Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Middelhavshorisonten’ Category

Glyptotekets ”Middelhavshorisont” sal 20A gemmer på en lille gruppe terrakottastatuetter forestillende opretstående kvinder fra midten af det 7. årh. f.Kr. De er ikke blandt samlingens største genstande, tværtimod, men ikke desto mindre er de kollektivt udvalgt som månedens værk, fordi der kan berettes spændende nyt om både statuetterne og den kulturhistoriske sammenhæng, hvori de oprindeligt har indgået.

Terrakottastatuetter forestillende kvinder fra midten af det 7. årh. f.Kr.

Ved den syditalienske joniske kyst ca. 120 kilometer syd for Tarant finder man den lille bjerglandsby Francavilla Marittima. I dag adskiller stedet sig ikke fra de andre små byer der, som perler på en snor, ligger hele vejen ned langs kysten indtil Messina strædet, men i oldtiden var situationen en ganske anden.

Fra tiden omkring 800 f.Kr. til ca. 510 f. Kr. lå der her en stor og vigtig bosættelse, hvorfra der stadigt er bevaret rigt udstyrede grave, hytter og templer. Netop i tempelområdet er der udført mange udgravninger gennem tiden, og det er derfor i dag muligt at danne sig et overblik over livet, som udspillede sig på stedet gennem næsten 300 år. I begyndelsen af det 8. årh. f.Kr. opstod der et lokalt kultsted, som var centreret omkring en stor hytte, hvorfra en stor mængde oldsager er blevet udgravet.

Francavilla Marittima, udgravninger 2008

At arkæologerne fortolker stedet som et kultcenter, skyldes ikke så meget de enkelte oldsagers beskaffenhed, men nærmere sammenfaldet af en række omstændigheder der tyder på, at noget særligt må have fundet sted. Hytten i sig selv er dobbelt så stor som andre kendte hytter fra perioden, og mængden af oldsager overstiger langt, hvad man normalt finder på bosættelser. Kigger man nærmere på fundstederne for de mange oldsager, er det særligt bemærkelsesværdigt, at mange fine bronzegenstande er fundet skjult under hyttens gulv. Der er bl.a. også fundet en række fornemt dekorerede vævevægte med labyrinter, dyre- og menneskefigurer.

Terrakottastatuette

I det 7. årh. f.Kr. udviklede stedet sig, til det man kan betegne som en ”rigtig” helligdom. Der blev opført templer med skulpturel udsmykning i ler, og en stigende strøm af pilgrimme fandt vej dertil for at tilbede helligdommens gudinde, som menes at være Athena. Med sig bragte de offergaver, og blandt disse var Glyptotekets statuetter. Hvem figurerne forestiller ved vi ikke. Der er flere muligheder.

Måske var statuetterne tænkt som gengivelser af giveren, tjenerinder for gudinden eller måske ligefrem gudinden selv? Det kan dog ikke udelukkes at statuetterne har haft forskellig betydning alt efter sammenhængen. Statuetterne er formstøbte, og identiske statuetter er fundet på tre andre helligdomme langs den joniske kyst. Leret, som statuetterne er udført i, er dog tydeligvis forskellig fra hinanden. Det kunne tyde på, at specialiserede håndværkere har rejst fra helligdom til helligdom og tilbudt deres særlige evne til at lave statuetter.

I den forbindelse må nævnes, at der for få år siden blev fundet et rullesegl i helligdommen i Francavilla, som er blevet anvendt til at dekorere en af Glyptoteket statuetter.

Terrakottastatuette, nærbillede af ryggen og segl af den type, som blev anvendt til at lave spiralmønstret.

Præcist hvor i helligdommen Glyptotekets statuetter er fundet vides ikke, men flere rige offergavedepoter er blevet udgravet, og statuetterne må oprindeligt have indgået i et af disse.

Reklamer

Read Full Post »

Hvem er den lille, tykke dame?

I sal 24d står et relief lavet i brændt ler. Det måler 48,5 x 50,5 cm og er 2-4 cm tykt. Relieffet er lavet i en form, og der findes andre eksemplarer lavet i samme form. Sådanne relieffer blev i årene 80 f.Kr. til ca. 60 e.Kr. brugt som vægudsmykning i romerske bygninger, såvel privathuse som templer og basilikaer.

