Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Maleri’ Category

En fejlfri verden? – Glyptoteket gentænker guldalderen

For få dage siden slog Glyptoteket dørene op for en splinterny ophængning med titlen “En fejlfri verden? Guldalderen på Glyptoteket”.

Marmorhoveder viser guldalderkunstnernes fascination af antikken. Ny Carlsberg Glyptotek. Foto Ana Cecilia Gonzales.

Perioden fra ca. 1800-1860 er blevet kaldt guldalderen, fordi eftertiden har besluttet, at den inkarnerer en glansperiode i Danmarks kultur- og kunsthistorie. Guldalderen står i vor bevidsthed som en tid, hvor markerne altid var grønne, kvinderne runde og landet intakt – præcis som tidens maleri synes at vise det. Epokens kunst kan samlet set virke som et glansbillede, en verden uden fejl: perfekte kystprospekter, idylliske landskaber og smuk, glat hud pakket ind i knitrende stof. Men den er også meget andet end det.

Drømmen om Danmark lever i Lundbyes landskabsidyl. Guldaldersamlingen. Ny Carlsberg Glyptotek. Foto Ana Cecilia Gonzales.

Sæt dig godt til rette og nyd portrætterne! Foto. Ana Cecilia Gonzalez

Den nye ophængning er tematiske og lader guldalderens motiviske mangfoldighed og kunstneriske variationer være tydelige som et broget kludetæppe. Damer, landskaber, studier og færdige værker side om side med antikke buster og væsener fra den nordiske mytologi, afslører periodens skiftende idealer. Nationalromantiske slotte og flagrende dannebrog, slutter epoken af med en forherligende version af en evigt idyllisk Dannevang. Kunsten havde skiftende præmisser og det kan ses. Krige i Europa, skiftende politiske dagsordener i Danmark – og en stigende interesse i kunsten som noget sanseligt, tog pusten fra de formler kunsten under Thorvaldsen og Eckersberg var udviklet indenfor.

Et søjlehoved iscenesætter drømmen om Italien. Foto:Ana Cecilia González

Dagslys og udsigt over Vinterhaven

Takket være Ny Carlsbergfondet har det været muligt at gennemføre en renovering af Dahlerup-bygningens klimaanlæg. Det har medført en række forandringer, så vi nu kan invitere til kunstnydelse i varmere og lysere omgivelser – bogstaveligt talt. Vinduesnicherne mod Vinterhaven er åbnet på ny, og med dagslyset følger en helt anderledes oplevelse af rummene på 1. sal end tidligere. Sådanne forbedringer lader sig kun med nænsom hånd gennemføre i en fredet ejendom som Carl Jacobsens Glyptotek fra 1897, og Kulturarvsstyrelsen og arkitekt Dan Ljunger har derfor fulgt og rådgivet arbejdet. Som noget nyt, kan gæsterne nu – med udsigt til palmerne – nyde en kop kaffe i guldalderloungen. Her kan du også læse i bøger fra perioden og danne dig et overblik over de samfundsmæssige begivenheder i tiden på tidslinjen.

God fornøjelse i den nye ophængning af guldalderen!

Reklamer

Read Full Post »

Gauguins vinter på Glyptoteket 

Til den sidste søndag i advent har vi valgt at fortælle om Gauguins vinter, som den præsenterer sig i Glyptotekets franske malerisamling. 

Paul Gauguin, Have i sne (SMK 2019)

Vinterbilleder er ikke det første man forbinder Paul Gauguin (1848-1903) med. Dertil er hans eventyr på Tahiti og de farverige malerier af stammefolkene dér alt for kendte. Kun 12 vinterbilleder blev det til i alt. I Glyptotekets samling hænger to af dem. 

