Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Fransk kunst’ Category

Fransk salonskulptur og Degas' studier i bronze

Glyptotekets fine samling af Edgar Degas’ (1834-1917) bronzefigurer er nu udstillet i afdelingen for fransk skulptur. Side om side med den franske salonskulptur og værker af den berømte Auguste Rodin (1840-1917), fungerer de som en fin introduktion til en fortælling om skulpturen i Frankrig i det 19. århundrede.

Rodins ikoniske "Grubleren"

I perioden lige før – og efter – det ‘moderne gennembrud’ (omtrent 1870-1890) svirrede mange forskellige kunstneriske idealer i mellem hinanden. Derfor varierer de tekniske fremgangmåder også kunstnerne imellem.

Salonskulpturen demonstrerer idealfremstillinger af menneskekroppe i hvid marmor, så detaljerede, at de næsten ikke ligner massiv sten. Materialet  er et levn fra antikken og motiverne litterære som traditionen bød det. Degas’ formsprog er radikalt anderledes. For ham var skulpturen et øvelsesstykke der skulle forbedre hans maleri – ikke en selvstændig genre. Trods deres umiddelbare forskellighed, har de to typer skulptur dog noget til fælles. Både den elegante salonskulptur og Degas’ tåtippende danserinder stræber efter et formsprog, der får figuren til at fremstå som om den er i bevægelse. Det er ganske vist hårde materialer som marmor og bronze, men løftede ben, gestikulerende hænder og levende ansigter, er overbevisende virkemidler – og det vidste kunstnerne.

Rodins skulpturkroppe fremstår anderledes ‘tunge’, fordi muskler og sener toner frem i de overproportionerede torsoer og voldsomme lemmer. Indenfor en kort årrække udviklede skulpturen sig fra at være traditionel og idealiseret – til at mime det virkelige liv.

Velkommen til fransk skulptur på Glyptoteket!

Læs tidligere indlæg om Degas’ skulpturarbejde:
Balletdanserinde, Degas 
Edgar Degas’ skulpturer

Read Full Post »

Antoine -Louis Barye, Løbende afrikansk elefant. Foto. Ana Cecilia Gonzalez

Fredag den 18. marts genåbner stueetagen i den franske malerisamling.  Her kan du igen nyde malerier og skulpturer fra det 19. århundrede – i perioden før impressionisterne slog igennem. 

Som noget nyt, vil publikum kunne se Glyptotekets fine samling af vilde dyr i bronze, skabt af den franske skulptør Antoine-Louis Barye (1795-1875). 

Glæd dig!  Der vil være en elefant i rasende tempo, en tiger med tænderne i struben på en gazelle – og bjørnekamp!

Read Full Post »

To i én – Courbet og Cézanne.

Stilleben er et motiv, der forestiller en række genstande arrangeret i maleriet, men som fremgår uden videre handlingsforløb eller fortælling. Sædvanligvis er det opstillinger af frugter eller andre genkendelige genstande, hvis symbolske betydning referer til emner som forfængelighed (vanitas) og livets forgængelighed: memento mori. Eller på almindelig dansk: husk du skal dø. Den præcise historie bag stilleben kan være svær at spore. Som selvstændig genre synes den at finde sin plads omkring det 15. og 16. århundrede. Med opkomsten af kunstakademierne blev stilen betragtet som en del af de færdigheder, det forventedes, at en maler kunne beherske, inden denne begav sig i kast med det store historiemaleri, der netop lå højeste i kunstakademiernes genrehierarki.

Glyptoteket ejer to vidunderlige eksempler på denne type maleri. Dem har vi i december valgt at præsentere sammen – både her på bloggen og fysisk i salen hvor de hænger. Motivet taler for sig selv og afslører, at to så vidt forskellige kunstnere som Courbet (1819- 1877) og Cézanne (1839-1906) begge i deres værk forholder sig til den klassiske stillebengenre. Resultaterne er spændende og originale på hver deres måde. De to stilleben viser sammen, hvordan en traditionel genre genoptages på tværs af tid og sted – og samtidig præsenterer de et interessant møde mellem to af de største franske malere. 

