Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Månedens værk’ Category

Glyptotekets ”Middelhavshorisont” sal 20A gemmer på en lille gruppe terrakottastatuetter forestillende opretstående kvinder fra midten af det 7. årh. f.Kr. De er ikke blandt samlingens største genstande, tværtimod, men ikke desto mindre er de kollektivt udvalgt som månedens værk, fordi der kan berettes spændende nyt om både statuetterne og den kulturhistoriske sammenhæng, hvori de oprindeligt har indgået.

Terrakottastatuetter forestillende kvinder fra midten af det 7. årh. f.Kr.

Ved den syditalienske joniske kyst ca. 120 kilometer syd for Tarant finder man den lille bjerglandsby Francavilla Marittima. I dag adskiller stedet sig ikke fra de andre små byer der, som perler på en snor, ligger hele vejen ned langs kysten indtil Messina strædet, men i oldtiden var situationen en ganske anden.

Fra tiden omkring 800 f.Kr. til ca. 510 f. Kr. lå der her en stor og vigtig bosættelse, hvorfra der stadigt er bevaret rigt udstyrede grave, hytter og templer. Netop i tempelområdet er der udført mange udgravninger gennem tiden, og det er derfor i dag muligt at danne sig et overblik over livet, som udspillede sig på stedet gennem næsten 300 år. I begyndelsen af det 8. årh. f.Kr. opstod der et lokalt kultsted, som var centreret omkring en stor hytte, hvorfra en stor mængde oldsager er blevet udgravet.

Francavilla Marittima, udgravninger 2008

At arkæologerne fortolker stedet som et kultcenter, skyldes ikke så meget de enkelte oldsagers beskaffenhed, men nærmere sammenfaldet af en række omstændigheder der tyder på, at noget særligt må have fundet sted. Hytten i sig selv er dobbelt så stor som andre kendte hytter fra perioden, og mængden af oldsager overstiger langt, hvad man normalt finder på bosættelser. Kigger man nærmere på fundstederne for de mange oldsager, er det særligt bemærkelsesværdigt, at mange fine bronzegenstande er fundet skjult under hyttens gulv. Der er bl.a. også fundet en række fornemt dekorerede vævevægte med labyrinter, dyre- og menneskefigurer.

Terrakottastatuette

I det 7. årh. f.Kr. udviklede stedet sig, til det man kan betegne som en ”rigtig” helligdom. Der blev opført templer med skulpturel udsmykning i ler, og en stigende strøm af pilgrimme fandt vej dertil for at tilbede helligdommens gudinde, som menes at være Athena. Med sig bragte de offergaver, og blandt disse var Glyptotekets statuetter. Hvem figurerne forestiller ved vi ikke. Der er flere muligheder.

Måske var statuetterne tænkt som gengivelser af giveren, tjenerinder for gudinden eller måske ligefrem gudinden selv? Det kan dog ikke udelukkes at statuetterne har haft forskellig betydning alt efter sammenhængen. Statuetterne er formstøbte, og identiske statuetter er fundet på tre andre helligdomme langs den joniske kyst. Leret, som statuetterne er udført i, er dog tydeligvis forskellig fra hinanden. Det kunne tyde på, at specialiserede håndværkere har rejst fra helligdom til helligdom og tilbudt deres særlige evne til at lave statuetter.

I den forbindelse må nævnes, at der for få år siden blev fundet et rullesegl i helligdommen i Francavilla, som er blevet anvendt til at dekorere en af Glyptoteket statuetter.

Terrakottastatuette, nærbillede af ryggen og segl af den type, som blev anvendt til at lave spiralmønstret.

Præcist hvor i helligdommen Glyptotekets statuetter er fundet vides ikke, men flere rige offergavedepoter er blevet udgravet, og statuetterne må oprindeligt have indgået i et af disse.

Reklamer

Read Full Post »

En interessant stele

En forgyldt stele med afbildning af en konge, der ofrer til en hellig tyr, er valgt til denne måneds værk, mens Glyptoteket viser særudstillingen ‘Kleopatras verden’. Stelen er med til at fortælle historien om den berømte dronning Kleopatra VII.

Stele til den hellige Buchis-tyr. Fundet i forbindelse med tyrens begravelse i Armant i det sydlige Ægypten (ÆIN 1681)

En særlig tyr blev født, da dronning Kleopatrs far Ptolemæus XII regerede Ægypten i år 53 f.Kr. Det år han døde, og Kleopatra kom på tronen i 51 f.Kr., blev tyren indviet som hellig Buchis-tyr i et tempel i Armant i det sydlige Ægypten. Den døde 24 år gammel efter et sikkert fornemt liv som hellig tyr i år 30 f.Kr. – det år, hvor Kleopatra tabte Ægypten til romerne med Oktavian i spidsen.