Udsmykningen viser, at flere plader har dannet en frise, der gengiver et arkitektonisk forløb. I forreste plan står en fint, kanneleret pilaster med et korintisk kapitæl, der bærer en frise øverst dekoreret med akanthusblade. Bagved ses en søjlebåren portikus med runde buer båret af glatte søjler ligeledes med korinthiske kapitæler. Og her igennem ser vi et mærkeligt flodlandskab med nogle små hytter i baggrunden, som ser ud til at være lavet af strå. På taget af begge hytter står storke. I en romersk sammenhæng virker det temmeligt eksotisk. Som det ses af dyrene i floden, er vi heller ikke i Italien men i Ægypten.

Til venstre har vi en flodhest, der står og sprøjter vand og en farlig krokodille.

Til højre ses endnu en krokodille og to fredelige ænder. Men her er også en sivbåd, som stages af en lille nøgen og veludrustet mandsling og styres af en anden. De gengives som små, tykke og let deforme. De omtales som pygmæer og er meget yndede motiver i fremstillinger af livet på Nilen. I græsk kunst genfinder vi dem i scener, hvor de kæmper mod traner, der er lige så store som dem selv.

Sådanne Nil-landskaber findes også i andre medier især i mosaikker og i vægmalerier, hvor hele zoologiske haver af eksotiske dyr boltrer sig i og udenfor vandet.

Motiverne findes også i marmor, som det ses på bagsiden af den berømte statue af Nilen personificeret som en gammel flodgud, der blev fundet i 1513 i et tempel for den ægyptiske gudinde Isis på Marsmarken i Rom og nu står på Vatikanmuseet.

Her genfinder vi sivbåden med to pygmæer og krokodiller mellem siv og lotusblomster.

Store flodheste er også med på basen sammen med flere pygmæer.

Men der er endnu en figur på vort relief.

I venstre side ser man til venstre for hytten et rækværk og en lille trappe, og oven på rækværket ligger en skikkelse med ryggen til. En kvinde med bølget hår og slangekrøller blot nødtørftigt klædt i et klæde, der er svøbt under de svulmende baller. I venstre hånd holder hun en lille offerskål, og foran hende står en figur. Det er Priapos, en lille svajet mandsperson med en meget kraftig rejsning, der vender ud af billedet. Vi formoder, at hendes offer gælder denne frugtbarhedsgud, som hun også betragter. Der er noget erotisk i fremstillingen af den lille kvinde, der synes at høre til i en banketscene snarere end i en afrikansk landsby.

Sådanne ”damer” der ligger til bords. genfinder vi i andre Nilscener, som f.eks. den største af dem alle, Nilmosaikken i Palestrina udenfor Rom. Her ses alle de eksotiske dyr, men også en pergola med spisesofaer, hvor banketdeltagerne ligger og lader sig underholde of musikanter. De har også kun et klæde om underkroppen og ses både forfra og bagfra. På denne måde gengav man også Hermafrodite, som var en kvinde, når man så den bagfra, og kun røbede sin maskuline side, når man så den forfra. Også vinguden Dionysos’ følge af mænader og nymfer kunne gengives sådan, men altid som et erotisk signal.

Det har været foreslået, at den ”frække” dame på havegærdet kunne være en karikatur af romernes ægyptiske hadeobjekt Dronning Kleopatra VII (dronning 51-30 f.Kr.). Hun havde jo i sit korte liv lagt an på og erobret senrepublikkens helte efter tur: først Gajus Julius Caesar med hvem hun fik sønnen Caesarion, og som hun boede hos i Rom i flere år. Dernæst kastede hun sig over den heltemodige Marcus Antonius, med hvem hun fik tre børn. Desuden havde hun også en affære med Gnaeus Pompejus, den store Pompejus’ ældste søn og Caesars svorne modstander. Ikke noget under, at de retlinede romere anså den eksotiske dronning, der færdedes med sit store følge af slaver i pragtfulde processioner gennem byen, som en farlig og dæmonisk person, der fordrejede hovederne på deres helte. Måske gengives hun her som en pygmælignende skabning blot for at pointere hendes fremmedhed, og måske er temaet inspireret af Marcus Agrippas politik vendt mod de ægyptiske kulter i byen Rom, som under Kejser Tiberius (14-37 e.Kr.) førte til, at det store Isistempel på Marsmarken blev lukket netop efter en sex-skandale. Forfatteren Properts omtaler Kleopatra som ”Hore-dronningen af Canupus”. Canupus var det kvarter i Alexandria, hvor de prostituerede holdt til, men også en stor helligdom for de ægyptiske guder Isis og Osiris, som for romerne blev forbundet med prostitution. Ved Augustus’ reformer af det romerske samfund, der hvilede på de ægte romerske dyder, har han haft brug for et fjendebillede af den seksuelt depraverede ægyptiske dronning.

