Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Moderne Samling’ Category

Trouville, sommeren 1865

Stranden og hotellerne i Normandiet sværmer med turister hver sommer. I midten af 1800-tallet tilbragte især franske og engelske velhavere gerne uger i badebyen Trouville-sur-Mer, og skulle man få lyst til at bestille et kunstværk, mens man lå på landet, stod kendte kunstnere parat. Portrætmesteren Alfred Stevens (1817-75) havde netop sagt ja til at male den engelske tapetfabrikant J.G. Potters tre døtre, da Courbet faldt forbi atelieret. Han forelskede sig hovedkulds i pigernes røde hår og insisterede på også at få lov at male dem.

Gustave Courbet: Tre engelske piger ved et vindue, 1865. Olie på lærred. 92,5 x 72,5 cm. Gave fra Ny Carlsbergfondet 1914.

Det blev til denne fantasi over hår, tøj og pels. En intens stoflighed dominerer billedrummet fuldstændigt. To lakerede stole, den grønne skodde og et smedejernsgitter rammer effektfuldt pigerne ind i et lillebitte rum, hvor himlen og havet kun anes i baggrunden. Søstrene har fået selskab af en puddel, og den yngste pige er ikke meget mere end et svævende hoved mod det blå udenfor.

Gustave Courbet: Tre engelske piger ved et vindue. Før og efter restaureringen i 1931.

Courbet har fokus på hår, stof og farver mere end på portrætlighed, og billedet bliver en fascineret variation over kvinden i tre stadier. Hr. Potter var ikke glad, og Courbet beholdt maleriet selv. Måske har den dristige, rumlige omgang med de mange figurer også været for meget for en senere ejer. I hvert fald blev den yngste pige og hunden dækket af et gråblåt lag maling engang efter kunstnerens død, og først i 1931 – 17 år efter køb af værket til Glyptoteket – gættede museets kunsthistoriker H. Rostrup, at der var flere rødhårede her end man skulle tro…

Reklamer

Read Full Post »

Fransk salonskulptur og Degas' studier i bronze

Glyptotekets fine samling af Edgar Degas’ (1834-1917) bronzefigurer er nu udstillet i afdelingen for fransk skulptur. Side om side med den franske salonskulptur og værker af den berømte Auguste Rodin (1840-1917), fungerer de som en fin introduktion til en fortælling om skulpturen i Frankrig i det 19. århundrede.

Rodins ikoniske "Grubleren"

I perioden lige før – og efter – det ‘moderne gennembrud’ (omtrent 1870-1890) svirrede mange forskellige kunstneriske idealer i mellem hinanden. Derfor varierer de tekniske fremgangmåder også kunstnerne imellem.

Salonskulpturen demonstrerer idealfremstillinger af menneskekroppe i hvid marmor, så detaljerede, at de næsten ikke ligner massiv sten. Materialet  er et levn fra antikken og motiverne litterære som traditionen bød det. Degas’ formsprog er radikalt anderledes. For ham var skulpturen et øvelsesstykke der skulle forbedre hans maleri – ikke en selvstændig genre. Trods deres umiddelbare forskellighed, har de to typer skulptur dog noget til fælles. Både den elegante salonskulptur og Degas’ tåtippende danserinder stræber efter et formsprog, der får figuren til at fremstå som om den er i bevægelse. Det er ganske vist hårde materialer som marmor og bronze, men løftede ben, gestikulerende hænder og levende ansigter, er overbevisende virkemidler – og det vidste kunstnerne.

Rodins skulpturkroppe fremstår anderledes ‘tunge’, fordi muskler og sener toner frem i de overproportionerede torsoer og voldsomme lemmer. Indenfor en kort årrække udviklede skulpturen sig fra at være traditionel og idealiseret – til at mime det virkelige liv.

Velkommen til fransk skulptur på Glyptoteket!

Læs tidligere indlæg om Degas’ skulpturarbejde:
Balletdanserinde, Degas 
Edgar Degas’ skulpturer

Read Full Post »

Antoine -Louis Barye, Løbende afrikansk elefant. Foto. Ana Cecilia Gonzalez

Fredag den 18. marts genåbner stueetagen i den franske malerisamling.  Her kan du igen nyde malerier og skulpturer fra det 19. århundrede – i perioden før impressionisterne slog igennem. 

