Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Glyptoteket i verden’ Category

Diana (IN 1517) på besøg i Rom

Glyptoteket har til stadighed værker, som er udlånt til særudstillinger i andre museer.

Helt indtil 27. september må vi undvære et af Glyptotekets absolutte mesterværker, det store marmorhoved af gudinden Diana fra helligdommen i Nemi. Museo Capitolino i Rom viser udstillingen L’età della Conquista – Erobringernes tid – der omhandler den romerske ekspansion i Middelhavsområdet i de sidste to hundreder år før vor tidsregning. I den rigt udsmykkede sal på bel-etagen i Capitolpaladset står vores Diana og tager imod som det første værk – et under at skue.

Hovedet repræsenterer en ganske lille gruppe af kultstatuer i kolossalt format, som de erobrende romere havde lært at kende i de store hellenistiske helligdomme på Delos, Rhodos og Kos, og som de nu også ønskede at opstille hjemme i de latinske byer. Her ville de have marmorstatuer i stedet for de mindre, gammeldags statuer i terrakotta, og de ville bygge store stentempler på terrasseanlæg, som vi finder dem f.eks. i Palestrina (Praeneste) eller Terracina. Sådan et anlæg har der også været i Dianas hellige lund ved Nemisøens bred.

Carl Jacobsen købte hovedet i 1896 fra fyrst Orsini, som ejede Nemiområdet og selv boede på borgen i landsbyen. Hovedet var fundet året før ved de udgravninger, som fyrsten lod lave i helligdommen. Desværre stod det ikke på sin plads i et tempel, det blev fundet lagt til side i et slags depotrum sammen med andre værker i marmor og terrakotta.

Dianahovedet er fremstillet af flere stykker marmor, og man kan se, at flere andre mangler. Denne teknik brugtes i den tidlige periode, hvor marmor var kostbart og skulle importeres fra Grækenland. For at spare kunne man lave hoved, arme og ben i marmor, mens kroppen kunne udføres som et træskelet dækket med en dragt i bronzeblik. På den måde kunne man have kolossale statuer af guderne opstillet i templerne.

Hvordan mon vores Dianafigur så ud? Vi forestiller os, at hun har været fremstillet gående et skridt fremad, som vi ser det i mange andre fremstillinger af gudinden, hvor hun styrter af sted med sin hund ved foden, idet hun vender sig og griber en pil af koggeret, for at lægge den på buen.

Diana var gudinde for jagten og de vilde dyr og blev sidestillet med grækernes Artemis. De har begge også andre funktioner f.eks. som månegudinder, og som fødselshjælpere. I deres helligdomme ofrede man både kostbare marmorværker, som de to statuer af skuespilleren Fundilius og hans tidligere ejerinde Fundilia, der står i sal 12, og dels mere ydmyge genstande i terrakotta som fødder, bryster, og livmødre.

Men lad os vende tilbage til Diana på Capitol. Her er hun nemlig kommet i selskab med alle de tilsvarende hoveder både fra Italien og fra Grækenland, som jo aldrig har været i stue sammen før. Det er ret enestående at se dem sammen.

 

Glyptoteket har den største samling af skulptur fra Dianahelligdommen i Nemi, andre findes i Nottingham i England og i Philadelphia i USA. De kommer alle fra udgravninger i 1800 tallet. I 1997 viste vi udstillingen ”I Dianas hellige Lund, fund fra en helligdom i Nemi”, og siden 1989 har Giuseppina Ghini fra antikvitetsvæsenet i Lazio-området og ansvarlig for Nemi genoptaget udgravningerne i helligdommen på nordsiden af søen. De fire nordiske akademier i Rom har i årene 1999-2002 udgravet en stor romersk villa på vestsiden af søen, som med flere byggefaser eksisterede fra århundredet før vor tid til 200 år efter. Det var muligvis her kejser Caligula boede, da han havde sine flydende banketsale ude på søen. Dette arbejde er finansieret af Carlsbergfondet, som også har bekostet en publikation af fundene derfra. Dette værdifulde samarbejde med de italienske myndigheder har vist, at vi hele tiden kan føje ny viden til de værker, som brygger Carl Jacobsen erhvervede for mere end hundrede år siden.