Courbets Nature morte med æbler og pærer fra 1871 viser, hvordan kunstneren formår at udforske frugternes stoflighed. De synes overmodne og svulmende, næsten som var de flydende.  Resultatet er en form for over-realisme, der slet ikke har hold i virkeligheden. Den mørke, udefinerbare baggrund afslører kun en lille stump lys, derfor fremstår frugterne meget farverige og træder tydeligt frem af det dunkle rum. Hver frugt synes at have sit eget karakteristika, måske fordi Courbet har malet dem separat og på den måde holdt deres volumen adskilt. Det år, maleriet blev til,  blev Courbet idømt seks måneders fængsel.  Hans helbred skrantede, og derfor blev kunstneren prøveløsladt og derpå indlagt på en klinik. Det var under denne indlæggelse, han malede Glyptotekets værk. Motivet er med andre ord hentet frem af hukommelsen og ikke baseret på en virkelig opstilling af frugter, som han under normale omstændigheder ville have arbejdet ud fra. Formentlig skyldes frugternes underfundige form og sære overflade at motivet er baseret på forestillinger og ikke er et virkeligt fad med frugt.
  

Cézannes bud på et stilleben er Nature morte med æbler i en skål, malet omkring 1879-82. Opstillingen viser en bordplade, hvorpå et fad og en opsats med frugter er placeret. Kuglen, keglen og cylinderen er de tre former, som Cézanne ofte arbejdede ud fra, hvilket også ses her. Han skildrer de samme genstande gentagne gange i forskellige kombinationer. Eksempelvis går frugternes runde form igen i fadet. Hans genbrug af den cirkulære form medvirker til at skabe samhørighed mellem de to opstillinger på bordet. Cézanne søger ikke at give frugterne samme tredimensionale volumen som hos Courbet, hvilket blandt andet kan ses i hans sparsomme brug af skygger. Derved bliver motivets udtryk kantet og fladt. Tydeligt er dette i klædet, der henslængt ligger på bordet. Det forekommer mere kantet end blødt, fornemmelsen af det kantede mimes i baggrundens eksotiske mønstre. Farvevalget er holdt i lyse toner, så de orangegyldne frugter træder tydeligere frem.

Courbet malede efter sin hukommelse, hvorimod Cézanne malede efter en fysisk opstilling i sit atelier. Cézanne betragtes af kunsthistorien som en original på grund af sin teknik og malestil, og han betegnes som avantgardistisk, fordi han med sit maleri banede vejen for en helt ny opfattelse af rum ved at arbejde med en todimensional flade. Han bryder med traditionen, men fastholder samtidig dele af den – og dermed også lidt af Courbets måde at male på.

Du kan nyde synet – og mødet mellem Courbet og Cézanne på 2. salen i den franske malerisamling.

God fornøjelse!

 

Read Full Post »

Ana Cecilia González har taget en række billeder fra nyopstillingen “Studier i bronze” med Glyptotekets komplette skulptursamling af Edgar Degas (1834-1917).

Tidligere indlæg om Studier i bronze   
Tidligere indlæg med billeder af Cecilia

Read Full Post »

Den franske kunstner Edgar Degas eksperimenterede med at udtrykke bevægelse i sine malerier og skulpturer. Ny Carlsberg Glyptotek viser nu museets komplette samling af kunstnerens bronzeskulpturer. Nyopstillingen ”Studier i bronze” åbner 2. marts.

”Man bør følge modellen som en flue, der løber rundt på et ark papir”

Sådan sagde Edgar Degas (1834-1917) til en ven om det at indfange en models bevægelse. Skulpturerne er studier og skitser af bevægelse, udført i bronze. Stribevis af balancerende danserinder, heste i galop og damer i færd med morgentoilette.

For Degas var målet med disse modelleringsøvelser at gengive bevægelse så livagtigt som muligt. At dét er en kunstnerisk ambition der kræver mere end bare ét forsøg ses tydeligt i nyopstillingen af de 71 bronzer.

Degas modellerede oprindeligt disse figurer i voks, som en støtte for sit arbejde med figuren i maleriet. Ved hans død i 1917 fandt hans familie næsten 150 hele og halve voks-studier.

Halvdelen af disse blev støbt i bronze i begyndelsen af 1920erne og står i dag som et vidnesbyrd om Degas’ ambitiøse projekt: at gengive bevægelse.

Balletdanserinde, fjorten år (MIN 2651)

Degas’s skulpturer blev – på nær én – aldrig udstillet i kunstnerens levetid, men kun set af de venner og kolleger der besøgte ham i hans atelier.

Dén ene statuette, Degas valgte at udstille, er hans vel mest berømte værk: “Danserinde, fjorten år” som blev vist i 1881 på den 6. impressionist-udstilling, hvor hun vakte sensation – og ubehag.

Læs mere om Danserinde, fjorten år (tidligere blogindlæg) og se hende og Glyptotekets andre værker af Degas-malerier i den franske samling.

Read Full Post »

Gauguins vinter på Glyptoteket 

Til den sidste søndag i advent har vi valgt at fortælle om Gauguins vinter, som den præsenterer sig i Glyptotekets franske malerisamling. 