Den hellige Buchis-tyr som levede under dronning Kleopatras regeringstid

Den hellige Buchis-tyr på Glyptotekets stele blev altså begravet i Oktavians første år som hersker over Ægypten. De hellige Buchis-tyre, også før og efter denne fra Kleopatras tid, blev balsameret og begravet i store stensarkofager. Hver Buchis-tyr havde et hvælvet gravkammer i et underjordisk gangsystem. Gravanlægget for de hellige Buchis-tyre, kaldet Bucheum, blev udgravet i Armant omkring 1930. Et andet gravanlæg blev desuden fundet til Buchis-tyrenes mødre.

Model af Bucheum, det underjordiske gravanlæg for de hellige Buchis-tyre i Armant. Fra R. Mond & O.H. Myers, The Bucheum III (1934)

Buchis-tyrene repræsenterede både solguden Ra og dødeguden Osiris. Den oprindelige krigsgud Montu i Armant blev også knyttet til Buchis. Bucheum i Armant var i brug ca. 350 f.Kr til 300 e.Kr. Andre hellige tyre kendes fra det nordlige Ægypten, hvor der var en Apis-tyr i Memphis og en Mnevis-tyr i Heliopolis.

Rekonstruktion af gravkammer for hellig Buchis-tyr med en gravstele (tv), et offerbord (midt) og sarkofagen bagerst. Fra R. Mond & O.H. Myers, The Bucheum III (1934)

Ved hvert gravkammer stod en stele med afbildning af Buchis-tyren og en konge, der ofrer til tyren. Hieroglyfindskriften er bønner, der skulle hjælpe tyren i efterlivet. Begivenhederne i tyrens liv blev dateret ud fra kongens regeringsår, og det er her Glyptotekets stele bliver særlig interessant. Teksten indledes med datering for begravelsen “Første år, […] 21. dag under cæsar”. Hvem ‘cæsar’ er, kommer vi tilbage til. Længere nede nævnes, at tyren blev født i en konges 28. regeringsår og indviet som Buchis i en anden konges første regeringsår, samt at den døde 24 år gammel.

En tom kartouche til et kongenavn på Glyptotekets Buchis-stele (ÆIN 1681)

Kongernes navne skulle stå i såkaldte ‘kartoucher’, ringe omkring kongens navn, men de var efterladt tomme, som det ofte var tilfældet på denne tid. Vi må altså se på dateringerne, der netop passer med følgende:
Den romerske ‘cæsar’ i indledningen er Oktavian. Tyren blev født i Ptolemæus XII’s 28. regeringsår, indviet i dronning Kleopatras første regeringsår og døde i Oktavians første år. 

Oktavian senere kendt som kejser Augustus

Oktavian blev senere kendt som Kejser Augustus. Han var kun i Ægypten den ene gang, da han erobrede landet i 30 f.Kr. Han ville ikke kaldes ‘farao’ som de ægyptiske konger, men på Glyptotekets stele optræder han alligevel klædt som en ægyptisk farao. Præsterne, der tog sig af den hellige Buchis-tyr, sørgede sikkert for, at holde alle traditioner i hævd.
 
I øjeblikken kan stelen ses på særudstillingen Kleopatras verden. Når ‘Kleopatras verden’ lukker d. 7. august 2011, vil Buchis-stelen blive sat tilbage i udstillingsområdet Middelhavshorisonten i sal 25.

Læs mere om hellige tyre i Ægypten  

Read Full Post »

Trouville, sommeren 1865

Stranden og hotellerne i Normandiet sværmer med turister hver sommer. I midten af 1800-tallet tilbragte især franske og engelske velhavere gerne uger i badebyen Trouville-sur-Mer, og skulle man få lyst til at bestille et kunstværk, mens man lå på landet, stod kendte kunstnere parat. Portrætmesteren Alfred Stevens (1817-75) havde netop sagt ja til at male den engelske tapetfabrikant J.G. Potters tre døtre, da Courbet faldt forbi atelieret. Han forelskede sig hovedkulds i pigernes røde hår og insisterede på også at få lov at male dem.

Gustave Courbet: Tre engelske piger ved et vindue, 1865. Olie på lærred. 92,5 x 72,5 cm. Gave fra Ny Carlsbergfondet 1914.

