Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Kunst i det 20. århundrede’ Category

 MIN 2790 Cezanne, Badende.

I denne uge har Glyptotekets Moderne Samling Nanna Claudius Bergø (9. kl.) i praktik. Hun har skrevet om novembers værk, Paul Cézannes “Badende kvinder”: 

Billedet er malet af Paul Cézanne (1839-1906), og forestiller 4 nøgne kvinder i naturen. Oprindeligt var der 5 kvinder, men den ene malede han over, måske fordi det ikke passede godt ind i det samlede indtryk. Man kan se lidt af hendes ryg i højre side af billedet.

Baggrunden er lidt mørk og virker dyster. Han har malet det nederste lag med mørkegrønne og mørkeblå farver i store brede og bløde strøg, som er blandet sammen. Det mørke bliver delt af lidt lysere grønne farver, der er malet som brede klatter. Under den lyse maling er der strejf af noget brunt, måske en træstamme. Længere oppe i billedet er flere farver blandet sammen. Stadig er de malet i klatter, og farverne er igen mørke og dystre. Øverst ligger en mørkeblå farve, der skiller en lyseblå, jævnt malet himmel. Den mørkeblå bliver ind i mellem brudt af lyse pletter, det kunne ligne bjerge.

Som kontrast til alt det mørke er der de 4 kvinder på billedet. Deres hud er meget lys, og man kan se, at Cézanne er startet med at male dem med en lys hudfarve. Skyggerne har han malet med farver som grøn og en rødlig lysebrun, så personerne får former. De skarpere kanter på dem og de tydeligere skygger, som fx rygraden, har han valgt at male med en mørkeblå i tynde, lange strøg. Huden er malet med små strøg, der glider sammen. Den midterste kvinde er malet lysere end de andre, og derfor lægger man mere mærke til hende. Han har valgt ikke at male så mange detaljer, man kan fx ikke se hendes mund, og der er ikke gjort meget ud af hår, fødder eller hænder på nogen af dem. Kvinden længst til højre har et klæde på armen. Det er malet med lange, hvide og grå penselstrøg, og klædet bliver næsten en del af hende. Den midterste kvindes klæde er mere en del af baggrunden og er malet med hvide og grønne skygger.

Cézanne malede næsten aldrig efter levende model, men fik sin inspiration fra andre maleres værker. Kvinden med fronten til er bl.a. inspireret af et Peter Paul Rubens billede fra 1621-1625, der i dag hænger på Louvre. Billedet hedder ”The Apotheosis of Henry IV and the Proclamation of the Regency of Marie de Médicis” og viser blandt andet en halvnøgen sejrsgudinde, Viktoria. Kvinden længst til højre i ”Badende kvinder” er desuden malet ud fra en skulptur af Amor, som var kunstnerens egen, og som i dag står på Louvre. Denne skulptur findes også på flere af hans billeder, og det er benstillingen og den svajende ryg, der har inspireret ham.

x196image_58950_v2_m56577569830599356

Cézanne malede mange billeder af badende gennem sin karriere, og det er blevet et kendetegn for kunstneren. Han har malet over 200 billeder med dette motiv, selvom det har ændret sig gennem tiden. I starten, 1870´erne, er billederne meget rodede og mørke, der er mange kvinder på billederne, og de er tit lidt udviskede. Omkring 1880´erne bliver de lysere, og der er færre kvinder på billederne, linjerne bliver skarpere, og det er derfor nemmere at få et indtryk af, hvordan personerne ser ud. Senere, 1890´erne, er der mere ro over motiverne. Til sidst, i starten af 1900-tallet, begynder farverne at smelte sammen og billederne består af få, skarpe streger og en masse farver, og der optræder igen mange mennesker.

Når han malede badebilleder, var det aldrig af en bestemt situation eller et bestemt øjeblik, men det var malerier af noget tidløst. Der er ikke noget samspil mellem personerne på billederne, som der ellers var på mange nøgenbilleder på den tid.

Ligesom nogle personer gik igen på hans badebilleder, gik andre motiver også igen. Han kunne male den samme opstilling flere gange med personer, der var placeret samme sted og på samme måde.

Måden han malede på, de lidt dystre farver og de tykke lag maling, gjorde ham ikke særlig anerkendt. Kritikerne kaldte det umodent og teknisk dårligt malet, og han fik derfor ikke rigtig solgt noget før i en temmelig sen alder.

Read Full Post »

Alting kan ske
når kastanjerne falder
på September Allé…

MIN 1969 Hammershoi, Montague Street

Det er blevet efterår. Ifølge kalenderen og i Københavns gader. I dag, den 3. september, er det tilmed næsten lige så gråt og fugtigt som i Vilhelm Hammershøi Gade i London fra 1906.