Som noget nyt, vil publikum kunne se Glyptotekets fine samling af vilde dyr i bronze, skabt af den franske skulptør Antoine-Louis Barye (1795-1875). 

Glæd dig!  Der vil være en elefant i rasende tempo, en tiger med tænderne i struben på en gazelle – og bjørnekamp!

Read Full Post »

En fejlfri verden? – Glyptoteket gentænker guldalderen

For få dage siden slog Glyptoteket dørene op for en splinterny ophængning med titlen “En fejlfri verden? Guldalderen på Glyptoteket”.

Marmorhoveder viser guldalderkunstnernes fascination af antikken. Ny Carlsberg Glyptotek. Foto Ana Cecilia Gonzales.

Perioden fra ca. 1800-1860 er blevet kaldt guldalderen, fordi eftertiden har besluttet, at den inkarnerer en glansperiode i Danmarks kultur- og kunsthistorie. Guldalderen står i vor bevidsthed som en tid, hvor markerne altid var grønne, kvinderne runde og landet intakt – præcis som tidens maleri synes at vise det. Epokens kunst kan samlet set virke som et glansbillede, en verden uden fejl: perfekte kystprospekter, idylliske landskaber og smuk, glat hud pakket ind i knitrende stof. Men den er også meget andet end det.

Drømmen om Danmark lever i Lundbyes landskabsidyl. Guldaldersamlingen. Ny Carlsberg Glyptotek. Foto Ana Cecilia Gonzales.

Sæt dig godt til rette og nyd portrætterne! Foto. Ana Cecilia Gonzalez

Den nye ophængning er tematiske og lader guldalderens motiviske mangfoldighed og kunstneriske variationer være tydelige som et broget kludetæppe. Damer, landskaber, studier og færdige værker side om side med antikke buster og væsener fra den nordiske mytologi, afslører periodens skiftende idealer. Nationalromantiske slotte og flagrende dannebrog, slutter epoken af med en forherligende version af en evigt idyllisk Dannevang. Kunsten havde skiftende præmisser og det kan ses. Krige i Europa, skiftende politiske dagsordener i Danmark – og en stigende interesse i kunsten som noget sanseligt, tog pusten fra de formler kunsten under Thorvaldsen og Eckersberg var udviklet indenfor.

Et søjlehoved iscenesætter drømmen om Italien. Foto:Ana Cecilia González

Dagslys og udsigt over Vinterhaven

Takket være Ny Carlsbergfondet har det været muligt at gennemføre en renovering af Dahlerup-bygningens klimaanlæg. Det har medført en række forandringer, så vi nu kan invitere til kunstnydelse i varmere og lysere omgivelser – bogstaveligt talt. Vinduesnicherne mod Vinterhaven er åbnet på ny, og med dagslyset følger en helt anderledes oplevelse af rummene på 1. sal end tidligere. Sådanne forbedringer lader sig kun med nænsom hånd gennemføre i en fredet ejendom som Carl Jacobsens Glyptotek fra 1897, og Kulturarvsstyrelsen og arkitekt Dan Ljunger har derfor fulgt og rådgivet arbejdet. Som noget nyt, kan gæsterne nu – med udsigt til palmerne – nyde en kop kaffe i guldalderloungen. Her kan du også læse i bøger fra perioden og danne dig et overblik over de samfundsmæssige begivenheder i tiden på tidslinjen.

God fornøjelse i den nye ophængning af guldalderen!

Read Full Post »

To i én – Courbet og Cézanne.

Stilleben er et motiv, der forestiller en række genstande arrangeret i maleriet, men som fremgår uden videre handlingsforløb eller fortælling. Sædvanligvis er det opstillinger af frugter eller andre genkendelige genstande, hvis symbolske betydning referer til emner som forfængelighed (vanitas) og livets forgængelighed: memento mori. Eller på almindelig dansk: husk du skal dø. Den præcise historie bag stilleben kan være svær at spore. Som selvstændig genre synes den at finde sin plads omkring det 15. og 16. århundrede. Med opkomsten af kunstakademierne blev stilen betragtet som en del af de færdigheder, det forventedes, at en maler kunne beherske, inden denne begav sig i kast med det store historiemaleri, der netop lå højeste i kunstakademiernes genrehierarki.