”I gudindens hellige lund, Fund fra en helligdom i Nemi”, 235 s. ill, København 1997.

Reklamer

Read Full Post »

For kort tid siden skrev vi om en gipsafstøbning af bunden af en ægyptisk krone med fjer og horn. Den befinder sig nu i Boston, og torsdag morgen blev det prøvet, om den passer på en statue af krokodilleguden Sobek på Museum of Fine Arts.

Som det ses, passer den perfekt! Nu mangler vi bare at finde snuden til krokodillen.

Read Full Post »

I denne måned har vi valgt et kunstværk, som meget passende netop har været ude at rejse.

Alexander den Store vender hjem til Glyptoteket efter en tur til Mannheim i Tyskland, hvor han har spillet en prominent rolle i den store udstilling Alexander der Grosse und der Öffnung der Welt på Reiss-Engelhorn-Museen.

Kongesønnen Alexander den Store blev født i 356 f. Kr. i det makedonske kongehus, og allerede som 18-årig overtog han tronen. Han var græsk opdraget af bl.a. filosoffen Aristoteles og således fortrolig med græsk tankegang og mytegods fra f.eks. Homers værker. Gennem den græske historie var han præget af tanker om det græske folks overlegenhed og hævntørst over for det mægtige Perserrige, som havde skændet de græske kernehelligdomme på Athens Akropolis i 480 f. Kr. under Perserkrigene.

Alexander den Store (IN 574)

Glyptotekets portræt af Alexander stemmer meget nøje overens med de beretninger, som hans nærmeste har givet om hans udseende og væremåde. I sagens natur havde han et ungdommeligt udseende, han havde et kraftigt hår med en hvirvel midt for, som fik håret til at rejse sig i en løvemanke, han havde et lidt fjernt blik, som gav indtryk af, at han skuede ud i fremtiden mod nye udfordringer.

Ifølge overleveringen blev hans portræt skabt i samarbejde med tidens berømteste billedhugger, Lysippos. Det, vi ved om Lysippos’ stil, kan sandsynliggøre, at Glyptotekets portræt er skabt på baggrund af et værk af denne billedhugger. Dette nyskabte græske herskerportræt har helt op til vor egen tid haft meget stor indflydelse på portrættering af heroiske herskere.

 Klik for større kort over Alexanders rute
(fra http://www.awesomestories.com/assets/map-depicting-the-empire-of-alexander-the-great)

Alexanders livsgerning blev, efter at han havde underlagt sig hele Grækenland, erobringen af selvsamme Perserrige, samt fjerne egne helt over til Indus-floden. Han udbredte således den græske kultur til store dele af den da kendte verden, og i århundreder var græsk det fremherskende internationale sprog. Han medbragte talrige videnskabsmænd på togtet, og folkeslagenes gensidige kendskab blev dramatisk øget. Alexander døde 33 år gammel i 323 f.Kr. i Babylon, som var det nye centrum i hans rige.

Alexander den Store (IN 574) kan nu ses i samlingen (sal 10) igen.

Read Full Post »

I et tidligere indlæg fortalte vi, at en del af Glyptotekets genstande fra Amarnaperioden var med på en udstilling, som først vistes i Geneve i Schweiz og siden i Turino i Italien. De er nu alle kommet tilbage og kan igen ses i den lille ægyptersal (til venstre for den store ægyptersal).

Glyptotekets mindre genstande fra Amarnaperioden kan nu igen ses sammen

Glyptotekets mindre genstande fra Amarnaperioden kan nu igen ses sammen

Amarnaperioden ca. 1365-1347 f.Kr. er kun en kort periode i Ægyptens historie, mens kong Akhenaten regerer fra byen Amarna i Mellemægypten. Kort fortalt bestemmer han, at der kun skal være én gud, solskiven Aten, som han tilbeder sammen med sin førstehustru Nefertiti. De højtstående embedsmænd i den nye hovedstad, Amarna, bor i villaer med haver, hvor der i flere tilfælde findes et lille kapel. I havekapellerne var der statuetter af Akhenaten og Nefertiti, som embedsmændene skulle tilbede.