Hammershøi har standset tiden og tømt gaden. Fugten hænger i og over byen, og træerne er stive og monumentale som de bygninger, de flankerer. Til venstre er det i parentes bemærket en kær kollega, nemlig det fantastiske British Museum.

Det er paradoksalt at skildre en by, der også dengang var en af verdens største, på denne måde –  helt uden liv og puls. Til gengæld har Hammershøi leveret en helt eminent  og meget delikat skildring af gaderummet, arkitekturens detaljer og planer, gitterværket og kantstenens kurver. Alle linjer og former føjer sig ind i en sublim og koloristisk afdæmpet helhed uden det levede livs indblanding.

Hvem der bare var i London på en regnvejrsdag!

Read Full Post »

Glyptotekets magasiner gemmer på tusindvis af små skatte, som kun sjældent bliver udstillet. En af dem er nasoteket. Og hvad er så det?

Nasoteket er en samling af 156 marmornæser, der har siddet på forskellige skulpturer i Glyptotekets antikke samling. Tidligere var det almindeligt at restaurere antikke skulpturer ved at give dem nye arme, ben eller næser, hvis de var faldet af. På den måde kunne publikum opleve skulpturerne, som de oprindeligt havde set ud i antikken, og derfor ankom mange af de antikke skulpturer med ’falske’ næser til Glyptoteket.

I løbet af det 20. århundrede har man løbende fjernet mange næser og andre legemsdele fra skulpturerne igen for at præsentere skulpturerne så ’rene’ som muligt. Herefter er næserne så blevet samlet og gemt til eftertiden – måske vil man en dag igen restaurere de antikke skulpturer ved at imitere de oprindelige kunstværker?

Nasoteket var i 1981 en del af udstillingen ’Restaurering – før og nu’ på Glyptoteket.

Nasoteket var i 1981 en del af udstillingen ’Restaurering – før og nu’ på Glyptoteket.

Nasoteket kan ses som et udtryk for, hvor forskelligt man gennem tiden har opfattet restaurering og konservering. I dag fokuserer man på det, der er bevaret – tidligere søgte man at genskabe det oprindelige. Enkelte rekonstruerede legemsdele kan man dog stadig finde på skulpturer i den antikke samling på Glyptoteket – i nogle tilfælde ville de falde fra hinanden, hvis man fjernede dem.

Read Full Post »

I dag den 2. februar er det Kyndelmisse, der markerer, at vi er halvt igennem vinteren ifølge gammel tradition. Kyndelmisse falder i den koldeste tid og kunne udmærket illustreres med den franske kunstner Paul Roger-Bloches (1865-1943) værk Kulden fra 1907, som for tiden står i ly i Glyptotekets gård.
 Bloche, Froid (Kulden). Glyptoteket

Ved slutningen af det 19. århundrede blev fattigdom et af de realistiske kunstneres yndlingstemaer i jagten efter nye motiver. Billedhuggere modellerede trøstesløse scener hentet fra gadelivet, hvis rå socialrealisme kunne accepteres, når blot den bevægede sindet og vækkede ædle følelser som f.eks. medlidenhed. Roger-Bloches Kulden er et eksempel på sådan et værk – og det blev højt værdsat i samtiden. 

Roger-Bloche fik ry for at udtrykke det moderne liv og de ydmyges virkelighed med oprigtighed og medfølelse. Realismen er da også et gennemgående træk i hans oeuvre, og afspejler desuden en klar inspiration fra kunstnere som Auguste Rodin og Jules Dalou.
Titlen viser tilbage til de mytiske personifikationer af kulde og vinter som en gammel, skægget mand indhyllet i tykke klæder. Men Roger-Bloche behandlede ikke motivet efter den banale tradition. Han brugte det udtryksfulde i de to menneskers tillukkede og knugede ydre til på en gang at skabe en moderne allegori over kulde – og en karakteristik af to moderne mennesketyper. 

Kulden. Le Froid. Detalje.

Efter at have bestilt værket hos kunstneren foreslog Carl Jacobsen i 1908, at skulpturen blev opstillet ved Helligåndskirken i København, men hans ide blev venligt afslået med ordene:

Sagen angaaende en eventuel Opstilling af de to stakkels gennemfrosne Mennesker paa Pladsen ved Helligaandskirken har været til Forhandling baade i Kirkeinspektionen og i Menighedsraadet for Helligaands Sogn, og man har overdraget mig først at udtale Dem vor Tak for det venlige Tilbud, men dernæst at bemærke, at denne Statue – hvor smuk den er – dog ikke synes at passe ret til denne Plads.

Read Full Post »