Glyptoteket ejer to vidunderlige eksempler på denne type maleri. Dem har vi i december valgt at præsentere sammen – både her på bloggen og fysisk i salen hvor de hænger. Motivet taler for sig selv og afslører, at to så vidt forskellige kunstnere som Courbet (1819- 1877) og Cézanne (1839-1906) begge i deres værk forholder sig til den klassiske stillebengenre. Resultaterne er spændende og originale på hver deres måde. De to stilleben viser sammen, hvordan en traditionel genre genoptages på tværs af tid og sted – og samtidig præsenterer de et interessant møde mellem to af de største franske malere. 

Courbets Nature morte med æbler og pærer fra 1871 viser, hvordan kunstneren formår at udforske frugternes stoflighed. De synes overmodne og svulmende, næsten som var de flydende.  Resultatet er en form for over-realisme, der slet ikke har hold i virkeligheden. Den mørke, udefinerbare baggrund afslører kun en lille stump lys, derfor fremstår frugterne meget farverige og træder tydeligt frem af det dunkle rum. Hver frugt synes at have sit eget karakteristika, måske fordi Courbet har malet dem separat og på den måde holdt deres volumen adskilt. Det år, maleriet blev til,  blev Courbet idømt seks måneders fængsel.  Hans helbred skrantede, og derfor blev kunstneren prøveløsladt og derpå indlagt på en klinik. Det var under denne indlæggelse, han malede Glyptotekets værk. Motivet er med andre ord hentet frem af hukommelsen og ikke baseret på en virkelig opstilling af frugter, som han under normale omstændigheder ville have arbejdet ud fra. Formentlig skyldes frugternes underfundige form og sære overflade at motivet er baseret på forestillinger og ikke er et virkeligt fad med frugt.
  

Cézannes bud på et stilleben er Nature morte med æbler i en skål, malet omkring 1879-82. Opstillingen viser en bordplade, hvorpå et fad og en opsats med frugter er placeret. Kuglen, keglen og cylinderen er de tre former, som Cézanne ofte arbejdede ud fra, hvilket også ses her. Han skildrer de samme genstande gentagne gange i forskellige kombinationer. Eksempelvis går frugternes runde form igen i fadet. Hans genbrug af den cirkulære form medvirker til at skabe samhørighed mellem de to opstillinger på bordet. Cézanne søger ikke at give frugterne samme tredimensionale volumen som hos Courbet, hvilket blandt andet kan ses i hans sparsomme brug af skygger. Derved bliver motivets udtryk kantet og fladt. Tydeligt er dette i klædet, der henslængt ligger på bordet. Det forekommer mere kantet end blødt, fornemmelsen af det kantede mimes i baggrundens eksotiske mønstre. Farvevalget er holdt i lyse toner, så de orangegyldne frugter træder tydeligere frem.

Courbet malede efter sin hukommelse, hvorimod Cézanne malede efter en fysisk opstilling i sit atelier. Cézanne betragtes af kunsthistorien som en original på grund af sin teknik og malestil, og han betegnes som avantgardistisk, fordi han med sit maleri banede vejen for en helt ny opfattelse af rum ved at arbejde med en todimensional flade. Han bryder med traditionen, men fastholder samtidig dele af den – og dermed også lidt af Courbets måde at male på.

Du kan nyde synet – og mødet mellem Courbet og Cézanne på 2. salen i den franske malerisamling.

God fornøjelse!

 

Read Full Post »

Ana Cecilia González har taget en række billeder fra nyopstillingen “Studier i bronze” med Glyptotekets komplette skulptursamling af Edgar Degas (1834-1917).

Tidligere indlæg om Studier i bronze   
Tidligere indlæg med billeder af Cecilia

Read Full Post »

Jens Adolf Jerichaus ”Kristus”

Jens Adolf Jerichau, "Kristus" (MIN 368)

Brygger Carl Jacobsen (1842-1914) og hans hustru Ottilia Jacobsen (1854-1903) havde i 1888 skænket deres private kunstsamling til offentligheden. Kunstsamlingen befandt sig i det såkaldte Glyptothek på Ny Carlsberg, som var en række offentlige udstillingsrum, der lå i tilknytning til familiens bolig på Carlsberg Bryggeriernes grund.

Carl Jacobsen havde i nogle år været optaget af tanken om et større museum, og han udarbejdede en række skitser, som arkitekten Vilhelm Dahlerup videreførte i den bygning, der skulle blive til museet Ny Carlsberg Glyptotek på Dantes Plads i København.

