Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Skulptur’ Category

Fransk salonskulptur og Degas' studier i bronze

Glyptotekets fine samling af Edgar Degas’ (1834-1917) bronzefigurer er nu udstillet i afdelingen for fransk skulptur. Side om side med den franske salonskulptur og værker af den berømte Auguste Rodin (1840-1917), fungerer de som en fin introduktion til en fortælling om skulpturen i Frankrig i det 19. århundrede.

Rodins ikoniske "Grubleren"

I perioden lige før – og efter – det ‘moderne gennembrud’ (omtrent 1870-1890) svirrede mange forskellige kunstneriske idealer i mellem hinanden. Derfor varierer de tekniske fremgangmåder også kunstnerne imellem.

Salonskulpturen demonstrerer idealfremstillinger af menneskekroppe i hvid marmor, så detaljerede, at de næsten ikke ligner massiv sten. Materialet  er et levn fra antikken og motiverne litterære som traditionen bød det. Degas’ formsprog er radikalt anderledes. For ham var skulpturen et øvelsesstykke der skulle forbedre hans maleri – ikke en selvstændig genre. Trods deres umiddelbare forskellighed, har de to typer skulptur dog noget til fælles. Både den elegante salonskulptur og Degas’ tåtippende danserinder stræber efter et formsprog, der får figuren til at fremstå som om den er i bevægelse. Det er ganske vist hårde materialer som marmor og bronze, men løftede ben, gestikulerende hænder og levende ansigter, er overbevisende virkemidler – og det vidste kunstnerne.

Rodins skulpturkroppe fremstår anderledes ‘tunge’, fordi muskler og sener toner frem i de overproportionerede torsoer og voldsomme lemmer. Indenfor en kort årrække udviklede skulpturen sig fra at være traditionel og idealiseret – til at mime det virkelige liv.

Velkommen til fransk skulptur på Glyptoteket!

Læs tidligere indlæg om Degas’ skulpturarbejde:
Balletdanserinde, Degas 
Edgar Degas’ skulpturer

Reklamer

Read Full Post »

Arkæologer elsker potteskår – for brændt ler kan nok gå i mange stykker, men det går aldrig helt til grunde. Selv ud fra små dele kan specialisten se den oprindelige helhed.

På Glyptoteket kan man nemt glemme, at alle de antikke statuer engang er fundet under jorden sammen med rester fra det liv, de var en del af. Statuer og portrætter er købt fine og rene i kunsthandelen, og det er kun i få tilfælde, at vi ved noget om, hvor og hvordan de er fundet.

Men om statuegruppen Aftemis og Ifigenia ved vi en del. Den blev fundet 1886 af bygningsarbejdere på Piazza Sallustio nr. 1 i Rom. (Se Piazza Sallustio nr. 1, som det ser ud i dag: Piazza Sallustio, 1 hos google maps)

Men professor Studniczka fra Leipzig var overbevist om, at der var mere at komme efter i rummet under Rom. Han overtalte Carl Jacobsen til at støtte en lille ekspedition og tog til Rom i sin sommerferie for at grave.

Han fandt en række stumper af marmorgruppen og rester af udsmykning og brugsgenstande fra før statuegruppen blev opstillet i 2. årh. e.Kr. Her var blandt andet dele af skåle og olielamper.

I det smalle rum, der ligger 17 meter under jorden, fandt Studniczka også den base, som marmorgruppen havde stået på. Basen er lavet af teglsten og var oprindeligt dækket af marmorplader. Den stod under resterne af et hvælv i blå glasmosaik med hvide muslingeskaller. Alt sammen ser ud til at have været del af et fontæneanlæg, hvor statuegruppen har stået foran rindende vand, der reflekterede solens stråler.

Det lykkedes professor Studniczka at lave en rekonstruktion af statuegruppen ved hjælp af de hundredvis af fragmenter fundet i det skjulte rum under jorden.

Statuen gengiver en dramatisk historie om gudinden Artemis, der redder den græske prinsesse Ifigenia fra at blive ofret af sin far. Fortællingen var yndet i antikken og har rødder i den græske mytologi.

Statuegruppen står i Sal 9.

Fra Universitetet i Leipzig har vi lånt nogle af de dele af terrakottaplader, lamper og skåle, som Studniczka fandt.