Paul Gauguin, Have i sne (SMK 3567)

Værkerne er tidlige og bærer præg af, at Gauguin er ved at finde sig selv som kunstner. Udført i 1879 og i 1883 som de er, afslører malestilen i de to landskaber, at Gauguin har set meget på impressionisterne, som han kendte godt fra kunstnermiljøet i Paris. Især Camille Pissarro (1830-1903) var en slags mentor for Gauguin i den første halvdel af hans karriere. Gauguin opsøgte ham ofte for at tage ved lære af hans tekniske fremgangsmåde. Det er tydeligt i Glyptotekets vinterbilleder. De lange, slanke træer med spæde grene der snor og strækker sig helt op i himlen, ekkoer stilen i Pissarros landskaber. Både vinteren 1879 og 1882/83 var snevintre i Frankrig. Begge år gav flere af impressionisterne sig i kast med at skildre lysets spil i sneen på træer og huse. Ved første øjekast synes Gauguins to landskaber i sne ikke at gøre meget væsen af sig. Begge malerier er af moderat størrelse og maleren har anvendt grå-hvide toner blandet med grønt, brunt og blåt. Alle dele af motivet er skildret med tynde, adskilte penselstrøg. Alligevel opfattes træstammer, grene, huse og havemure som et hele. Gauguin skildrer vinteren poetisk. Fordi kunstneren har anvendt same type penselstrøg i alle dele af kompositionen, fremstår enkeltdelenes omrids ’udviskede’ og giver de hvide landskaber en tydelig snefalds- eller fygningseffekt. Begge landskaber viser kunstnerens øvelser i brugen af den hvide oliemaling. Resultatet er delikat: den hvide farve tilfører billederne en sarthed og en lethed – næsten som sneen selv. Helt i tråd med impressionister som Pissarro og Monet søger Gauguin at skildre naturen ’nøgternt’ og som den tog sig ud for øjnene af ham. Impressionisterne blev kendte for deres såkaldte ’plein air’ maleri, hvor man maler enten hele motivet eller dele af det udenfor i det fri – lige foran motivet. 

Paul Gauguin, Skøjteløbere i Frederiksberg Have (MIN 3213)

Et tredje vinterbillede fra Gauguins hånd er med dansk motiv, nemlig skøjteløbere i Frederiksberg have. Den 1. december 1884 skriver Paul Gauguin til Pissarro om livet i det vinterkolde Nord: København er meget pittoresk, og der hvor jeg bor, kan man male meget karakteristiske og morsomme ting…I øjeblikket fryser det 10 grader…’ 

Gauguin var ankommet til Danmark i november det år. Med sin danske hustru bosatte han sig på Gammel Kongevej nr.105. Herfra kunne han spadsere til Frederiksberg Have og har altså på en af sine ture taget plads foran søen og skildret de skøjteløbende danskere en decemberdag 1884. Teknikken her vidner fortsat om Gauguins kunstneriske slægtskab med impressionistgruppen. Vi genkender Pissarros himmelsøgende træer og livagtige grene. Gauguin har anvendt orange, røde og brunlige toner i skildringen af Frederiksberg have – et typisk dansk vinterlandskab med frostgrader og is. 

Gauguins december-fascination af København smeltede dog næsten lige så hurtigt som sneen. Allerede i begyndelsen af maj 1885 forlod Gauguin København – og sin familie – efter at have tilbragt mindre end et år i Danmark. 

Oplev mere end 40 værker af Gauguin i Glyptotekets franske maleri samling.

Read Full Post »

 MIN 2790 Cezanne, Badende.

I denne uge har Glyptotekets Moderne Samling Nanna Claudius Bergø (9. kl.) i praktik. Hun har skrevet om novembers værk, Paul Cézannes “Badende kvinder”: 

Billedet er malet af Paul Cézanne (1839-1906), og forestiller 4 nøgne kvinder i naturen. Oprindeligt var der 5 kvinder, men den ene malede han over, måske fordi det ikke passede godt ind i det samlede indtryk. Man kan se lidt af hendes ryg i højre side af billedet.