Det blev til denne fantasi over hår, tøj og pels. En intens stoflighed dominerer billedrummet fuldstændigt. To lakerede stole, den grønne skodde og et smedejernsgitter rammer effektfuldt pigerne ind i et lillebitte rum, hvor himlen og havet kun anes i baggrunden. Søstrene har fået selskab af en puddel, og den yngste pige er ikke meget mere end et svævende hoved mod det blå udenfor.

Gustave Courbet: Tre engelske piger ved et vindue. Før og efter restaureringen i 1931.

Courbet har fokus på hår, stof og farver mere end på portrætlighed, og billedet bliver en fascineret variation over kvinden i tre stadier. Hr. Potter var ikke glad, og Courbet beholdt maleriet selv. Måske har den dristige, rumlige omgang med de mange figurer også været for meget for en senere ejer. I hvert fald blev den yngste pige og hunden dækket af et gråblåt lag maling engang efter kunstnerens død, og først i 1931 – 17 år efter køb af værket til Glyptoteket – gættede museets kunsthistoriker H. Rostrup, at der var flere rødhårede her end man skulle tro…

Read Full Post »

I tiden fra ca. 125 til ca. 350 e.v.t. blev velhavende romere gravlagt i reliefdekorerede marmorkister. Kisterne kaldes sarkofager, en sammensætning af de græske ord ’sarkos’ (kød) og ’fagos’ (spiser). Her i Glyptoteket findes en stor samling sarkofager fra selve Rom, og en af dem er månedens værk.

Det er en såkaldt ’guirlande-sarkofag’, opkaldt efter forside-relieffets motiv: Tre bevingede eroter bærer guirlander af druer, pinjekogler, granatæbler og blomster. På hver guirlande ser man teatermasker, og nede på jorden guffer fugle og harer vindruer i sig.

Sarkofag i Glyptoteket, IN2468

Forkanten af sarkofagens låg er også udsmykket med relieffer på hver side af en indskrift. Til venstre ser man en hyrde, der vogter en ged og to får; til højre holder to eroter et bagtæppe op bag en portrætbuste af en kvinde. Ansigtet er ikke hugget færdigt.

Indskriften står på en tavle støttet af to eroter. Den er på græsk og fortæller, at sarkofagen er givet af Aurelios Nikandros, den ulykkelige bedstefar til den afdøde pige Aurelia Kyrilla.

Sarkofagen dateres til ca. 300 e.v.t. Den blev fundet i 1884 under opførelsen af et hus, men blev først erhvervet til Glyptoteket i 1910. Den må have stået godt beskyttet, for den oprindelige bemaling er meget velbevaret. Forgyldningen blev frisket op efter 1884, men nedenunder findes den oprindelige bladguld stadig.

Lige nu bliver farvesporene grundigt undersøgt i forbindelse med forskningsprojektet ’På sporet af farven’. Relieffet er blandt andet blevet fotograferet med en særlig teknik kaldet VIL, der viser tilstedeværelsen af en bestemt farve kaldet ægyptisk blå. Resultaterne er forbløffende. 

Her ses den hornede Pan-maske i almindeligt lys, og til højre i en VIL-optagelse. Den ægyptiske blå ses som kraftig hvid luminescens, men på relieffet er der med det blotte øje absolut intet blåt at se! Teknikken afslører nemlig partikler af selv submikroskopisk størrelse.

Undersøgelserne er fortsat i gang, og vi er spændte på, hvor meget af sarkofagens farvepragt vi kan genopdage.

Read Full Post »

Otte milioner mumier af hunde og sjakaler

Engelske arkæologer har fundet otte milioner balsamerede hunde og sjakaler i ørkenen sydvest for Cairo. På Glyptoteket kan du se den gud, mumierne blev ofret til, sjakalguden Anubis.

Statue af guden Anubis (ÆIN 33)

Ægypterne mente, at guderne tog bolig i mumier af ‘hellige dyr’. I Anubis’ tilfælde var det hunde og sjakaler. Hvis en ægypter ønskede at bringe Anubis et offer, var en balsameret hund eller sjakal derfor en rigtig god idé. 

Bronzestatue af guden Anubis (ÆIN 173)

Dyrene blev formentlig holdt på farme, slået ihjel, balsameret og solgt til troende ægyptere, som ofrede dem til Anubis. Med tiden hobede mumierne sig op i kamre under hans tempel. Tidligere har arkæologer fundet milioner af balsamerede katte og ibisfugle, som ægypterne ofrede til gudinden Bastet og guden Thot.

Historien om de otte millioner hundemumier blev omtalt flere steder i medierne.

Read Full Post »

Hvem er den lille, tykke dame?