For første gang siden 1888 forener Glyptoteket et af sine hovedværker med småfund fra et underjordisk kammer i Rom. Kom på søndag d. 3. april kl. 14 og hør Mette Moltesen fortælle myten om værket og historien om udgravningen.
Søndag er entré til museet gratis, og det er gratis at gå med på omvisningen.

Read Full Post »

Jens Adolf Jerichaus ”Kristus”

Jens Adolf Jerichau, "Kristus" (MIN 368)

Brygger Carl Jacobsen (1842-1914) og hans hustru Ottilia Jacobsen (1854-1903) havde i 1888 skænket deres private kunstsamling til offentligheden. Kunstsamlingen befandt sig i det såkaldte Glyptothek på Ny Carlsberg, som var en række offentlige udstillingsrum, der lå i tilknytning til familiens bolig på Carlsberg Bryggeriernes grund.

Carl Jacobsen havde i nogle år været optaget af tanken om et større museum, og han udarbejdede en række skitser, som arkitekten Vilhelm Dahlerup videreførte i den bygning, der skulle blive til museet Ny Carlsberg Glyptotek på Dantes Plads i København.

I både Jacobsens og Dahlerups første skitser til det nye museum var billedhuggeren Jens Adolf Jerichaus (1816-1883) store statue ”Kristus” fra 1849 indtegnet i et centralt kuplet rum. Jerichaus statue var dermed tiltænkt en hovedrolle i bryggerens nye museum.

Carl Jacobsens første skitse til det nye museum (1884)

Carl Jacobsen havde allerede i 1882 købt en gipsafstøbning af statuen, som blev opstillet i Glyptotheket på Ny Carlsberg sammen med blandt andet Jerichaus gennembrudsværk ”Herkules og Hebe” (MIN 365) fra 1845.

Fotografi fra 1888 af udstillingssal på Glyptotheket på Ny Carlsberg. Carl Jacobsen ses med foldede hænder i midten af fotografiet, omgivet af en række franske kunstnere, som var på besøg i forbindelse med 1888-udstillingen af fransk kunst i København. Til venstre ses Jerichaus ”Kristus” og til højre ”Herkules og Hebe”.

Planerne om et museum med en kuplet sal blev kun ved planerne, da museets endelige udformning blev et trefløjet anlæg, som stod færdigt i 1897. Jerichaus Kristus-statue var dog stadig tiltænkt en central rolle i det nye museum. Allerede fra byggeriets start i 1892 benævnes en af salene i den nye museumsbygning Kristussalen (sal 45), hvilket den stadig kaldes. Kristussalen blev udformet som et næsten kvadratisk rum, og i den rigt udsmykkede niche i salens endevæg fik Jerichaus statue sin endelige plads.

Kristussalens udsmykning kredser om det kristne tema. Fire cirkelrunde relieffer af Jerichau forestiller de fire evangelister og over dem er der indsat inskriptionstavler med tekster fra Johannes åbenbaring. Over apsiden ses tegnene for alfa og omega, som er symboler for Kristus. Den siddende kvindefigur i stuk på venstre side af apsis hviler sin fod på Esajas bog. Denne gammeltestamentlige profet forudsagde Jahves komme som verdens hersker. Kvindefiguren på højre side sidder med symbolet for renhed og uskyld, nemlig liljen, som ofte bliver brugt i fremstillinger af bebudelsesscenen med Jomfru Maria og ærkeenglen Gabriel. Hele endevæggen illustrerer derved den gammeltestamentlige og den nytestamentlige version af Kristi komme, og Jerichaus genopstandne Kristus fuldender historien.

Kristussalen i Dansk sidelys i Dahlerups bygning

Men efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskæl. For Herrens Engel steg ned fra himmelen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men Engelen sagde til Kvinderne: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans Disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” (Matthæus 28, 1-7)

Evangelierne beskriver ikke selve scenen, hvor Jesus stiger op fra dødslejet, men motivet er skildret gennem hele kunsthistorien i relieffer, skulpturer og malerier. I 1821 havde den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844) udført en statue forestillende den genopstandne Kristus til Vor Frue Kirke i København. Thorvaldsens nyklassicistiske Kristus blev prist i høje toner og opnåede verdensberømmelse.

