder hans liv og karakter interessant.

Augustus (også kaldet Octavian) var Cæsars adoptivsøn, arvtager og romerrigets første kejser. Han var enehersker fra 27 f.kr.-14 e.kr, hvilket gør ham til den længst regerende romerske kejser i historien. I disse år indførte han mange reformer, og erklærede bl.a. fred i hele riget, det man kalder Pax Romana (romerfreden).

 

Denne marmorbuste er lidt over en halv meter høj, og blev fundet i byen Fajum i Egypten sammen med et portræt af hans kone Livia, og hans adoptivsøn Tiberius. Den er utrolig velbevaret bortset fra et stykke af næsen, der er blevet slået af.

Busten er (ligesom panserstatuen fra Prima Porta) en kopi af et nu tabt portræt fra ca. 30-17 f.kr., og kopien menes at være lavet i tidsrummet mellem 4 og 14 e.kr.

Raffaella, praktikant på Glyptoteket

Read Full Post »

Older Posts »