Kong Akhenaten (ca. 1365-1347 f. Kr.). Statuettehoved fundet ved et havekapel i Amarna.

Kong Akhenaten (ca. 1365-1347 f. Kr.). Statuettehoved fundet ved et havekapel i Amarna.

Akhenaten havde også en anden hustru, der ikke er nær så kendt som Nefertiti. Det skyldes bl.a., at hun længe var ukendt, eftersom hun faldt i unåde, og alle billeder af hende blev ændret til en af Akhenaten og Nefertitis seks døtre, Meritaten eller Ankhesenpaten.

Relieffet viste oprindeligt Akhenatens anden hustru, Kiya, men det blev siden omarbejdet til at vise Akhenaten og Nefertitis datter Meritaten, hvis navn står bag hende. Foran ansiget ses solskiven Atens stråler, eller arme, med hænder.

Relieffet viste oprindeligt Akhenatens anden hustru, Kiya, men det blev siden omarbejdet til at vise Akhenaten og Nefertitis datter Meritaten, hvis navn står bag hende. Foran ansiget ses solskiven Atens stråler, eller arme, med hænder.

Siden det øverste billede blev taget, er der flyttet lidt om på de udstillede genstande – kom og ‘find fejlen’.

Read Full Post »

Den kunsthistoriske forskning lever og har det godt. Det er en netop afholdt konference på the Courtauld Institute of Art i London, et bevis på. Fra Glyptoteket deltog moderne samlings Line Clausen Pedersen, Carlsbergstipendiat og Anna Schram Vejlby, museumsinspektør.

Konferencens overskrift var 1789, 1989, 2009. Changing Persepctives on Post-Revolutionary Art – og handlede altså om fransk kunst i årene omkring og især efter den franske revolution i 1789.

Eugéne Delacroix, Friheden fører folket på barrikaderne, 1830. Musée du Louvre

 

Interessant var især hovedtaleren professor i kunsthistorie og kvindestudier Susan Siegfried, Michigan University, der definerede revolutionen som ’et opgør med rigide traditioner også inden for billedkunsten’. Revolutionen ændrede som bekendt magtstrukturen i det franske samfund, og med den ændrede efterspørgslen på kunst sig også. Hvor man tidligere havde haft en samlende figur i kongen, splittedes samfundet nu op i utallige facetter af personlige historier fra en hverdag i hastig forandring. De, der kunne og ville betale for kunst, var ikke længere aristokrater eller gejstlige, de var borgere, der eftersøgte en ny form for samlende historie – nemlig deres egen om frihedens sejr over slaveriet.  Eller sagt med andre ord – fx Susan Siegfrieds: Totality is a concept that sits uneasily in the 19th Century.

Kunstnerne (nu også flere kvinder) blev efter revolutionen mere eksperimenterende, og krydsede mellem de kunstneriske genrer kunstakademiet tidligere havde dikteret skarpt hierarkisk; historiemaleri, portræt, landskab, stilleben. Et borgerportræt kunne pludselig glimrende kombineres med fx landskabeligt og allegorisk indhold, og ligeledes var man ikke længere så nøje optaget af, om komposition og format var ”passende” i forhold til motivet – noget der tidligere blev anset for et af de mest grundlæggende principper i billedkunsten.

Denne nye historieskrivning og opfattelse af hvad kunsten kunne, betød et grundlæggende skift i betingelserne for både det 19. og det 20. århundredes kunst.

Programmet for konferencen kan ses her.

Og resumeer af oplæggene kan ses her.

Read Full Post »

D. 12. juni satte en flyttebil med etruskiske askekister, græske gravmonumenter og store malerier – kopier af etruskiske gravmalerier – kursen mod Silkeborg. En del af Glyptotekets samling af antikke genstande skal med i en udstilling på Silkeborgs kulturhistoriske Museum: ”Tollundmandens Verden – fra Bjældskovdal til Athen”, der vises fra d. 3. juli til d. 18. oktober 2009.

transport NCG 2

En etruskisk askekiste køres på vognen til Silkeborg.

 

Udstillingen fortæller historien om Europa på Tollundmandens tid omkring 300 f.Kr. med fokus på forbindelserne mellem folk i Europa, fra Danmark i nord til egnene omkring Middelhavet i syd. Ved hjælp af blandt andet Glyptotekets genstande får man et indblik i etruskernes, grækernes og romernes kultur.