I sal 24d står et relief lavet i brændt ler. Det måler 48,5 x 50,5 cm og er 2-4 cm tykt. Relieffet er lavet i en form, og der findes andre eksemplarer lavet i samme form. Sådanne relieffer blev i årene 80 f.Kr. til ca. 60 e.Kr. brugt som vægudsmykning i romerske bygninger, såvel privathuse som templer og basilikaer.

Udsmykningen viser, at flere plader har dannet en frise, der gengiver et arkitektonisk forløb. I forreste plan står en fint, kanneleret pilaster med et korintisk kapitæl, der bærer en frise øverst dekoreret med akanthusblade. Bagved ses en søjlebåren portikus med runde buer båret af glatte søjler ligeledes med korinthiske kapitæler. Og her igennem ser vi et mærkeligt flodlandskab med nogle små hytter i baggrunden, som ser ud til at være lavet af strå. På taget af begge hytter står storke. I en romersk sammenhæng virker det temmeligt eksotisk. Som det ses af dyrene i floden, er vi heller ikke i Italien men i Ægypten.

Til venstre har vi en flodhest, der står og sprøjter vand og en farlig krokodille.

Til højre ses endnu en krokodille og to fredelige ænder. Men her er også en sivbåd, som stages af en lille nøgen og veludrustet mandsling og styres af en anden. De gengives som små, tykke og let deforme. De omtales som pygmæer og er meget yndede motiver i fremstillinger af livet på Nilen. I græsk kunst genfinder vi dem i scener, hvor de kæmper mod traner, der er lige så store som dem selv.

Sådanne Nil-landskaber findes også i andre medier især i mosaikker og i vægmalerier, hvor hele zoologiske haver af eksotiske dyr boltrer sig i og udenfor vandet.

Motiverne findes også i marmor, som det ses på bagsiden af den berømte statue af Nilen personificeret som en gammel flodgud, der blev fundet i 1513 i et tempel for den ægyptiske gudinde Isis på Marsmarken i Rom og nu står på Vatikanmuseet.

Her genfinder vi sivbåden med to pygmæer og krokodiller mellem siv og lotusblomster.

Store flodheste er også med på basen sammen med flere pygmæer.

Men der er endnu en figur på vort relief.

I venstre side ser man til venstre for hytten et rækværk og en lille trappe, og oven på rækværket ligger en skikkelse med ryggen til. En kvinde med bølget hår og slangekrøller blot nødtørftigt klædt i et klæde, der er svøbt under de svulmende baller. I venstre hånd holder hun en lille offerskål, og foran hende står en figur. Det er Priapos, en lille svajet mandsperson med en meget kraftig rejsning, der vender ud af billedet. Vi formoder, at hendes offer gælder denne frugtbarhedsgud, som hun også betragter. Der er noget erotisk i fremstillingen af den lille kvinde, der synes at høre til i en banketscene snarere end i en afrikansk landsby.

Sådanne ”damer” der ligger til bords. genfinder vi i andre Nilscener, som f.eks. den største af dem alle, Nilmosaikken i Palestrina udenfor Rom. Her ses alle de eksotiske dyr, men også en pergola med spisesofaer, hvor banketdeltagerne ligger og lader sig underholde of musikanter. De har også kun et klæde om underkroppen og ses både forfra og bagfra. På denne måde gengav man også Hermafrodite, som var en kvinde, når man så den bagfra, og kun røbede sin maskuline side, når man så den forfra. Også vinguden Dionysos’ følge af mænader og nymfer kunne gengives sådan, men altid som et erotisk signal.

Det har været foreslået, at den ”frække” dame på havegærdet kunne være en karikatur af romernes ægyptiske hadeobjekt Dronning Kleopatra VII (dronning 51-30 f.Kr.). Hun havde jo i sit korte liv lagt an på og erobret senrepublikkens helte efter tur: først Gajus Julius Caesar med hvem hun fik sønnen Caesarion, og som hun boede hos i Rom i flere år. Dernæst kastede hun sig over den heltemodige Marcus Antonius, med hvem hun fik tre børn. Desuden havde hun også en affære med Gnaeus Pompejus, den store Pompejus’ ældste søn og Caesars svorne modstander. Ikke noget under, at de retlinede romere anså den eksotiske dronning, der færdedes med sit store følge af slaver i pragtfulde processioner gennem byen, som en farlig og dæmonisk person, der fordrejede hovederne på deres helte. Måske gengives hun her som en pygmælignende skabning blot for at pointere hendes fremmedhed, og måske er temaet inspireret af Marcus Agrippas politik vendt mod de ægyptiske kulter i byen Rom, som under Kejser Tiberius (14-37 e.Kr.) førte til, at det store Isistempel på Marsmarken blev lukket netop efter en sex-skandale. Forfatteren Properts omtaler Kleopatra som ”Hore-dronningen af Canupus”. Canupus var det kvarter i Alexandria, hvor de prostituerede holdt til, men også en stor helligdom for de ægyptiske guder Isis og Osiris, som for romerne blev forbundet med prostitution. Ved Augustus’ reformer af det romerske samfund, der hvilede på de ægte romerske dyder, har han haft brug for et fjendebillede af den seksuelt depraverede ægyptiske dronning.