Glyptoteket viser udstillingen ‘Kleopatras verden’ 29. april – 7. august.

Read Full Post »

Denne måneds værk er en antik græsk vandkrukke med en figurscene på skulderen. Den viser myten om kongesønnen Triptolemos, der sendes ud af Demeter, gudinden for agerbrug og frugtbarhed, for at sprede kendskabet til korndyrkningen blandt menneskene. Siddende i en tohjulet vogn med vinger rækker han en flad skål frem mod gudinden, der skal til at hælde indholdet fra en kande ned i skålen. Det var skik og brug i antikken, at man ofrede inden man begav sig ud på en rejse, og her er de netop i færd med at hælde vinofret over alteret, der er placeret imellem dem.

Myten om Triptolemos på en græsk vandkrukke fra Glyptoteket.

 

Triptolemos kom fra den græske by Eleusis, syd for Athen. På dette sted fandtes en helligdom til Demeter og hendes datter Persefone. Alteret og faklen i Demeters hånd tyder på, at maleren af denne vandkrukke forestillede sig, at scenen fandt sted i Demeters egen helligdom. Helligdommen husede en mysteriekult, hvor man skulle være indviet i gudindens mysterier for at få adgang. Myten fortæller, at Triptolemos var den første, som gudinden indviede. Mysterierne er til den dag i dag en så velbevaret hemmelighed, at vi kun kender brudstykker af hvad der foregik. Men vi ved, at kulten var en frugtbarheds- og genopstandelseskult, der skulle sikre ikke blot naturens cyklus, men også medlemmernes genfødsel til et liv efter døden i dødsriget. Faklen i Demeters hånd hentyder til det, der hændte forud for historien om Triptolemos. Demeters datter Persefone bliver bortført til underverdenen og gift med dødsrigets hersker Hades mod sin vilje. I sin fortvivlelse leder Demeter med faklen i hånden overalt. Persefone er symbolet på planterne, der må dø, førend nye kan spire frem.

Glyptoteket har flere lerkrukker med myten om Triptolemos og Demeter. Her står Persefone bag Triptolemos.

Helligdommen i Eleusis var en vigtig helligdom for Athen. Derfor findes der mange lerkrukker med dette motiv fremstillet af athenske pottemagere. Denne vandkrukke er ingen undtagelse. Den repræsenterer noget af det fineste keramik i den typiske rødfigursteknik, hvor figurerne efterlades i lerets røde farve, mens resten af krukken bliver sortglaseret. Den kan dateres til mellem 480 og 470 f.Kr. Nogle gange signerede vasemaleren sit værk og hans navn blev bevaret for eftertiden, men vi kender ikke navnet på vores maler. Til gengæld er hans stil så karakteristisk, at vi nemt genkender hans hånd på flere krukker, og vi kalder ham Berlinmaleren efter hans hovedværk, en vase i Altes Museum i Berlin.

Berlinmaleren arbejdede i et af de mange værksteder, der lå lige udenfor Athens centrum. Her blev den komplicerede rødfigursteknik opfundet, og keramikken blev udbredt som handelsvare til en stor del af Middelhavsområdet. Ikke mindst etruskerne, der levede i det nuværende Toscana i Italien, var ivrige aftagere. Størstedelen af den athenske keramik, der er bevaret til i dag, stammer fra etruskiske kammergrave. Således er vores vandkrukke fra en gravplads ved den etruskiske by Orvieto, hvor den har indgået som en del af et større banketudstyr.  

Et udsnit af et vægmaleri fra en etruskik grav viser græske vaser, der er opstillet på et bord ved begravelsen. De malede vasers grav i Tarquinia.

 

Read Full Post »

I Glyptotekets udstilling Middelhavshorisonten står et fragment af en skulptur, der viser den etruskiske billedverden, når den er allermest dunkel og grum.