I både Jacobsens og Dahlerups første skitser til det nye museum var billedhuggeren Jens Adolf Jerichaus (1816-1883) store statue ”Kristus” fra 1849 indtegnet i et centralt kuplet rum. Jerichaus statue var dermed tiltænkt en hovedrolle i bryggerens nye museum.

Carl Jacobsens første skitse til det nye museum (1884)

Carl Jacobsen havde allerede i 1882 købt en gipsafstøbning af statuen, som blev opstillet i Glyptotheket på Ny Carlsberg sammen med blandt andet Jerichaus gennembrudsværk ”Herkules og Hebe” (MIN 365) fra 1845.

Fotografi fra 1888 af udstillingssal på Glyptotheket på Ny Carlsberg. Carl Jacobsen ses med foldede hænder i midten af fotografiet, omgivet af en række franske kunstnere, som var på besøg i forbindelse med 1888-udstillingen af fransk kunst i København. Til venstre ses Jerichaus ”Kristus” og til højre ”Herkules og Hebe”.

Planerne om et museum med en kuplet sal blev kun ved planerne, da museets endelige udformning blev et trefløjet anlæg, som stod færdigt i 1897. Jerichaus Kristus-statue var dog stadig tiltænkt en central rolle i det nye museum. Allerede fra byggeriets start i 1892 benævnes en af salene i den nye museumsbygning Kristussalen (sal 45), hvilket den stadig kaldes. Kristussalen blev udformet som et næsten kvadratisk rum, og i den rigt udsmykkede niche i salens endevæg fik Jerichaus statue sin endelige plads.

Kristussalens udsmykning kredser om det kristne tema. Fire cirkelrunde relieffer af Jerichau forestiller de fire evangelister og over dem er der indsat inskriptionstavler med tekster fra Johannes åbenbaring. Over apsiden ses tegnene for alfa og omega, som er symboler for Kristus. Den siddende kvindefigur i stuk på venstre side af apsis hviler sin fod på Esajas bog. Denne gammeltestamentlige profet forudsagde Jahves komme som verdens hersker. Kvindefiguren på højre side sidder med symbolet for renhed og uskyld, nemlig liljen, som ofte bliver brugt i fremstillinger af bebudelsesscenen med Jomfru Maria og ærkeenglen Gabriel. Hele endevæggen illustrerer derved den gammeltestamentlige og den nytestamentlige version af Kristi komme, og Jerichaus genopstandne Kristus fuldender historien.

Kristussalen i Dansk sidelys i Dahlerups bygning

Men efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskæl. For Herrens Engel steg ned fra himmelen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men Engelen sagde til Kvinderne: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans Disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” (Matthæus 28, 1-7)

Evangelierne beskriver ikke selve scenen, hvor Jesus stiger op fra dødslejet, men motivet er skildret gennem hele kunsthistorien i relieffer, skulpturer og malerier. I 1821 havde den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844) udført en statue forestillende den genopstandne Kristus til Vor Frue Kirke i København. Thorvaldsens nyklassicistiske Kristus blev prist i høje toner og opnåede verdensberømmelse.

Bertel Thorvaldsen, ”Kristus”, 1821. Thorvaldsens Museum (Inv.nr. A82). Foto: Thorvaldsens Museum

I 1847 opfordrede Marianna af Oranien, prinsesse af Nederlandene, Jens Adolf Jerichau til at deltage i konkurrencen om en Kristus-statue, som hun ønskede udført til en slægtnings grav i Kamenz i Sachsen. Jerichau vandt konkurrencen, men han havde svært ved at løsrive sig fra sit store forbillede Bertel Thorvaldsen, og slægtskabet mellem de to statuer er da også markant. Dette ses især i fremstillingen af Kristi ansigt og i den folderige chiton. I modsætning til Thorvaldsens Kristus har Jerichaus Kristus ingen sårmærker efter nagler og spyd. Jerichaus Kristus løfter derimod sin højre arm i en velsignende gestus. Den oprakte hånd har tre fingre strakt som symbol for treenigheden. Tommelfingeren er Faderen, pegefingeren er Helligånden og langemanden er Sønnen. De bøjede fingre, ringfingeren og lillefingeren, symboliserer Kristi menneskelige og guddommelige natur; han er både gud og menneske.

Read Full Post »

Older Posts »