Glyptoteket viser udstillingen ‘Kleopatras verden’ 29. april – 7. august.

Read Full Post »

Carl Jacobsen: Iscenesættelse af en mæcen
 
I Dahlerups bygning i sal 44 ses et stort vægrelief, der forestiller en siddende og en stående mand, der skuer ud over en balkon, som var de tilskuere til en teaterforestilling. Det er da heller ikke hvem som helst, der er portrætteret. Relieffet forestiller Glyptotekets grundlægger brygger Carl Jacobsen (siddende) og arkitekten Vilhelm Dahlerup (stående). 

Hans Carl Christian Lamberg-Petersen, ”Carl Jacobsen og arkitekt Vilhelm Dahlerup” (MIN 1038)

Sal 44. Relieffet ses øverst til højre

Brygger Jacobsen og hans hustru havde i 1888 skænket deres private kunstsamling til offentligheden. En af betingelserne i gavebrevet var ”… at Staden Kjøbenhavn afgiver den nødvendige Byggegrund, og at Byen og Staten hver for sig deeltage med Halvdeelen af den til Opførelse af en passende Bygning nødvendige Sum, i alt en Million Kroner.”

I 1891 blev beslutningen om opførelse af et nyt kunstmuseum til bryggerens samling endelig stadfæstet, og Carl Jacobsens foretrukne arkitekt Vilhelm Dahlerup (1836-1907) blev valgt til opgaven. Det nye trefløjede museum, Ny Carlsberg Glyptotek, åbnede på Dantes Plads ved siden af Tivoli i 1897.

Plan over stueetagen i det nye kunstmuseum Ny Carlsberg Glyptotek (Dahlerups bygning)

Væg- og loftsreliefferne i det nye kunstmuseum var lavet af billedhuggeren og stukkatøren Hans Carl Christian Lamberg-Petersen (1866-1927). Der er ikke mange, der kender Lamberg-Petersen i dag, og han gjorde sig da heller ikke stærkt gældende som selvstændig skabende kunstner. Han var hovedsagligt respekteret og anerkendt blandt arkitekter for sine formfuldendte bygningsdekorationer, hvilket dette relief er et fint eksempel på.

Bryggeren Carl Jacobsen var ikke blot en stor kunstsamler og mæcen. Han forstod også i høj grad at iscenesætte sig selv i disse roller. Lamberg-Petersens reliefportræt af bryggeren var blot en del af denne iscenesættelse for Carl Jacobsen kendte sin kunsthistorie. Et portræt af en giver eller donator følger et historisk spor tilbage til senantikken, hvor de første kendte donatorportrætter dukker op.

Et donatorportræt eller giverportræt er normalt et portræt, der indgår i en større scene i et maleri, skulptur, relief eller lignende, og som viser portrættet af den person, som bestiller og betaler for det pågældende kunstværk. Donatorportrætter er især kendt i religiøs kunst, hvor giverens portræt indgik i den religiøse scene, som kunstværket viste. Det kunne for eksempel være en altertavle, som forestillede jomfru Maria med Jesusbarnet, hvor giveren er placeret knælende i forgrunden, som tilskuer til den religiøse scene. En af de berømteste eksempler på dette er den italienske kunstner Giovanni Lorenzo Berninis fremstilling af Den hellige Teresas ekstase (1647-1652) i familien Cornaros kapel i kirken Santa Maria della Vittoria i Rom. Den religiøse scene med den hellige Teresa og englen, der gennemborer hendes hjerte med en pil, er placeret centralt i kapellet. På begge sider af denne scene er familiemedlemmer af Cornaro-familien placeret i loger, som tilskuere til miraklet.

Santa Maria della Vittoria, Rom, Familien Cornaros kapel, detalje

På samme måde er Carl Jacobsen og Vilhelm Dahlerup placeret som tilskuere til den kunstsamling, som Carl Jacobsen skænkede til offentligheden, medens vi som beskuere af Lamberg-Petersens vægrelief bliver mindet om bryggerens store generøsitet.

Lamberg-Petersen, ”Carl Jacobsen og arkitekt Vilhelm Dahlerup” (MIN 1038), detalje

 

Read Full Post »

Older Posts »