Baggrunden er lidt mørk og virker dyster. Han har malet det nederste lag med mørkegrønne og mørkeblå farver i store brede og bløde strøg, som er blandet sammen. Det mørke bliver delt af lidt lysere grønne farver, der er malet som brede klatter. Under den lyse maling er der strejf af noget brunt, måske en træstamme. Længere oppe i billedet er flere farver blandet sammen. Stadig er de malet i klatter, og farverne er igen mørke og dystre. Øverst ligger en mørkeblå farve, der skiller en lyseblå, jævnt malet himmel. Den mørkeblå bliver ind i mellem brudt af lyse pletter, det kunne ligne bjerge.

Som kontrast til alt det mørke er der de 4 kvinder på billedet. Deres hud er meget lys, og man kan se, at Cézanne er startet med at male dem med en lys hudfarve. Skyggerne har han malet med farver som grøn og en rødlig lysebrun, så personerne får former. De skarpere kanter på dem og de tydeligere skygger, som fx rygraden, har han valgt at male med en mørkeblå i tynde, lange strøg. Huden er malet med små strøg, der glider sammen. Den midterste kvinde er malet lysere end de andre, og derfor lægger man mere mærke til hende. Han har valgt ikke at male så mange detaljer, man kan fx ikke se hendes mund, og der er ikke gjort meget ud af hår, fødder eller hænder på nogen af dem. Kvinden længst til højre har et klæde på armen. Det er malet med lange, hvide og grå penselstrøg, og klædet bliver næsten en del af hende. Den midterste kvindes klæde er mere en del af baggrunden og er malet med hvide og grønne skygger.

Cézanne malede næsten aldrig efter levende model, men fik sin inspiration fra andre maleres værker. Kvinden med fronten til er bl.a. inspireret af et Peter Paul Rubens billede fra 1621-1625, der i dag hænger på Louvre. Billedet hedder ”The Apotheosis of Henry IV and the Proclamation of the Regency of Marie de Médicis” og viser blandt andet en halvnøgen sejrsgudinde, Viktoria. Kvinden længst til højre i ”Badende kvinder” er desuden malet ud fra en skulptur af Amor, som var kunstnerens egen, og som i dag står på Louvre. Denne skulptur findes også på flere af hans billeder, og det er benstillingen og den svajende ryg, der har inspireret ham.

x196image_58950_v2_m56577569830599356

Cézanne malede mange billeder af badende gennem sin karriere, og det er blevet et kendetegn for kunstneren. Han har malet over 200 billeder med dette motiv, selvom det har ændret sig gennem tiden. I starten, 1870´erne, er billederne meget rodede og mørke, der er mange kvinder på billederne, og de er tit lidt udviskede. Omkring 1880´erne bliver de lysere, og der er færre kvinder på billederne, linjerne bliver skarpere, og det er derfor nemmere at få et indtryk af, hvordan personerne ser ud. Senere, 1890´erne, er der mere ro over motiverne. Til sidst, i starten af 1900-tallet, begynder farverne at smelte sammen og billederne består af få, skarpe streger og en masse farver, og der optræder igen mange mennesker.

Når han malede badebilleder, var det aldrig af en bestemt situation eller et bestemt øjeblik, men det var malerier af noget tidløst. Der er ikke noget samspil mellem personerne på billederne, som der ellers var på mange nøgenbilleder på den tid.

Ligesom nogle personer gik igen på hans badebilleder, gik andre motiver også igen. Han kunne male den samme opstilling flere gange med personer, der var placeret samme sted og på samme måde.

Måden han malede på, de lidt dystre farver og de tykke lag maling, gjorde ham ikke særlig anerkendt. Kritikerne kaldte det umodent og teknisk dårligt malet, og han fik derfor ikke rigtig solgt noget før i en temmelig sen alder.

Read Full Post »

Frederiksborg slot er et monument, der er blevet synonymt med den national-romantiske bevægelse, og det har en særlig plads i Christen Købkes (1810-1848) livsværk. Han malede bygningen fra mange forskellige vinkler i løbet af sin korte malerkarriere, særligt i begyndelsen af 1830’erne.