Blandt de udlånte antikker er et lille kunstværk, et pigehoved i marmor. Det menes at stamme fra Patras i Grækenland, og er fremstillet i den berømte billedhugger Praxiteles’ stil. Pigens hår er sat i en fletning flettet omkring baghovedet. Frisuren minder om tilsvarende kunstfærdige frisurer fra moselig af kvinder, der levede i Danmark på nogenlunde samme tid som en græsk billedhugger udførte pigen – i 300-tallet f.Kr. .

Det lille men elegante marmorhoved fra Glyptoteket, IN 1597

Det lille men elegante marmorhoved fra Glyptoteket, IN 1597

Etruskiske askekister og kopier af etruskiske gravmalerier viser etruskernes dødetro. For etruskerne var troen på forfædrene afgørende for, hvorledes de begravede de døde. De havde en forestilling om, at når man døde sluttede man sig til forfædrene. Derfor ser man på mange gravmalerier en fest for den døde og forfædrene, ligesom askekisternes låg er udformet som den døde, der ligger til bords i en evig banket med forfædrene.

En kopi af et etruskisk gravmaleri bliver undersøgt af konservatorer og museumsinspektører ved ankomsten til Silkeborg. Motivet stammer fra Triklinergraven i Tarquinia fra ca. 470 f.Kr.

En kopi af et etruskisk gravmaleri bliver undersøgt af konservatorer og museumsinspektører ved ankomsten til Silkeborg. Motivet stammer fra Triklinergraven i Tarquinia fra ca. 470 f.Kr.

En askekiste med låget udformet som den døde, der ligger til bords. HIN 225

En askekiste med låget udformet som den døde, der ligger til bords. HIN 225

Udstillingen viser også eksempler på begravelsesskikke fra Grækenland. Gravmonumenter i marmor blev sat over græske grave. Nogle var udformet som en vaseform anvendt som beholder for gravofre, men i meget større målestok. Relieffer viste den døde og dennes familie, der tager afsked med hinanden. Indskrifter over personerne angiver navnet på den døde og de nærmeste familiemedlemmer. Det var vigtigt for grækerne at stadfæste overfor den levende verden, at de efterladte havde sørget for en ordentlig begravelse for deres døde, og det var ikke mindst vigtigt at blive husket efter døden.

En gravvase løftes på plads i sit midlertidige hjem i Silkeborg.

En gravvase løftes på plads i sit midlertidige hjem i Silkeborg.

Gravvase med relief, der viser sønnen og faderen tage afsked med et håndtryk. Sønnen i kyrads og med sværd er død i krig. Hans enke står yderst til venstre. IN 1778

Gravvase med relief, der viser sønnen og faderen tage afsked med et håndtryk. Sønnen i kyrads og med sværd er død i krig. Hans enke står yderst til venstre. IN 1778

Read Full Post »

Glyptoteket udlåner løbende værker fra samlingerne til udstillinger på andre museer.  Det kan være på den anden side af kloden eller det kan være lige om hjørnet. Et sted midt i mellem er Fuglsang Kunstmuseum på Lolland som Glyptoteket netop har sendt et af sine værker til i anledning af udstillingen Det gyldne blik – dansk guldalderportræt i nyt lys, der åbner den 7. maj. Det drejer sig om maleren J. Th. Lundbyes selvportræt, malet da han var 23 år.

Her er billedet ankommet til Fuglsang og bliver undersøgt af konservator Camilla Brøgger, der tjekker, at værket ikke har lidt skade under transporten.

 lundbyes-selvportrc3a6t1

 

Det er helt fast procedure, at en konservator gennemgår værket før transporten, og skriver en rapport, hvor krakeleringer og andre skader noteres. Ved ankomsten sammenholder man rapporten og værket for at konstatere om der er sket yderligere skader på vejen.

Lundbye havde det dog glimrende, og kan ses på Fuglsang Kunstmuseum indtil den 16. august 2009.

Du kan læse mere om udstillingen her.

 

/moderne samling

Read Full Post »

Older Posts »