Paul Gauguin, Have i sne (SMK 2019)

Vinterbilleder er ikke det første man forbinder Paul Gauguin (1848-1903) med. Dertil er hans eventyr på Tahiti og de farverige malerier af stammefolkene dér alt for kendte. Kun 12 vinterbilleder blev det til i alt. I Glyptotekets samling hænger to af dem. 

Paul Gauguin, Have i sne (SMK 3567)

Værkerne er tidlige og bærer præg af, at Gauguin er ved at finde sig selv som kunstner. Udført i 1879 og i 1883 som de er, afslører malestilen i de to landskaber, at Gauguin har set meget på impressionisterne, som han kendte godt fra kunstnermiljøet i Paris. Især Camille Pissarro (1830-1903) var en slags mentor for Gauguin i den første halvdel af hans karriere. Gauguin opsøgte ham ofte for at tage ved lære af hans tekniske fremgangsmåde. Det er tydeligt i Glyptotekets vinterbilleder. De lange, slanke træer med spæde grene der snor og strækker sig helt op i himlen, ekkoer stilen i Pissarros landskaber. Både vinteren 1879 og 1882/83 var snevintre i Frankrig. Begge år gav flere af impressionisterne sig i kast med at skildre lysets spil i sneen på træer og huse. Ved første øjekast synes Gauguins to landskaber i sne ikke at gøre meget væsen af sig. Begge malerier er af moderat størrelse og maleren har anvendt grå-hvide toner blandet med grønt, brunt og blåt. Alle dele af motivet er skildret med tynde, adskilte penselstrøg. Alligevel opfattes træstammer, grene, huse og havemure som et hele. Gauguin skildrer vinteren poetisk. Fordi kunstneren har anvendt same type penselstrøg i alle dele af kompositionen, fremstår enkeltdelenes omrids ’udviskede’ og giver de hvide landskaber en tydelig snefalds- eller fygningseffekt. Begge landskaber viser kunstnerens øvelser i brugen af den hvide oliemaling. Resultatet er delikat: den hvide farve tilfører billederne en sarthed og en lethed – næsten som sneen selv. Helt i tråd med impressionister som Pissarro og Monet søger Gauguin at skildre naturen ’nøgternt’ og som den tog sig ud for øjnene af ham. Impressionisterne blev kendte for deres såkaldte ’plein air’ maleri, hvor man maler enten hele motivet eller dele af det udenfor i det fri – lige foran motivet. 

Paul Gauguin, Skøjteløbere i Frederiksberg Have (MIN 3213)

Et tredje vinterbillede fra Gauguins hånd er med dansk motiv, nemlig skøjteløbere i Frederiksberg have. Den 1. december 1884 skriver Paul Gauguin til Pissarro om livet i det vinterkolde Nord: København er meget pittoresk, og der hvor jeg bor, kan man male meget karakteristiske og morsomme ting…I øjeblikket fryser det 10 grader…’ 

Gauguin var ankommet til Danmark i november det år. Med sin danske hustru bosatte han sig på Gammel Kongevej nr.105. Herfra kunne han spadsere til Frederiksberg Have og har altså på en af sine ture taget plads foran søen og skildret de skøjteløbende danskere en decemberdag 1884. Teknikken her vidner fortsat om Gauguins kunstneriske slægtskab med impressionistgruppen. Vi genkender Pissarros himmelsøgende træer og livagtige grene. Gauguin har anvendt orange, røde og brunlige toner i skildringen af Frederiksberg have – et typisk dansk vinterlandskab med frostgrader og is. 

Gauguins december-fascination af København smeltede dog næsten lige så hurtigt som sneen. Allerede i begyndelsen af maj 1885 forlod Gauguin København – og sin familie – efter at have tilbragt mindre end et år i Danmark. 

Oplev mere end 40 værker af Gauguin i Glyptotekets franske maleri samling.

Read Full Post »

I forbindelse med reparation af glastaget i Henning Larsens bygning, hvor den franske malerisamling har til huse, skal der opstilles stilladser på bygningens store marmortrappe.

Marmortrappen med og uden Skyggen

Marmortrappen med og uden Rodins Skyggen

Rodins Skyggen har derfor holdt flyttedag og står nu i en niche nedenfor trappen.

Skyggen i den skakternede gang

Publikum har naturligvis stadig adgang til den franske malerisamling i Henning Larsens bygning, hvor Monet, Manet, Gauguin, van Gogh og alle de andre stadig holder til.

Vincent van Gogh, Lyserøde roser, 1890 (MIN 1836)

Camille Corot, Gammelt fransk herresæde, ca. 1870-1872 (MIN 1895)

Read Full Post »

Older Posts »