                                        

Dette sene billede, Efterårslandskab. Frederiksborg slot i mellemgrunden, er karakteristisk ved dets – for guldalderens sjældne – melankolske stemning. Naturen falmer, og efterår vil snart blive afløst af vinter. Købke var troende uden dog at være ivrig kirkegænger. Hans religiøse læsning begrænsede sig til salmer, almanakker og nogle af de religions-filosofiske ytringer, der kom fra samtidens danske præstestand. Det har muligvis haft indflydelse på hans kunst i denne sene fase.

Farveholdningen er rødlig og de nøgne træer i forgrunden fremstår som skrøbelige silhuetter mod den kolde vinterhimmel. I baggrunden spidder slottets spir de drivende skyer. Billedet kan måske læses som en melankolsk afsked med dette elskede motiv: Det blev Købkes sidste maleri af Frederiksborg slot.

Read Full Post »

Det er sommerferietid, og for mange går rejsen sikkert syd på til Middelhavslande som Italien.

 MIN 0918 Wilhelm Marstand, Italiensk Osteriscene. Pige, der byder den indtrædende velkommen by you.

Wilhelm Marstrand, Italiensk osteriscene. Pige der byder den indtrædende velkommen, 1847. Ny Carlsberg Glyptotek

Italien var den faste destination for mange generationer af kunstnere, og guldaldermalerne slog også deres folder her, hvor de kunne suge til sig af antikkens storhed og det farverige sydlandske dagligliv. Rejserne gav anledning til smukke landskaber og folkelivsscener, hvor italienerne fremstilles som et muntert og simpelt folk.

I denne scene fra et italiensk osteri giver Marstrand den på alle tangenter: vinen er skænket op, og pigerne gør indladende plads til en kavaler.

God sommerferie til alle – og husk, hvis du har brug for middelhavsstemning, men er uden flybillet holder Glyptoteket åbent tirsdag-søndag kl. 11-17. Her er både romerske skulpturer, ægyptiske mumier og parisisk gadeliv.

Read Full Post »

I dag for 142 år siden, 19.juni 1867, blev kejsereren af Mexico, Maximilian I, henrettet af republikanske styrker. Den begivenhed forevigede den franske kunstner Édouard Manet i en række malerier, hvoraf et befinder sig på Glyptoteket.

Ny Carlsberg Glyptotek, Manet, Maximillians henrettelse

Edourd Manet, Kejser Maximilians henrettelse, 1867. Olie på lærred, 63,5 x 73,5 cm. Ny Carlsberg Glyptotek

Den østrigske ærkehertug Maximilian (1832-67) af huset Habsburg blev ved den franske kejser Napoléon III’s mellemkomst indsat som kejser Maximilian I af Mexico i 1864. Soldater og kapital fra Frankrig skulle holde de mexicanske republikanerne i skak. Under borgerkrigens hærgen oprettede kejseren en standret, hvor republikanske tilhængere blev dømt og henrettet. I marts 1867 trak Frankrig sine soldater tilbage, og to måneder senere blev kejseren taget til fange af de republikanske tropper. Den 19. juni blev Maximilian henrettet uden proces sammen med to af sine generaler, Miramón og Mejía. Eksekutionen fandt sted foran en mur i Cerro de las Campanas ved Querétaro.
Når netop Manet valgte at behandle henrettelsen i kunstnerisk form, kan man betragte det som en politisk manifestation, idet han så afgjort ikke var nogen tilhænger af Napoléon III og hans politik, som indirekte tillagdes skylden for begivenhedernes udgang. Det er dog sikkert først og fremmest motivets aktualitet og iboende drama, der har appelleret til Manets koncentrerede realisme. Derved afviger billedet fra tidens gængse historiemaleri. Uden pathos skildrer han eksekutionens stadier simultant, og handlingsforløbet fortættes yderligere ved de formelle virkemidler: Officeren gør med løftet sabel klar til affyringssignalet. Soldaterne retter på kort afstand deres geværløb mod de tre mænd og affyrer deres salve, som delvis indhyller hovedpersonerne i røg. Sergeanten, der står isoleret og med ryggen til scenen, retter sit gevær i modsat retning, medens han afsikrer det til nådeskuddet.