Etruskisk gravskulptur (HIN 250, udstillet i Middelhavshorisonten Sal 23)

Fragmentet forestiller en kæmpemæssig løvepote eller grifklo, der hviler på et afhugget menneskehoved. Ansigtet er stivnet med alle tegn på den gru, som den unge mand har følt i dødsøjeblikket. Munden står åben, forvredet i angst, og øjnene og panden er trukket sammen i smerte. Den dramatiske pathos er forstærket ved den rødmalede mund og ikke mindst blodet på den afhuggede hals. At der er tale om et afhugget hoved, og ikke et hoved afrevet af det rovdyr, som holder det, fremgår klart af den skarpskårne og lige afslutning på halsen. Brygger Jacobsens agent i Rom, Helbig, beskrev den meget malende i et brev til brygger Jacobsen i erhvervelsesåret 1907, ”et prægnant eksempel på den afskyelige etruskiske dæmonologi”. Og afskyvækkende er vel egentlig også det ord, der kommer nærmest til at beskrive, hvad der griber én som moderne betragter, når man første gang står overfor denne fortvivlelse mejslet i sten. Men hvorfor ønskede etruskerne overhovedet at forevige denne rædsel – hvilken betydning har skulpturen haft?

Skulpturen, der kan dateres til omkring 150 f.Kr., var oprindeligt over naturlig størrelse. Den er fremstillet af nenfro, en slags vulkansk tuf, der findes lokalt i det etruskiske område – det moderne Toscana og den nordlige del af Latium. Den menes at stamme fra den etruskiske by Tuscania, hvor den antagelig har været placeret på højen over en kammergrav. 

Familien Curuna’s grav under udgravning i Tuscania. Øverst i billedet ses indgangen. Graven var i brug fra 300- til 100-tallet f.Kr.

Disse grave bestod, som navnet antyder, af et eller flere kamre, der blev hugget ud i den bløde tufgrund, beregnet til at gravlægge flere generationer indenfor den samme familie. De døde blev lagt i sarkofager med låget formet som den døde, der ligger til bords ved den evige banket med familiemedlemmer og forfædrene.  

Sarkofaglåg af brændt ler, Tuscania ca. 160-130 f.Kr. (HIN 407, udstillet i Middelhavshorisonten Sal 22)

Motivet giver mening, når der er tale om en gravskulptur. Manden er allerede død, formodentlig ikke dræbt af dyret, men har snarere lidt en anden voldsom død – i krig for eksempel. Hermed bliver dyret et symbol på dødens triumf. Måske bærer den ligefrem den døde til dødsriget. Rovdyr som løver og pantere, og fabeldyr som griffe, halvt løve og halvt rovfugl, er desuden kendte figurer i den etruskiske dødeikonografi som beskyttere af de døde og af graven. På kister ses blodige scener med kampe på liv og død mellem dyr eller mennesker – som pendant til vores skulptur.  

Sarkofag med kæmpende løve, grif og hjort, Tarquinia ca. 300 f.Kr. (HIN 124 udstillet i Middelhavshorisonten Sal 22)

Der kendes flere andre eksempler på denne slags gravskulpturer, men Glyptotekets er den mest følelsesladede. Stilen er præget af den græsk-hellenistiske billedhuggertradition fra byen Pergamon i det nuværende Tyrkiet, hvor den storladne pathos var kendetegnende. Inspirationen til udformningen er formodentlig kommet fra pergamenske billedhuggere, der arbejdede i Rom.

Read Full Post »

T.E. Lawrence (1888-1935), måske bedre kendt som Lawrence of Arabia, startede sin karriere som arkæolog og deltog i udgravninger af byen Carchemish ved floden Eufrat i Syrien 1911-12. Han havde også rejst meget i området, talte flydende arabisk og blev især berømt, da han under 1. Verdenskrig kæmpede sammen med de arabiske tropper mod de osmanniske tyrkere iført traditionelt arabisk tøj. Hans dramatiske liv blev filmatiseret i 1962 med Peter O’Toole i hovedrollen som Lawrence of Arabia.

T. E. Lawrence

Og hvad har Lawrence of Arabia så at gøre med Glyptoteket? kunne man spørge.

Stenkrukker fra Tarkhan og el-Gerzeh i Ægypten

I udstillingsområdet Middelhavshorisonten kan man i begyndelsen af udstillingen se to glashylder med ægyptiske stenkrukker, som alle kommer fra den berømte engelske ægyptolog Flinders Petries (1853-1942) udgravninger i Ægypten. De øverste lidt større krukker af ægyptisk alabast (ikke den røde krukke tv) kommer fra grave i Tarkhan i det nordlige Ægypten.