Bertel Thorvaldsen, ”Kristus”, 1821. Thorvaldsens Museum (Inv.nr. A82). Foto: Thorvaldsens Museum

I 1847 opfordrede Marianna af Oranien, prinsesse af Nederlandene, Jens Adolf Jerichau til at deltage i konkurrencen om en Kristus-statue, som hun ønskede udført til en slægtnings grav i Kamenz i Sachsen. Jerichau vandt konkurrencen, men han havde svært ved at løsrive sig fra sit store forbillede Bertel Thorvaldsen, og slægtskabet mellem de to statuer er da også markant. Dette ses især i fremstillingen af Kristi ansigt og i den folderige chiton. I modsætning til Thorvaldsens Kristus har Jerichaus Kristus ingen sårmærker efter nagler og spyd. Jerichaus Kristus løfter derimod sin højre arm i en velsignende gestus. Den oprakte hånd har tre fingre strakt som symbol for treenigheden. Tommelfingeren er Faderen, pegefingeren er Helligånden og langemanden er Sønnen. De bøjede fingre, ringfingeren og lillefingeren, symboliserer Kristi menneskelige og guddommelige natur; han er både gud og menneske.

Read Full Post »

 

MEGET MERE END BLOT DEKORATIV

 

Dekorativ Figur. Henri Matisse (1869-1954). Bronze. H. 73. Modelleret o. 1908, støbt 1952. Betegnet: HM 9; Støbemærke: Cire Valsuani. MIN 2756

 

Glyptoteket ejer en munter bronze-skulptur, skabt af den berømte franske maler, tegner og billedhugger Henri Matisse (1869-1954).

Titlen på værket er ”Dekorativ Figur”, en titel Matisse anvendte adskillige gange, også som titel til malerier, om netop denne slags forvredne, næsten abstrakte menneskefremstillinger. Motivet forestiller en kvinde, der, hvilende på sin højre albue, slænger sig på en sokkel-lignende genstand. Hun hverken sidder eller står. Kun lige akkurat støttende den ene balle på soklen og med benene over kors, antager hun en unaturlig og næsten komisk positur.

I sine malerier anvendte Matisse som oftest klare, ublandede farver og komponerede sine motiver over rene former. Hans malerier har en karakteristisk lethed i deres udtryk, som mange elsker dem for. Mindre kendt er måske Matisse arbejder i skulpturen. Som f.eks. Edgar Degas (1834-1917), modellerede Matisse som oftest for sig selv i atelieret, for ad den vej at bedre at forstå hvordan formen på en given figur kunne gengives på det flade lærred. Modellerings-øvelsen gjorde det nemmere for kunstnerne at male elle tegne menneskekroppen i bevægelse, fordi de netop havde øvet sig at forkorte, sno og opbygge lemmerne i ler først. Samtidig er det som om skulpturen her også er Matisses kommentar til den klassiske måde at opbygge et maleri på og måden figurerne traditionelt set er gengivet. Tilsyneladende uden fysisk besvær lader Matisse kroppen på denne kvinde trække i ekstreme retninger. På den måde forandres skulpturens volumen.

Dekorativ Figur - som hun ser ud bagfra

En “moderne” skulptur anno 1908

Den atypiske kvinde og friskheden i Matisses måde at modellere hende på bør ikke nødvendigvis opfattes som rent oprør mod konventionerne. Som den lidt tidligere, men samtidige, skulptør Auguste Rodin (1840-1917) søger Matisse også konsekvent at videreudvikle skulpturtraditionen ved at bearbejde materialet igen og igen. Ben, arme, kroppe og bryster blev formet, genbrugt og ændret mange gange inden værket stod færdigt. Matisse er original og er siden dømt ”moderne”, netop fordi han søger sit eget formsprog og ikke ”blot” kopierer traditionen. Denne dekorative figur lægger hånden i skødet med en gestus, der imiterer Renæssancens Venus-figurer. Men blandt andet fordi modellens ansigt er samtidigt og ligner Matisses kone Amélie, ansås det dengang for at være nyskabende.

Matisse modellerede skulpturen i ler omkring 1908. På dette tidspunkt var han meget optaget af kompositionen – opbygningen – af sine billeder. Formentlig har skulpturen her været anvendt som studie for mange af de figurer han malede ind i sine malerier i disse år. I perioden 1908-1911 havde Matisse sin egen kunstskole i Paris og kan også have anvendt figuren her i sin undervisning.