Manet lod sig inspirere af samtidens reportager og illustrationer af begivenheden, og sandsynligvis tillige af Francisco Goyas berømte billede Den tredje maj 1808 (1814), som han havde set i Museo del Prado i Madrid.

Francisco de Goya, Den tredje maj 1808, 1814. Olie på lærred, 266 x 345 cm. Museo del Prado.

Uniformerede franske soldater stod model for Manet i hans atelier.
Billedet kan på grund af de synlige rester af et kvadreringsnet betragtes som det sidste forarbejde til den endelige udgave i Kunsthalle, Mannheim.

Edouard Manet. Kejser Maximilians henrettelse, 1868–69. Olie på lærred, 252 x 302 cm. Kunsthalle Mannheim. Photo: Margita Wickenhäuser

Af øvrige forstudier, alle fra 1867, findes ét i Museum of Fine Arts, Boston, og fire fragmenter af et andet i National Gallery, London. Et litografi, der i motivudformningen ligger tæt op ad Glyptotekets billede, er udført inden eller muligvis sideløbende med dette. Distributionen af litografiet blev forbudt af censuren, ligesom ingen af de malede udgaver udstilledes i Frankrig i Manets levetid, antageligt af politiske grunde.

Du kan læse mere om Manets arbejde med motivet på Museum of Modern Art, New Yorks hjemmeside her.

/moderne samling

Read Full Post »

Den kunsthistoriske forskning lever og har det godt. Det er en netop afholdt konference på the Courtauld Institute of Art i London, et bevis på. Fra Glyptoteket deltog moderne samlings Line Clausen Pedersen, Carlsbergstipendiat og Anna Schram Vejlby, museumsinspektør.

Konferencens overskrift var 1789, 1989, 2009. Changing Persepctives on Post-Revolutionary Art – og handlede altså om fransk kunst i årene omkring og især efter den franske revolution i 1789.

Eugéne Delacroix, Friheden fører folket på barrikaderne, 1830. Musée du Louvre

 

Interessant var især hovedtaleren professor i kunsthistorie og kvindestudier Susan Siegfried, Michigan University, der definerede revolutionen som ’et opgør med rigide traditioner også inden for billedkunsten’. Revolutionen ændrede som bekendt magtstrukturen i det franske samfund, og med den ændrede efterspørgslen på kunst sig også. Hvor man tidligere havde haft en samlende figur i kongen, splittedes samfundet nu op i utallige facetter af personlige historier fra en hverdag i hastig forandring. De, der kunne og ville betale for kunst, var ikke længere aristokrater eller gejstlige, de var borgere, der eftersøgte en ny form for samlende historie – nemlig deres egen om frihedens sejr over slaveriet.  Eller sagt med andre ord – fx Susan Siegfrieds: Totality is a concept that sits uneasily in the 19th Century.

Kunstnerne (nu også flere kvinder) blev efter revolutionen mere eksperimenterende, og krydsede mellem de kunstneriske genrer kunstakademiet tidligere havde dikteret skarpt hierarkisk; historiemaleri, portræt, landskab, stilleben. Et borgerportræt kunne pludselig glimrende kombineres med fx landskabeligt og allegorisk indhold, og ligeledes var man ikke længere så nøje optaget af, om komposition og format var ”passende” i forhold til motivet – noget der tidligere blev anset for et af de mest grundlæggende principper i billedkunsten.

Denne nye historieskrivning og opfattelse af hvad kunsten kunne, betød et grundlæggende skift i betingelserne for både det 19. og det 20. århundredes kunst.

Programmet for konferencen kan ses her.

Og resumeer af oplæggene kan ses her.

Read Full Post »

Older Posts »