Her udgravede Petrie i 1912 og 1913 hundredevis af grave fra perioden omkring 3000 f.Kr. Han fik hjælp af flere af sine egne studenter, og i seks uger i begyndelsen af 1912 deltog den unge Lawrence for at lære af den store mester. Han beskriver levende i breve, hvordan livet på en Petrie-udgravning foregik, og hvordan Petrie ‘var en mand af idéer og systemer, lige fra den rigtige måde at udgrave et tempel på, til hvordan man bør rense sine tænder.’

Da Lawrence mødte op den første morgen for at arbejde i Tarkhan, var han iført blazer og fodboldshorts, ligesom han plejede i Carchemish. Petrie bemærkede kort, at de ikke spillede kricket der, men han kom dog hurtigt til at skatte den unge ivrige og hårdtarbejdende Lawrence.

Lille alabastkrukke fra Tarkhan

Glyptoteket modtog i 1912 seks alabastkrukker fra Tarkhan sammen med andre Petrie-fund. En lille alabastkrukke fra Tarkhan står på hylden under de andre fem sammen med små krukker af forskellige sten fra en anden Petrie-udgravning (el-Gerzeh).

Lawrence skrev til en ven: ‘En Petrie-udgravning har sin helt egen stemning: nyrer på dåse blandes med mumier og amuletter i suppen: min seng er helt fyldt op med forhistoriske alabastkrukker af forskellige typer – og om natten hviler mine fødder på brødkassen for at holde rotter borte.’

Lawrence havde altså netop alabastkrukker fra Tarkhan i sin seng – og hvem ved, måske var det bl.a. dem, som i dag kan ses på Glyptoteket!

  

Citater mm. kommer fra M.S. Drower, Flinders Petrie. A Life in Archaeology (1985).
Man kan læse mere om Lawrence of Arabia på f.eks. Wikipedia.

Der findes flere indlæg på bloggen om Flinders Petries fund på Glyptoteket (se under kategorien ‘Petrie Projektet’), og på Glyptotekets hjemmeside kan man læse mere om Petrie Projektet.

 

Read Full Post »

grossekathofer

Hvis man planlægger et besøg i udstillingen Middelhavshorisonten, så vil man i disse dage kunne følge med, når en forsker fra Ruhr – Universität – Bochum undersøger farvespor på etruskiske skulpturer og sarkofager. Med mikroskop, makroskop og UV-analyseapparat studeres resterne af de farver, som skulpturer og relieffer har været bemalede med. I dag står de for størstedelen lyse i lerets eller stenens oprindelige farve, men i heldige tilfælde ses stadig spor fra den farverige bemaling. 

antefix1

Etruskerne udsmykkede huse, templer og grave med skulpturer i brændt ler, og her var farver meget vigtige for det endelige udtryk. Rød, sort, hvid, gul og lyserød er nogle af de farver, der oftest er bevarede, og som stadig kan ses på Glyptotekets genstande. Sarkofager i kalksten og marmor, udsmykket med relieffer, blev ligeledes bemalede – her kunne man tilføje detaljer i bladguld, der også stadig ses tydeligt med det blotte øje.

udsnit-sarkofag

Read Full Post »

Gløgg, vin chaud, Glühwein, toddy – den varme krydrede vin er kendt i mange lande! Gløgg kom oprindeligt til Danmark via Sverige efter 2. verdenskrig sammen med juletraditioner som Luciaoptog og julebukke. Men ideen med at servere vinen varm og krydret blev allerede brugt i antikken hos grækerne, etruskerne og romerne.

”Attisk rødfiguret blandingskar” (krater), ca. 470 f.Kr.. Glyptoteket                                           Attisk rødfiguret blandingskar, (krater), ca. 470 f.Kr. Kan ses i Sal 20C i Middelhavshorisonten.

Her krydrede man vinen med Middelhavets urter og eksotiske krydderier som kanel, kardemomme og peber, som man fik fra Orienten. Da vinen var mørk og stærk blandede man den med vand og tilsatte honning. Den blev serveret til fester i et stort blandingskar (krater), hvorfra man hældte den op i folks drikkekopper med øser og siede krydderierne fra.

En enkel opskrift på romersk krydret vin: Rødvin krydret med mynte og honning. Vinen koges sammen med krydderierne.

Read Full Post »

Older Posts »