Se Matisses dekadente damefigur i Glyptotekets samling af fransk kunst, du finder hende på 2. sal i malerisamlingen.

Glyptotekets samling af Rodin skulpturer giver også en interessant perspektivering på Matisses bronze-figur. Den finder du til højre for hovedindgangen.

God fornøjelse!

Read Full Post »

I forbindelse med reparation af glastaget i Henning Larsens bygning, hvor den franske malerisamling har til huse, skal der opstilles stilladser på bygningens store marmortrappe.

Marmortrappen med og uden Skyggen

Marmortrappen med og uden Rodins Skyggen

Rodins Skyggen har derfor holdt flyttedag og står nu i en niche nedenfor trappen.

Skyggen i den skakternede gang

Publikum har naturligvis stadig adgang til den franske malerisamling i Henning Larsens bygning, hvor Monet, Manet, Gauguin, van Gogh og alle de andre stadig holder til.

Vincent van Gogh, Lyserøde roser, 1890 (MIN 1836)

Camille Corot, Gammelt fransk herresæde, ca. 1870-1872 (MIN 1895)

Read Full Post »

I forbindelse med projektet ‘På sporet af farven’ er et græsk-senhellenistisk marmorhoved nu taget frem for at blive undersøgt for spor af de oprindelige farver.

Nyt hoved

Hoved fra græsk-senhellenistisk skulptur (I.N. 1583), som nu undersøges for spor af de oprindelige farver. I baggrunden ses skyggen af den sfinks, som tidligere blev undersøgt på samme vis.

Resterne af farve på antikke skulpturer er ofte meget små og kan for det meste ikke ses med det blotte øje. Specielle mikroskoper anvendes for at finde de mindste farvespor, men det kan også være svært at skeldne farvespor fra det skidt, der med tiden har sat sig på overfladen.

Geolog og Louise

Professor Minik Rosing undersøger det romerske hoved med et håndholdt røngten fluorescens apparat for at identificere farvespor

Arne Jouttijärvi udtager prøve af formodet metal fundet i et af de huller, der kan have været beregnet til fastgørelse af en krans el.lign.

Arne Jouttijärvi udtager prøve af formodet metal fundet i et af de huller, der kan have været beregnet til fastgørelse af en krans el.lign.

Tidligere indlæg: Besøg vores værksted!

Der vil være åbent værksted en søndag om måneden i juli-september:
19. juli, kl. 15-16
16. august, kl. 15-16
20. september, kl. 15-16

Read Full Post »

Glyptotekets magasiner gemmer på tusindvis af små skatte, som kun sjældent bliver udstillet. En af dem er nasoteket. Og hvad er så det?

Nasoteket er en samling af 156 marmornæser, der har siddet på forskellige skulpturer i Glyptotekets antikke samling. Tidligere var det almindeligt at restaurere antikke skulpturer ved at give dem nye arme, ben eller næser, hvis de var faldet af. På den måde kunne publikum opleve skulpturerne, som de oprindeligt havde set ud i antikken, og derfor ankom mange af de antikke skulpturer med ’falske’ næser til Glyptoteket.

I løbet af det 20. århundrede har man løbende fjernet mange næser og andre legemsdele fra skulpturerne igen for at præsentere skulpturerne så ’rene’ som muligt. Herefter er næserne så blevet samlet og gemt til eftertiden – måske vil man en dag igen restaurere de antikke skulpturer ved at imitere de oprindelige kunstværker?

Nasoteket var i 1981 en del af udstillingen ’Restaurering – før og nu’ på Glyptoteket.

Nasoteket var i 1981 en del af udstillingen ’Restaurering – før og nu’ på Glyptoteket.

Nasoteket kan ses som et udtryk for, hvor forskelligt man gennem tiden har opfattet restaurering og konservering. I dag fokuserer man på det, der er bevaret – tidligere søgte man at genskabe det oprindelige. Enkelte rekonstruerede legemsdele kan man dog stadig finde på skulpturer i den antikke samling på Glyptoteket – i nogle tilfælde ville de falde fra hinanden, hvis man fjernede dem.

Read Full Post »

Older Posts »